Tyskland vil lovgive mod stress

Den tyske arbejdsminister vil sætte klare rammer for arbejdsgiveren ret til at kontakte ansatte uden for arbejdstiden

"Der er uafviseligt en sammenhæng mellem, at man konstant er tilgængelig, og stigningen i antallet af psykiske lidelser," sagde arbejdsministeren i Tyskland forleden.
"Der er uafviseligt en sammenhæng mellem, at man konstant er tilgængelig, og stigningen i antallet af psykiske lidelser," sagde arbejdsministeren i Tyskland forleden.

En e-mail fra chefen bipper ind klokken 22 om en uopsættelig opgave. To timers akut overarbejde næste eftermiddag, hvor børnene skulle hentes, og der hurtigt skal findes en anden løsning. Derefter ubehag ved tanken om at skulle nå mere, end man kan.

Sygemeldinger som følge af langvarig udsættelse for stress er et problem på arbejdsmarkedet både herhjemme og uden for landets grænser.

Nu vil den tyske arbejdsminister Andrea Nahles fra det socialdemokratiske SPD komme det voksende problem til livs i Tyskland. Derfor har hun begyndt forarbejdet til en lovgivning med det formål at sætte klare rammer, blandt andet for arbejdsgiveres ret til at kontakte ansatte i ferier og uden for arbejdstiden.

”Der er uafviseligt en sammenhæng mellem, at man konstant er tilgængelig, og stigningen i antallet af psykiske lidelser,” sagde ministeren forleden til det tyske Rheinische Post i et interview om, at stress i landet de seneste år er steget som følge af øgede krav om tilgængelighed uden for arbejdstiden.

Det franske medlem af Europa-Parlamentet Karima Delli fremlagde i 2011 en betænkning om, at der skulle laves fælles lovgivning til forebyggelse af stress i hele EU. Det gjorde hun i forlængelse af en høring samme år, der viste, at stress er et voksende problem i hele Europa.

Og det kunne da også være en god idé at stramme op for de retningslinjer, vi har for godt arbejdsmiljø i Danmark, mener Finn Diderichsen, professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab og tilknyttet Københavns Stressforskningscenter, der ser, at problemet også er stigende herhjemme.

”Vi har formelt set allerede arbejdsmiljølovgivningen på plads, og der eksisterer meget viden på området inden for stressforskning. Men det hindrer os ikke i at forsøge at bekæmpe stressniveauet yderligere. En mere detaljeret lovgivning kunne være en klog overvejelse,” siger Finn Diderichsen.

Det er ikke mindst i det offentlige, blandt andet i sundheds- og skolevæsenet, at stress er et problem. Finn Diderichsen forklarer, at stress er mindre forekommende blandt folk, som selv kan danne rammer for deres arbejdsdag og koble af. Det er, når stress bliver konstant og længerevarende, at det kan lede til sygdom, siger han.

”Men mange klassiske studier viser også, at vi kan blive udsat for stress, når der er for få krav til os, for eksempel i forbindelse med arbejdsløshed. Stress kan være sundt, hvis det er i passende mængder, og det er, når arbejdsdagen bliver grænseløs, at den bliver problematisk,” siger Finn Diderichsen.