Kvinden bærer familiens ære

I jordanske fængsler sidder kvinder med én ”forbrydelse” tilfælles: De er truet på livet af deres familier, som mener, at kvinderne har vanæret dem

I Jordans hovedstad, Amman, ligger et center for kvinder, der har været udsat for vold og trusler, som er drevet af danske organisationer. -
I Jordans hovedstad, Amman, ligger et center for kvinder, der har været udsat for vold og trusler, som er drevet af danske organisationer. - . Foto: Keld Navntoft/Scanpix.

Den kraftige kvindelige oberst slår ud med armene og kaster med hovedet. Hun mener ikke, at vold og drab relateret til ære er et problem i Jordan. Modvilligt giver hun dog et eksempel på, hvad der kan føre til, at en jordansk mand myrder sin søster eller kusine i en sag om ære.

”Det kunne være, hvis en ugift kvinde går ud med en mand og måske bliver gravid,” siger hun kortfattet.

Obersten, som er klædt i lyseblå skjorte med skulder-emblemer, hedder Kefah Kradsha og er leder af kvindefængslet Jweideh Correctional and Rehabilitation Centre. Den sandfarvede fængselsbygning med vagttårne er placeret i udkanten af millionbyen Amman, Jordans hovedstad, og her sidder knap 400 kvinder indespærret. De fleste for tyveri, pointerer Kefah Kradsha, men i hendes opremsning af forbrydelser, som kvinderne har begået, er også en særlig kategori: æresforbrydelser. De såkaldte forbrydelser kan bestå i utroskab, relationer, som kvindens familie ikke bryder sig om, eller sågar voldtægt begået mod kvinden.

”Hvis en kvinde er i problemer med sin familie på grund af en æressag, kan hun stikke af hjemmefra og melde sig på en politistation. Hvis politiet ikke kan løse problemet med familien, vil politiet sende hende hertil, hvor vi beholder hende for at være sikre på, at hendes familie ikke gør skade på hende,” forklarer Kefah Kradsha.

Hvor længe kvinden er fængslet ”for beskyttelse” afhænger af problemet. Kefah Kradsha vil ikke give konkrete eksempler, men fortæller, at i en nylig ”særlig svær sag” var kvinden fængslet i halvandet år. Hun konstaterer:

”Kvinder bliver placeret her for beskyttelse, mens deres sag løses med deres familie.”

Kristeligt Dagblads journalist har forgæves forsøgt at få tilladelse til at tale med de indsatte kvinder i Jweideh-fængslet. Hvor mange af dem, der er sidder fængslet i sager om ære, er umuligt at få et klart svar på. I 2003 undersøgte Human Rights Watch sagen og konkluderede, at der i jordanske fængsler i alt sad 97 kvinder fængslet for beskyttelse. I en efterfølgende rapport, ”Honoring the killers”, lød det:

”Kvinder, som ikke kan være i sikkerhed for deres morderiske slægtninge, sættes ofte i fængsel for beskyttelse.”

På en lille café i Amman supplerer amerikanske Adam Coogle, Mellemøsten-researcher for Human Rights Watch, rapporten:

”Kvinder bliver stadig sat i fængsel for beskyttelse. Stederne kaldes 'shelters', men det minder mere om fængsler. Alle guvernører i Jordan har ret til at benytte sig af 'administrativ tilbageholdelse', hvilket i praksis vil sige at tilbageholde kvinder mod deres vilje under påskud af at ville beskytte dem.”

Hvert år myrdes 20 jordanske kvinder i sager, hvor ære angives som motiv. Globalt vurderes antallet til 5000, men ifølge både Adam Coogle og en række øvrige kilder er antallet højere - både i Jordan og globalt. Langtfra alle æresdrab klassificeres som netop det, og derfor er statistikken mangelfuld.

Listen over lande med æresdrab er lang. I mellemøstlige lande generelt og i Pakistan, Afghanistan og Indien er praksissen fast, og den har bredt sig til migrantmiljøer i Storbritannien, USA og Tyskland. Også Sverige og Danmark har haft sager om æresdrab, og i april viste en opgørelse fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, at antallet af æresrelaterede konflikter med unge indvandrerpiger i Danmark er mere end fordoblet på fire år. Fra 440 i 2009 til 1146 i 2013.

Den værste sag om æresvold i Danmark fandt sted i 2005, hvor den 18-årige dansk-pakistanske pige Ghazala Khan blev skudt og dræbt af sin storebror. Ghazala havde mod sin families ønske giftet sig med en afghansk mand.

Drabet var bestilt af Ghazalas far og en række familiemedlemmer, som mente, at hun havde krænket familiens ære og status ved at gifte sig med en mand, som ikke var familierelateret, og som ikke var ærværdig. I alt blev ni personer idømt 120 års fængsel for drabet på Ghazala og for forsøg på manddrab på hendes mand.

Men hvorfor forekommer æresdrab over store dele af verden? I Jordan har journalisten Rana Husseini siden slutningen af 1990'erne dækket sager om æresdrab for avisen Jordan Times, og i 2009 udkom hendes bog ”Murder in the Name of Honor”. Heri beskriver hun, at æresdrab oftest finder sted blandt fattige, uuddannede folk, hvor sladderen løber hurtigt. Drabene bunder i en patriarkalsk kultur, hvor ære er det absolut vigtigste, en familie - og en mand - har, og det er kvinden, som bærer æren. En mand kan opføre sig på mange umiddelbart ikke-ærbare måder, uden at det skader hans ære, men hvis hans kone, søster eller kusine ”forbryder” sig mod æreskodekset, falder det tilbage på manden.

”Forbrydelsen” kan sågar være en voldtægt begået mod kvinden, og en artikel i den jordanske straffelov tilsiger, at hvis en voldtægtsmand gifter sig med sit offer med offerfamiliens godkendelse, bortfalder hans straf.

I bogen beskriver Rana Husseini forståelsen af voldtægt som ærekrænkende for en hel familie ud fra sit møde med manden Sarhan, som var indsat i et jordansk fængsel.

Sarhans søster Yasmin var blevet voldtaget af sin svoger, og da hun kendte konsekvenserne af en sådan handling, havde hun meldt sig selv til politiet frem for at skulle stå til regnskab over for sin familie.

Sarhan var taget til politistationen den næste dag for at købe sin søster fri, men hans ønske blev forkastet, da politiet mente, at han muligvis ville dræbe hende, fordi hun havde mistet sin mødom.

Sarhan tog hjem til en ven og blev der et par dage. Da han vendte hjem, fandt han sin søster i stuen. Uden et ord skød han hende fire gange og meldte sig selv til politiet.

”Jeg dræbte hende, fordi hun ikke længere var jomfru. Hun begik en fejltagelse, frivilligt eller ej. Det er bedre, at én person dør, end at hele familien lider under skam og vanære. Det er som en kasse med æbler: Hvis du har ét råddent æble, vil du så beholde det eller skaffe dig af med det? Jeg skaffede mig af med det.”

I bogen konfronterer Rana Husseini Sarhan med, at mord er i strid med islams lære, og hun spørger, hvordan han retfærdiggør at have dræbt sin egen søster. Han svarer:

”Jeg ved, at det at dræbe min søster er imod islam, og at det har gjort Gud vred, men jeg var nødt til at gøre, som jeg gjorde, og når tiden kommer, vil jeg stå til regnskab for Gud. Folk nægtede at tale med os. De sagde, vi skulle rense vores ære, så ville de tale med os igen. Død er den eneste løsning på at afslutte vanære. Selv hvis vi havde giftet min søster bort, ville folk ikke stoppe med at snakke. De stoppede først, da hun var død.”

Religionens rolle i sager om æresdrab er en svær størrelse. Religionsforskere og flere kilder siger nogenlunde samstemmende, at intet i hverken islam, kristendom eller buddhisme blåstempler drab i ærens navn. At æresdrab hovedsageligt finder sted i islamiske samfund har mere med en forstokket, bagudskuende kultur at gøre end med religion, mener kilderne. Og æresdrabene er ikke kun et uhyggeligt fænomen blandt muslimer. Eksempelvis tævede en jordansk kristen mand i april sin datter ihjel med en sten og en tyk gren, fordi hun var konverteret fra kristendom til islam.

Om religionens rolle siger Leyla Naffa, direktør i den jordansk funderede Arab Women Organization:

”Jordan er et patriarkalsk samfund, hvor mange drenge opdrages med oldgamle kønssyn fra stammer, hvor det handler om at kontrollere kvinder. Jeg mener ikke, at det er selve islam, der fører til æresdrab, men der er en pointe i, at æresdrab meget sjældent finder sted i seku-lære samfund.”

I redaktionslokalerne hos Jordan Times i Amman fortæller journalist og forfatter Rana Husseini, at meget har ændret sig, siden hun begyndte at dække retssager om æresdrab i slutningen af 1990'erne. I modsætning til dengang får drabsmænd nu ikke i samme grad nedsat deres straffe, fordi mordene blev begået i ”en tilstand af vrede”, men, siger hun:

”Det er svært at ændre folks mentalitet, for nogle folk hænger stadig fast i gamle traditioner i skæve kulturer med dumme overbevisninger.”

Adam Coogle fra Human Rights Watch mener, at så længe et lands regering bi-beholder lovgivning med lempelige straffe til drabsmændene, vil intet for alvor ændre sig.

”Der ville nok stadig blive begået æresdrab, hvis loven i Jordan blev ændret, men du eliminerer i hvert fald ikke praksissen, så længe du bliver ved med at give bløde straffe. Du retfærdiggør, at mænd slår kvinder ihjel, når straffen nogle gange ikke er på mere end seks måneders fængsel.”

I et tætbefolket område af Amman holder Jordanian Women's Union, JWU, til på tre etager i en smal ejendom. En etage er forbeholdt kvinder, som er flygtet fra mand eller familie af frygt for deres liv. Ingen af kvinderne tør fortælle deres historie, men i æressager er anatomien ofte den samme, forklarer Najeh Al Zoubi, leder af JWU. Drabene på kvinderne begås typisk af et ungt familiemedlem - en bror eller en fætter - fordi straffen så forkortes, og ofte er en stor del af familien involveret i planlægningen.

”Sommetider begås æresdrab for små ting. Eksempelvis dræbte en mand sin søster, fordi hun havde en mobiltelefon, og fordi han troede, hun talte med en mand. Han kom i fængsel, men straffen var kort, for familien plæderede for en mild straf.”

Med Najeh Al Zoubis ord dropper familien ofte sagen mod den af familiens mænd, som har begået æresdrabet, ”fordi familien allerede har mistet et familiemedlem og ikke vil miste endnu et”. Og fordi familien i mange tilfælde billiger drabet i beskyttelsen af familiens ære.

I Jweideh-kvindefængslet har oberst Kefah Kradsha eskorteret Kristeligt Dagblads journalist ud i fængslets indgangsgård med blomsterbede og træer. Hun pointerer endnu en gang, at kvinder, der sidder fængslet i en sag om ære, er sikrest ved at være i fængsel.

”Kvinden holdes her, mens problemet med familien bliver løst. En dommer anbringer kvinden i fængslet, og så kontakter dommeren både kvinden og familien og forsøger at indlede en forhandling,” siger hun.

Hvis forhandlingerne resulterer i en løsladelse, skal familien underskrive en garanti på ofte op imod 40.000 kroner for, at kvinden ikke vil lide skade. Men trods den foranstaltning er der talrige eksempler på, at kvinden bliver myrdet umiddelbart efter sin løsladelse. Men hvad hvis kvinderne slet ikke blev fængslet? Kefah Kradsha smiler overbærende.

”Der kunne nemt ske dem noget. Men herinde kan jeg beskytte dem.”

Foto: Bjørn Fabricius Hansen
Foto: Bjørn Fabricius Hansen