I weekenden mellem februar og marts i år var det slut. Efter mere end ti års samliv, heraf fem år som forældre til en lille pige, gik den 47-årige entreprenør Eirik Gundersen fra sin hustru. Ikke som resultat af en forhastet beslutning, men efter flere års kamp og forsøg på at redde ægteskabet for hinanden og det fælles barns skyld.
Selv efter parret havde meldt sig til det gratis rådgivningstilbud, som den norske stat tilbyder på landets 49 Familievern-kontorer, kunne de ikke finde tilbage til kærligheden. Selvom forebyggende arbejde for at forhindre skilsmisser lykkes for mange norske par, er der også forhold, som ikke kan reddes.
For Eirik Gundersen og hans hustru var problemet, at det nære og personlige forhold - efter at de blev forældre - efterhånden blev erstattet af praktiske skænderier om manglende tid og vidt forskellige forventninger og drømme om, hvad livet som familie skulle indeholde.
“Det var en af de værste dage i mit liv, den aprildag, hvor vi første gang var til mægling hos terapeuten. Stemningen var totalt kaotisk, for vi var rasende på hinanden, og det flød med løgne og beskyldninger for at vinde mest mulig tid sammen med vores datter,” siger han.
Den formiddag i april klokken 10.30 mødtes parret med Trine Eikrem, terapeut og leder af Familievern-kontoret i Smedgata 49 i det østlige Oslo. Udenfor skinnede solen, men i det lille lokale på første sal var der krigsstemning.
“Efter den første time var jeg klar til at hyre en advokat. Vi kunne overhovedet ikke finde ud af at tale sammen, og stemningen var så hidsig, at jeg slet ikke kunne reflektere over noget som helst. Vi talte om alt andet end det, der egentligt er det vigtigste. Vores datter,” fortæller Eirik Gundersen.
Ægteparret var godt udslidt efter flere års forgæves forsøg på at redde forholdet, og nu stod de med en gigantisk opgave i at få fremtiden til at falde på plads. Hvor skulle de hver især bo? Og endnu vigtigere: Hvem skulle tage vare på deres datter?
Efter det første møde, som mest af alt blev brugt til at slynge beskyldninger hen over bordet, var der pause.
“Det var i tiden mellem de første timer, at den store ændring kom. Vi tænkte os begge grundigt om, for selvom man kan lyve over for sig selv og sige, at barnet ikke mærker noget, så bliver børn jo ramt af den ustabile situation,” siger Eirik Gundersen.
Efter et længere forløb på Familievern-kontoret fik parret talt ud. De trak beskyldningerne tilbage og fandt i mindelighed frem til en aftale, hvor deres datter i dag næsten er lige så meget hos far som hos mor.
Kristeligt Dagblad har den seneste tid sat fokus på, at skilsmissetallet i Norge i løbet af de seneste ti år er faldet med 12 procent, blandt andet som følge af den enorme indsats, som terapeuter og rådgivere leverer igennem forebyggende samtaler. Men for nogle par lykkes det ikke.
Ifølge familieterapeut Trine Eikrem, der er uddannet psykolog, kan det i enkelte tilfælde være godt for alle parter at skilles frem for at fortsætte i en familiekonstruktion, hvor både forældre og børn lider.
“Jeg vil sige, at i langt de fleste tilfælde ender sådan et forløb på den bedste måde. De par, der vil hinanden og passer sammen, kommer gennem krisen forandret, mens de par, hvor afstanden er for stor, eller hvor forventningerne er for forskellige, skilles på en fredelig måde,” siger hun.
Trine Eikrem har været terapeut på Familievern-kontoret Enerhaugen siden 2005, de seneste tre år som leder. Hun sad på den anden side af bordet den dag i april, hvor Eirik Gundersen for første gang var til mæglingssamtale.
Den norske terapeut peger på, at Eirik Gundersens forløb er et godt eksempel på, hvordan det nytter, at Norge yder menneskelig rådgivning, efter at et par er blevet skilt.
Ifølge Trine Eikrem betyder bistanden, at omkring 80 procent af alle par, der ellers har besluttet sig for at sende skilsmissesagen i retten, ender med at opnå en fælles forståelse efter et terapiforløb.
“For mig er det det bedste job, der findes, fordi vi hver dag kan se, at arbejdet gør en forskel. Det er naturligvis glædeligt, at det lykkes at forhindre langt de fleste i at blive skilt. Men det er også enormt vigtigt for børnene, der selvfølgelig altid er i centrum, at forholdet mellem forældrene er godt, efter at familien er gået i opløsning,” siger Trine Eikrem
Hun peger på, at det for de fleste par er et spørgsmål om ikke at have tid nok til hinanden, forskellige forventninger til familielivet, og at den ene part ikke føler sig set eller elsket. Derudover glemmer mange at lytte til hinanden, og det er et de områder, hvor mange får meget ud af terapien, siger familieterapeuten.
“Kvinden forventer måske, at manden skal købe blomster og sige tingene direkte, men ser slet ikke, at han hver eneste dag viser sin kærlighed ved at skovle indkørslen fri fra sne, så hun kan køre på job.”
Trine Eikrem fortæller desuden, at man de senere år har haft stor succes med at invitere børnene med til terapiforløbene, så de kan fortælle om deres følelser, mens forældrene venter udenfor.
Et initiativ, de norske rådgivere vil sætte særligt fokus på i fremtiden, er voldens rolle i par- og familieforhold. For mens deciderede slagsmål og voldelig adfærd i mange år har været særligt prioriteret, har man for nylig også forsøgt at undersøge, hvor stor en betydning det har for et parforhold, når parret eksempelvis smækker med dørene eller kaster med tallerkenerne.
Det fortæller Wenche Mobråten, der er direktør for Barne-, ungdoms- og familiedirektoratets afdeling for forebyggende arbejde.
“Vi må jo hele tiden søge at forbedre tilbuddet og blive bedre til at forstå konflikterne, og særligt hvordan børnene bedst hjælpes,” siger hun.
“På kort sigt er vores mål, at vi skal kunne differentiere indsatsen endnu mere, så vi kan skræddersy tilbud til de forskellige situationer: Når det er ganske unge par, når der er en voldelig relation, og når forældre skal rådgives i at håndtere situationer med meget små børn,” siger hun.
Forholdet mellem Eirik Gundersen og hans tidligere hustru er i dag helt anderledes end i april, og de kan igen le sammen, tale sammen og aftale det praktiske vedrørende deres datter uden problemer, selvom kærligheden ikke er kommet igen.
Han er glad for, at man i Norge i modsætning til Danmark kan få statslige rådgivende tilbud - ud over juridisk mægling - når man oplever skilsmisse eller krise i familielivet.
“Hvis det havde været en advokat og ikke en terapeut, var det gået helt galt. Vi stod begge totalt fast, og hvis det var endt i retten, var situationen bare eskaleret yderligere. Juridisk sprog er ikke konstruktivt for at forstå hinandens følelser,” siger han.