Prøv avisen

Det er i kristendommen geografiske vugge, at etnisk udrensning nu foregår

Anders Raahauge. Foto: Arkivfoto

Vestens kristne må vågne op. Når Mellemøstens kristne er villige til at risikere deres liv for deres kirke, så må katolikker, protestanter og ortodokse stå sammen om et kirkens fællesskab

I DEN TYSKE AVIS Frankfurter Allgemeine Zeitung konstaterer avisens politiske redaktør, Rainer Hermann, at ”den orientalske kristenheds 2000 år gamle historie nærmer sig sin afslutning”.

Han dvæler ved den særlige tragik, at de områder, hvor etnisk udrensning af kristne nu foregår, faktisk udgør kristenhedens vugge. De myrdede eller fordrevne kristne har en lokal historie på netop det sted, hvor de bor, som strækker sig tilbage til længe før, at islam opstod.

”I Damaskus kan man stadig finde den lige gade, hvor Saulus blev til Paulus. Men ikke langt borte, i byen Maalula, hvor der indtil for nylig endnu blev talt Jesu sprog, aramæisk, har islamister skændet og ødelagt den hellige Theklas kloster fra det fjerde århundrede. I det bakkede landskab omkring Aleppo praktiserede de første søjlehelgener, som Simon, deres strenge askese. Her har krigere fra Islamisk Stat, som en selvudnævnt kalif står i spidsen for, bortført og formodentlig dræbt to biskopper. Evangelisterne Matthæus og Lukas beretter, hvordan indbyggerne i Ninive, som i dag hedder Mosul, gennem Jonas blev forløst fra det onde. Men for nylig har jihad-krigerne fordrevet de kristne fra Mosul og tilintetgjort Jonas' grav,” skriver han.

Det var Persiens religiøst liberale partere, der havde magten her østpå i de første århundreder efter Kristi fødsel, og det gjorde denne tidlige blomstring af kristendommen mulig i disse egne, minder Rainer Hermann om. Mod vest skulle de kristne endnu længe blive undertrykt af romerne, mens de samtidig mod øst kunne konsolidere sig i Levanten, Mesopotamien og Anatolien før islams opståen og følgende erobring af områderne.Endnu befinder sig her resterne af den assyriske kirke, den syrisk-ortodokse samt kaldæerne og melkiterne, som er forbundet med den katolske kirke. ”Republikken Irak anerkender 14 kirker foruden andre, ikke-muslimske mindretal som yazidierne, shabak-folket og sabæerne (fra Saba, red.). Også de står, ligesom de kristne, på IS-krigernes liste over dem, som skal skydes ned.”

VESTENS KRISTNE MÅ i lyset af denne tragedie snart vågne op, skriver Frédéric Saint Clair, matematiker, økonom og tidligere regeringsrådgiver, i den franske avis Le Figaro. Han opfordrer til konkret engagement for at komme Mellemøstens kristne til undsætning. Til afklaring af forholdet mellem tro og gerninger citerer han Simone Weil, fransk-jødisk filosof, der konverterede til kristendommen og døde ung i 1943.

Simone Weil konstaterede, at de fleste kristne ikke lader religionen præge deres liv. Den burde ellers, ”lyse igennem hele det profane liv, offentligt og privat, uden derfor at dominere det”, skrev Weil. Hun holdt balancen: Den kristne kan ikke undslå sig for handling, men samfundet og politikken skal ikke indrettes kristent.

Man skal give kejseren, hvad kejserens er, minder Frédéric Saint Clair om, men kristne bør stadig føre deres liv i det lys, som Simone Weil hentyder til, nemlig det, som Jesus i Bjergprædikenen forkynder som de kristnes kendetegn: ”I er verdens lys” - et lys, som i dem skinner fra Jesus Kristus.

”Det er dette lys, som baner vejen for praktiske løsninger, idet det oplyser tanken,” mener Saint Clair og fortsætter:

”Men hvis handlingerne får lov at ligge, hvis troen er udslukt, hvis ordene er blevet til magre ønsker, rettet til en politisk magt, der ofte forveksler verdsligt regimente med ateisme, så vil resultatet slå tilbage og komme tungt over os. Vestens kristne har lukket deres øjne og er faldet i søvn. Som Franois Mauriac skrev i en artikel i Figaro i 1934: 'Det drejer sig om en søvn, man selv har søgt, en kollektiv given afkald på ånd'. Det afkald på ånd er et afkald på væren, og det forklarer handlingens afmagt. Derfor er det tid at mande sig op. For mens det internationale kristne samfund sover, dør Iraks kristne.”

Det drejer sig ikke om, at de kristne nu skal banke store kors op på portene eller hverve proselytter i gaderne, skriver Saint Clair, men om at lade deres indre liv, overvundet af ordet, udmøntes enkelt og ligetil i kærlighedens gerninger. Når nu Mellemøstens kristne tydeligvis er villige til at risikere deres liv for deres kirke, så må katolikker, protestanter og ortodokse stå sammen om et kirkens fællesskab, én ”ecclesia”, der ved gentagne handlinger lader disse mærke, at de ikke er alene.

”Og ved disse gentagne handlinger bevidne en levende tro, en styrke, som i voldsom grad savnes hos vores regeringer, og da skænkes modet og determinationen måske igen,” slutter den franske matematiker.