Derfor kan mennesker være så brutale

Grusomhederne begået af Islamisk Stat kan virke uforståelige for os. Vores væmmelse og frygt begynder der, hvor vi ikke længere forstår, hvorfor de gør, som de gør

Børn holder fotografier op af deres fædre foran parlamentet i Beirut, Libanon. Fædrene er libanesiske soldater, som er kidnappet af islamistiske hellige krigere med tilknytning til Islamisk Stat, IS. Frygten for, hvad IS kan finde på at gøre med deres kidnappede gidsler, er enorm. -
Børn holder fotografier op af deres fædre foran parlamentet i Beirut, Libanon. Fædrene er libanesiske soldater, som er kidnappet af islamistiske hellige krigere med tilknytning til Islamisk Stat, IS. Frygten for, hvad IS kan finde på at gøre med deres kidnappede gidsler, er enorm. - . Foto: Scanpix.

Hvordan kan mennesker være så onde?

Drabet på den amerikanske journalist James Foleys var hverken hurtigt eller smertefrit. Det blev gennemført med en kniv i en ørken i en middelalderligt primitiv kulisse for derefter at blive transmitteret til hele verden på video.

En opdatering på det sociale medie Twitter var det, der skulle til, for at hele verden havde mulighed for at være vidne til Islamisk Stats, IS', ondskab på første parket. Og synet af ondskaben var kvalmende, mente mange.

Men er der tale om faktisk ondskab? Det første problem, når man kalder mennesker for ”onde”, er, at ondskab er en subjektiv vurdering, siger psykolog Sven Mørch, lektor ved Københavns Universitet og ekspert i socialpsykologi.

Ondskaben er relativ, da den defineres ud fra det verdensbillede, man selv har, og hvad ens egne kulturelle normer dikterer som værende umenneskeligt.

”Der er ingen mennesker, der er ondere end andre. Så er det sagt. Men man kan gøre ting, der bliver betragtet som onde, hvis man lever i en sammenhæng, hvor 'onde handlinger' bliver legitime. IS er bygget på en konstruktion, hvor 'onde' handlinger kan virke meningsfulde for den enkelte. Der skabes blandt IS' tropper en tiltro til den historie, som bliver fortalt i IS' ledelse, som gør, at de brutale handlinger giver mening i sammenhængen,” siger Sven Mørch.

”Problemet for os i Vesten er så, at vi ganske enkelt ikke forstår sammenhængen. Ves-ten har med krige i området de seneste 20 år skabt så mange fraktioner ved at støtte den ene gruppe og negligere den anden, at denne form for oprør kan være det eneste, der giver mening for medlemmerne af IS. Det betyder ikke, at jeg accepterer deres handlinger. Det er forfærdeligt, hvad der er sket. Jeg siger bare, at vi ikke forstår den verden, IS agerer i,” siger han.

Indtil videre er to vestlige journalister blevet dræbt for derefter at få deres død offentliggjort på Twitter. Krigsfanger fra det irakiske militær har fået en lignende behandling: Først massedrab, dernæst offentliggørelse på internettet.

Det er en absurd blanding af fortid og nutid, der undrer forskere verden over og gør det endnu sværere for os at forstå IS, siger militærsociolog Claus Kold fra Dignity - Dansk Institut mod Tortur:

”Vi står over for et nyt fænomen, som vi ikke kan få styr på, og som forskere over hele verden sidder og roder sig i håret over for at finde en forklaring på. Vi ser i IS nogle styrker, der har en adfærd, som ligner noget fra Europa før 1600-tallet. Men samtidig har de også en pressetjeneste, som transmitterer henrettelserne over internettet. Det er en hybrid af middelalder og postmodernitet i en meget uskøn konfiguration,” siger Claus Kold.

Han peger på, at den måde, IS handler på, også ligger så langt væk fra den vestlige forståelse af de moderne vestlige regler for krig, at vi ganske enkelt mangler sprog for grusomhederne. På trods af det mener han, at Vesten var med til at skabe IS i første omgang.

”Vi har opretholdt økonomiske sanktioner over for Irak i så mange år under Saddam Hussein, at vi har tilladt ekstreme grupper at kommet til magten. Med den måde, vi straffede Tyskland økonomisk efter Første Verdenskrig, er vi i dag enige om, at vi skabte nazismen. I fremtiden vil vi blive enige om, at vi skabte IS gennem økonomisk straf af Irak. Hvis man ser på, hvor mange IS har slået ihjel i det område, og sammenligner det med, hvor mange Vesten har slået ihjel i det samme område indirekte og direkte, ved jeg godt, hvem der er den største synder.”

Men det er som sådan ikke det, at medlemmer af IS slår ihjel, der vækker vores rædsel over bevægelsens drabsmetoder. Der er noget ved videoerne af IS' drab, der skræmmer os mere end for eksempel videoerne af USA's droneangreb over Yemen.

Ifølge Henrik Rønsbo, antropolog og seniorforsker ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, er det et spørgsmål om, at vi i drabsvideoerne får smerten tæt på.

”Det handler om, hvilke former for vold, vi vil karakterisere som humane, og hvilke der ikke er det. Her i Danmark synes vi, at henrettelser er umenneskelige. I USA er der mange, der synes, det er menneskeligt at henrette, så længe det er uden smerte. Så det er ikke henrettelserne i sig selv, der skræmmer Vesten. Det, vi ikke bryder os om, er, at IS slår sine ofre ihjel på en smertefuld måde. Det er kniven, der vækker vores afsky. Det er, når man kan se, at det gør ondt, at vi bliver angste,” siger Henrik Rønsbo.