EU's nye italienske udenrigschef har papirerne i orden

Federica Mogherini er ung og uerfaren som diplomat, men har en solid faglig baggrund i international politik

Federicia Mogherini er allerede blevet stemplet som et dårligt valg til udenrigschef-posten i EU af aviser som le Monde og Financial Times.
Federicia Mogherini er allerede blevet stemplet som et dårligt valg til udenrigschef-posten i EU af aviser som le Monde og Financial Times. Foto: Wiktor Dabkowski .

Det ville være synd at sige, at udnævnelsen af Federica Mogherini til posten som EU's udenrigschef har vakt den store offentlige jubel.

Tværtimod blev hun allerede inden stemplet som et dårligt og forkert valg af store aviser som franske Le Monde og britiske Financial Times, og hun måtte overkomme modstand fra især de østeuropæiske lande. Og selv i Italien, hvor der altid er tilfredshed, når en italiener sætter sig på en stor international post, spekuleres der i, hvorfor premierminister Matteo Renzi insisterede så kraftigt på, at hun skulle have jobbet.

Ifølge den italienske avis Il Fatto Quotidiano er der en simpel forklaring: Hvis Italien skulle have haft en hvilken som helst anden post, ville Renzi ikke have kunnet komme uden om sin forgænger, Enrico Letta, hvad han for alt i verden ville undgå.

De tilhører samme parti, men er mildest talt ikke bonkammerater, efter at Renzi kuppede Letta fra magten i februar.

Andre kilder hævder, at med italieneren Mario Draghi som formand for Den Europæiske Centralbank var det udelukket, at Italien kunne få en kommissær på en af de tunge poster, og så foretrak Renzi at sende en ung, kvindelig politiker, der kan vise et nyt italiensk ansigt - i stil med det budskab, han forsøger at sælge til daglig. Ikke mindst af den enkle grund, at han mener, hun er kompetent og kan gøre en forskel.

Federica Mogherini er et nyt politisk ansigt - også i Italien, hvor hendes udnævnelse til udenrigsminister var en af de største overraskelser, da Renzi præsenterede sin regering.

Den nu 41-årige mor til to var medlem af parlamentet for regeringspartiet PD, men ukendt i store dele af befolkningen.

Før Firenze-borgmesteren Matteo Renzi blev formand for partiet, skrev Mogherini i en kritisk kommentar, ”at han havde meget at lære på det udenrigspolitiske område.”

Og så gik det stærkt, for Renzi besluttede åbenbart, at det var hende, der skulle lære ham, hvad han ikke vidste. Så først blev hun ansvarlig for partiets udenrigspolitiske arbejde og hurtigt efter altså minister.

Hendes faglige baggrund er der ikke mange, der tillader sig at pege fingre ad. Hun har en universitetsuddannelse i international politik, skrev speciale om Mellemøsten og har hele sit voksne liv studeret og arbejdet med internationale forhold.

Hun har arbejdet på studenter- og græsrodsniveau og senere ledet den italienske delegation til Nato's parlamentariske forsamling. Men har altså først for alvor haft sin gang på de bonede gulve det seneste halve år, hvor det største synlige resultat har været, at det lykkedes at få den kristne og dødsdømte kvinde Mariam Ibrahim ud af Sudan.

Da Italien overtog EU-formandskabet, gik hendes første rejse til Kijev og Moskva, hvor hun talte med Putin, hvilket vakte kritik. ”Men hvad er der galt med at tale med Putin? Det gør Angela Merkel hver og hveranden dag,” skrev den italienske avis Corriere della Sera.

Hendes ry for at være for venlig over for russerne hænger sandsynligvis også sammen med, at hun har en fortid som ungkommunist, men i virkeligheden holder hun personligt nok mere af USA, som hun ofte har besøgt, blandt andet med et stipendium fra Marshall-fonden, og hendes første officielle rejse som udenrigsminister i foråret gik til Washington D.C., hvor hun mødte sin kollega John Kerry.

Mogherini sagde til Corriere della Sera i går, at hun ser EU spille en aktiv rolle for at standse konflikterne i Mellemøsten, og hun fremhævede igen sit ønske om dialog, og erklærede, at selvom hun måske er ung, ”så har jeg nu fem år til at vise noget, og uden at lyde arrogant, så tror jeg, at jeg kan gøre det - også før.” Og det er nok et eksempel på den energi, som er en af de positive egenskaber, hun bliver rost for. Andre er en evne til at samarbejde og arbejde hårdt, og til at føre sig med en ro og et overblik, der ifølge flere kommentatorer gør hende til den fødte mægler.

Hun taler engelsk og fransk flydende, og viljestyrke mangler hun ikke. Da hun skulle føde sin yngste datter i 2010, blev hun i parlamentet længe nok til at kunne nå en mistillidsafstemning, der kunne have væltet Silvio Berlusconi.