Norges moderate muslimer gør op med ekstremister

Moderate muslimer i Norge bryder mange års tavshed og gør oprør mod deres ekstremistiske trosfæller

Statsminister Erna Solberg (i lyseblåt) var i spidsen, da norske muslimer demonstrerede imod Islamisk Stat foran Stortinget i sidste uge. -
Statsminister Erna Solberg (i lyseblåt) var i spidsen, da norske muslimer demonstrerede imod Islamisk Stat foran Stortinget i sidste uge. - . Foto: LARSEN, HAKON MOSVOLD.

“Lidt fortvivlede, lidt forvirrede og overvældede har vi norske muslimer siddet og set på, at mange af vores børn og unge er blevet opslugt af ekstremister - og ventet på, at nogen skulle tage kampen op,” indleder den norske journalist og debattør Shazia Sarwar et indlæg i den norske avis VG under overskriften “Opgørets time”.

“Lige foran øjnene på desperate forældre forsvinder tilsyneladende normale, aktive sønner og døtre ind i en verden, vi har vidst meget lidt om (...) Men ekstremisterne skal følge med nu. For nu sker der noget. Der er begyndt at skabe sig en bevægelse, den bliver stærkere, og den vil bide fra sig,” skriver Shazia Sarwar.

Hvor stor en gruppe, Sarwar repræsenterer, kan der være stor usikkerhed om, men det er nyt, at der råbes op.

Sarwar mener, at der blandt norske muslimer findes mange, der - af frygt for udstødelse - i mange år ikke har turdet rejse sig mod de yderliggående grupper, der nærer et åbent had til det norske samfund og i løbet af de seneste måneder har rekrutteret adskillige nordmænd til kampen for ekstremisme rundt om i verden.

Unge nordmænd på ned til 16 år er rejst til Syrien for at deltage i hellig krig, og den norske avis Dagbladet kan berette, at det var den radikale gruppe Islamisk Stat, IS, der udløste den terrortrussel, der satte Norge på den anden ende i slutningen af juli. En gruppe, der i Norge støttes af den ekstreme gruppering Profetens Ummah, som på det seneste åbent har givet udtryk for opbakning til Islamisk Stat.

Mens mange muslimske nordmænd har undladt at lægge afstand til ekstremisterne, har der den forgangne uge været massive reaktioner på Profeten Ummahs erklæring.

“Det har nok været en brutal opvågning for mange. Mange har tidligere lukket øjnene for virkeligheden, men de reagerer nu med skarp fordømmelse,” siger Shoaib Sultan, der er rådgiver ved Antiracistisk Senter til dagbladet Vårt Land.

Eksempelvis gik 5000 mennesker i sidste uge gennem gaderne i Oslo - arrangeret af blandt andre den 19-årige norsk-iraker Faten Mehdi Al-Hussaini.

“Jeg er muslim og vil sige til det norske folk: Jeg accepterer ikke IS' barbariske handlinger og drab på uskyldige (...) De følger ikke islam, de følger Djævelen,” tordnede hun til massive klapsalver fra talerstolen.

En udmelding, der har fået opbakning fra den borgerlige statsminister, Erna Solberg.

“Det er et fantastisk initiativ af de muslimske unge, der føler, at ekstremisterne kidnapper deres religion. Det er et klart og tydeligt budskab til andre unge - også dem, der lokkes af det ekstreme miljø og måske bliver draget af de ekstreme udmeldinger, der ofte er billedet i medierne. Det, at der kommer et modbillede, kan forhindre, at flere unge rejser til Syrien og Irak,” siger Erna Solberg til VG.

Samtidig med at de moderate muslimer er begyndt at tage afstand til radikaliseringen, advarer flere samfundsforskere dog om, at bevægelsen også kan have en slagside. Det mener blandt andre Anders Todal Jensen, der er professor i statskundskab ved universitetet i Trondhjem.

“De (ekstreme muslimske grupper, red.) føler sig endnu mere udenfor nu, end de har gjort tidligere. Og derfor kan de ende med at søge mod endnu mere ekstreme holdninger og handlinger som reaktion,” siger han til norsk stats-tv, NRK.

Siden borgerkrigen i Syrien begyndte i 2011, er omkring 50 nordmænd ifølge de norske myndigheder rejst til landet for at deltage i krigen.