“Bare se ud ad vinduet! Forandringerne er at se alle vegne. Alt er nyt, og det er gået stærkt.”
Slawomir Mandes, professor og sociolog ved Warszawa Universitets Sociologiske Institut, fægter entusiastisk med armene mod vinduet på sit kontor. Han taler om de mærkbare investeringer og markante forandringer, der er sket i Polens hovedstad, efter at landet for 10 år siden blev medlem af EU.
I byens gader støder man på indhegnede grusgrave, hvor gravkøer og mænd med orange hjelme er i fuld gang med metrobyggeri, mens nye, moderne skyskrabere af glas tårner sig op i byens centrum.
Med bevillinger på 67,3 milliarder euro (500 milliarder kroner) var Polen det land i EU, som modtog mest økonomisk støtte i perioden 2007-2013, og ifølge det polske finansministerium vil Polen modtage knap 106 milliarder euro (790 milliarder kroner) fra EU's budget frem til 2020.
I kantinen i en handelsvirksomhed i Warszawa maler to unge polakker dog et knap så rosenrødt billede, da de bliver spurgt til deres holdning til EU.
“Østpolen er stadig meget fattigt. Her er man hverken tilstrækkeligt informeret om, at man kan søge EU-penge, eller hvordan man i så fald skal søge dem,” siger 26-årige Pawel Dulacz, der arbejder med handel i Warszawa.
Det, han især henviser til, er landmænd, som ikke ved, hvordan de søger landbrugsstøtte.
-årige Krzysztof Zarek, der helst vil kaldes Chris, kommer fra en mindre by på landet, men blandt andet fordi lønnen er tre gange så høj, har han i dag bosat sig i den pulserende polske hovedstad, hvor han arbejder som dataanalytiker.
“Der er en kæmpe forskel mellem land og by i Polen. Folk ser så triste ud, når jeg kommer hjem til min fødeby på grund af den økonomiske situation. De er pessimistiske, fordi de ikke har mange muligheder,” siger Chris.
Renata Miekowska, ph.d. med speciale i EU ved Warszawa Universitet, bekræfter, at der findes en helt anden virkelighed, hvis blot man bevæger sig et par timer væk fra hovedstaden.
“EU-midlerne er tydelige i Warszawa og andre større, polske byer i den vestlige del af landet, man kan kategorisere som 'Polen A'. Men der findes også et 'Polen B' i det østlige Polen, hvor EU's økonomiske støtte er langt sværere at få øje på,” siger Renata Miekowska.
De polske politikere har brugt EU-midlerne på ting, der kan vejes og måles, nemlig synlige investeringer i et bedre vejnet og udvidede motorveje i stedet for at investere i sociale forbedringer, mener hun.
“Den polske befolkning skulle kunne sige wow, her bliver pengene virkelig brugt til at forbedre og gøre en forskel i Polen.'”
Tre timers togrejse sydpå fra Warszawa ligger byen Radom. Fra banegårdens hovedindgang ligner den polske provinsby en hvilken som helst anden præsentabel, polsk forstad.
Men gennem en tunnel under skinnerne og ude på den anden side bliver byens forfald tydeligt. Her står den ene lukkede, tomme fabrik efter den anden. Fabrikkerne vidner om noget, der engang var rigeligt af i byen, nemlig arbejdspladser, vækst og produktion af alt fra lædervarer til skydevåben.
På Radoms turistkontor kan de berette, at 12.000 arbejdere havde deres daglige gang på byens våbenfabrik før kommunismens fald i 1989. I dag er der omtrent 400 arbejdere tilbage.
Krzysztof Ninard, medarbejder på turistkontoret i Radom, ser arbejdsløshed som den primære årsag til, at folk flygter fra byen.
”EU-midlerne har da gjort lidt. Vi har fået nogle nye veje og et bymuseum, men måske skulle pengene hellere være blevet brugt på at skaffe arbejdspladser,” siger han.
Officielt har Radom 223.000 indbyggere, men ifølge Krzysztof Ninard giver det ikke nødvendigvis et korrekt billede af, hvor mange mennesker der egentlig bor i byen.
“På grund af manglen på arbejdspladser er mange fra byen taget til udlandet, blandt andet Storbritannien, for at arbejde, men har stadig adresse her,” fortæller han.
Bag disken i den mennesketomme ”Café Arroko” i en af byens sidegader står 37-årige Anna Payak. Hun mener ikke, at Radom har set noget til de milliarder, Polen har modtaget gennem EU.
“Der er ikke sket meget positivt her de sidste 10 år. Tværtimod. Butikker og fabrikker lukker, og alle de unge flygter til Warszawa, så snart de kan komme til det. Dels fordi her ingenting sker, og dels fordi her intet arbejde er at få. Jeg hører nærmest ikke de unge, der kommer i caféen, tale om andet, end at de vil væk herfra hurtigst muligt,” siger Anna Payak.