Prøv avisen

Det arabiske forår manglede grundlaget for demokratisk succes

Efter præsident Hosni Mubaraks regime blev væltet, og Det Muslimske Broderskab på demokratisk vis blev valgt til at styre Egypten, er egypterne igen vendt tilbage til et autoritært styre med militærets magtovertagelse i 2013. - Foto: Mahmoud Khaled/AFP/Scanpix

Har prisen for at vælte Mellemøstens gamle regimer og forsøge at få mere frihed været for høj? Spørgsmålet melder sig, efter det arabiske forår ikke har ført andet med sig end kaos, vold og fortsat undertrykkelse

Kunne det passe? Var Mellemøstens årelange tradition for brutale regimer virkelig ved at blive udfordret af en folkelig opstand, der forlangte frihed og demokrati?

Forhåbningerne i Vesten var store, da de første protester begyndte at skylle hen over de mellemøstlige lande i slutningen af 2010 i det, der senere blev kendt som det arabiske forår.

I dag er håbet fra det lysegrønne forår falmet. Hvad der i Syrien begyndte med fredelige demonstrationer med krav om reformer af præsident Bashar al-Assads styre har udviklet sig til en nådesløs borgerkrig, hvor islamister har overtaget kontrollen i store dele af landet.

Meget bedre står det ikke til i Libyen. Her hjalp en række vestlige lande, deriblandt Danmark, med at fjerne landets leder Muammar Gaddafi, efter han var gået hårdt til angreb på demonstranter. I dag er landet i opløsning og plaget af omfattende sekteriske kampe.

Og endelig Egypten, hvor opstanden på Kairos Tahrir-plads nærmest blev symbolet på hele det arabiske forår. Efter præsident Hosni Mubaraks gamle regime blev væltet, og Det Muslimske Broderskab på demokratisk vis blev valgt til at styre landet, er egypterne igen vendt tilbage til et autoritært styre, da militæret i 2013 kuppede sig til magten.

Hvordan kunne det, der lignede en begyndelse på nye og mere demokratiske tider, ende i bedste fald i ingenting og i værste fald i vold og kaos?

En stor del af svaret handler om, at landene havde et elendigt grundlag at skulle ud-vikle noget, der ligner demokrati på. Det havde de gamle regimer med stort held sørget for, forklarer Martin Beck, professor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

”Regimerne havde meget konsekvent fjernet alle slags organiserede oppositions-bevægelser og politiske institutioner, der er nødvendige for at have et demokratisk system, hvor forskellige interesser er repræsenterede,” siger han.

Uden politiske partier, fagbevægelser, handelsorganisationer og en lang række af tilsvarende politiske institutioner er det næsten umuligt at få opbygget en demokratisk stat. Mens man under de rigtige omstændigheder kan vælte en diktator på kort tid, tager det meget længere tid at udvikle det komplicerede system, et demokrati skal bindes op på, siger Martin Beck:

”Og da befolkningerne heller ikke oplevede nogen økonomisk fremgang, efter de gamle regimer blev væltet, hvilket ellers var meget tiltrængt, mistede bevægelsen mod mere demokrati opbakning og interesse.”

En anden vigtig brik til at forstå, hvorfor den demokratiske udvikling ikke har haft større succes i Mellemøsten, handler om, at mange af landene er dybt splittede af religiøse og etniske forskelle. Det forklarer Bruce Maddy-Weitzman, seniorforsker ved Tel Aviv Universitets Center for Mellemøststudier.

”På mange måder er det, vi ser nu, resultatet af en fejlslagen måde at skabe stater på efter Første Verdenskrig.”

Bruce Maddy-Weitzman henviser til, at mange af de arabiske lande blev skabt ved, at vestlige ledere trak streger i sandet efter Første Verdenskrig uden at tage højde for de kulturelle og etniske forskelle i området.

”Der er nogle dybe religiøse, etniske og stammebaserede modsætninger inden for lande som Irak, Syrien og Libyen. Når ro og orden bryder sammen, og der opstår en følelse af utryghed og frygt, har folk en tendens til instinktivt at søge sammen med de grupper, de mest identificerer sig med. Dermed bliver et land hurtigt splittet op i en række forskellige religiøse eller etniske fraktioner,” siger han.

Når der ikke er et demokratisk system til at håndtere de modsatrettede interesser, giver det frit spil for, at ekstremisme blomstrer op, understreger han.

I dag er både Syrien og Irak stærkt plaget af ekstreme islamister fra grupper som al-Qaeda, Jabhat al-Nusra og især Islamisk Stat. Sidstnævnte har erklæret et islamisk kalifat i et stort område på tværs af Irak og Syrien.

Islam spiller også en afgørende rolle for, hvorfor demokratiet ikke har vundet fodfæste i Mellemøsten, mener både Martin Beck og Bruce Maddy-Weitzman. Eller mere præcist er det den politiske, ideologiske fortolkning af islam i form af islamisme, der har været afgørende. Det er en ideologi, der står i direkte modsætning til demokratiske værdier.

”En bærende del af demokratiet er forståelsen af folkets suverænitet. For islamistiske bevægelser kan den idé gå imod forståelsen af Guds suverænitet. Derfor ser man elementer i den muslimske verden, der helt grundlæggende er imod idéen om folkeafstemninger,” siger Bruce Maddy-Weitzman.

Ifølge Martin Beck står de islamistiske grupper så stærkt i dag, fordi de i mange tilfælde var den eneste reelle opposition, der fandtes i landene før det arabiske forår. De havde for dybe rødder i befolkningen til, at magthaverne turde slå ned på dem

”Men det er forkert at tro, at problemet blot ligger i, at det er religiøse grupper. Ofte overser vi, at mange af de sekulære grupper i Mellemøsten heller ikke er demokratiske,” siger han og henviser til Egypten.

Her kom den religiøse bevægelse Det Muslimske Broderskab til magten med demokratiske midler, mens det senere udemokratiske militærkup blev støttet af mange liberale og sekulære grupper.

Et af de spørgsmål, der er blevet rejst adskillige gange den seneste tid, er, om prisen for mere demokrati har været for høj. Om ikke de arabiske lande ville være bedre tjent med at have beholdt de gamle ledere?

Bruce Maddy-Weitzman ønsker ikke at være ham, der siger, det var bedre, at Saddam Hussein eller Muammar Gaddafi var blevet ved magten.

”Der var jo en grund til, at opstanden fandt sted under de gamle regimer. Desuden begyndte mange af protesterne fredeligt og havde potentialet til at udvikle sig i en mere positiv retning mod mere pluralisme. Men regimernes modsvar var benhårdt, og resultatet har i mange tilfælde været helt uforudsigeligt,” siger han.

Martin Beck mener, det er værd at bemærke, at den autoritære styreform nu er blevet udfordret, og det er svært at forestille sig, at der igen vil komme regimer som dem, man har set med Saddam Hussein, Bashar al-Assad og Muammar Gaddafi.

”Der er sat gang i nogle kræfter og en bevidsthed om offentligheden i Mellemøsten, som vi stadig ikke ved, hvordan vil ende. Man bør også huske, at det faktisk er lykkes for Tunesien som vel det eneste land under det arabiske forår at få gang i en positiv udvikling mod mere demokrati. Men ser vi på lande som Syrien og Irak, kan man stort set ikke sige noget positivt om det, der er sket,” siger han.