Prøv avisen
Interview

Top-strateg: Nato bør standse Putins zarregime

Zbigniew Brzezinski er klar i mælet: "Det, Putin er ude på, er at skabe så megen nød og kaos i Ukraine, at den ukrainske regering vil ende med at bryde sammen, og banditter med Putins støtte kan tage magten og forpurre forsøget på at bringe Ukraine ind i det demokratiske Vesten."

Zbigniew Brzezinski var national sikkerhedsrådgiver under den amerikanske præsident Jimmy Carter og har helt fra den kolde krigs tid været en af USA's største strateger. Her interviewes han af Nathan Gardels, Global Viewpoints redaktør

NATO-landene har annoceret en ny hurtig indsatsstyrke, som kan reagere på enhver trussel mod et Nato-land i den russiske periferi. Vil dette tiltag sammen med sanktionerne være nok til at standse den russiske præsident Vladimir Putin?

Det afhænger af, hvad selve situationen i Ukraine munder ud i. For godt nok øger udsendelsen af potentielle tropper til de baltiske lande deres sikkerhed på kort sigt, men deres sikkerhed vil stadig stå på spil i de kommende måneder, hvis Ukraine-problematikken ender på en måde, som stiller Putin som sejrherre og de demokratiske kræfter i Ukraine som tabere og ofre. Det vil på sin side rejse spørgsmålet om, hvor sikre de andre lande i udkanten af Rusland vil være på længere sigt. Det gælder især de baltiske lande,” siger Zbigniew Brzezinski.

Hvordan definerer du ”at ende på en måde, som stiller Putin som sejrherre”?

Det, Putin er ude på, er at skabe så megen nød og kaos i Ukraine, at den ukrainske regering vil ende med at bryde sammen, og banditter med Putins støtte kan tage magten og forpurre forsøget på at bringe Ukraine ind i det demokratiske Vesten. Magthaverne vil så slutte sig til Putin i marchen mod en eurasisk union. En sådan eurasisk union er ikke noget nyt under solen, men blot et nyt navn for den tidligere Sovjetunion og det fordums zarimperium.

Hvordan definerer du en demokratisk løsning på Ukraine-krisen?

I sidste ende en eller anden form for tilpasning, hvor Ukraine rykker nærmere et egentligt engagement i Europa, dog uden at søge optagelse i Nato, og hvor landet bevarer økonomiske bånd til Rusland. Det vil være til gavn for såvel Ukraine som Rusland at få den normale handel i gang igen.

Bør NATO give Ukraine våben direkte?

Undlader Nato at forsyne Ukraine med våben, signalerer det til Putin, at han kan optrappe militært af livsens lyst for at destabilisere Ukraine totalt.

Lægger du nogen vægt på holdningen blandt liberale reformatorer fra Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjovs tid, inklusiv Gorbatjov selv, som med egne ord føler sig ”forrådt” af Natos ekspansion op mod den russiske grænse? Det var ikke den ”nye tænkning”, som Gorbatjov enedes med Vesten om ved afslutningen af den kolde krig, siger han, men derimod en tilbagevenden til ”tankegangen om indflydelsessfære”. Det er grunden til, at Gorbatjov og andre som ham støtter Putins tilbagestød i Ukraine.

”Det er ganske tænkeligt, at de af et rent hjerte mener, at dette er den sande version af, hvad der blev debatteret ved afslutningen på den kolde krig. Derfor har de ret til at sige, som de siger.

Men man må spørge sig selv: 'Hvad ønskede det folk, som blev frit efter over 40 års sovjetisk undertrykkelse?' De ønskede ikke at være skakbrikker klemt inde mellem resterne af et Vesten, som ender et sted ved det gamle Vesttysklands grænse, og et genopstanden Rusland. De ønskede at være en del af et demokratisk Vesten og i sidste ende af den Europæiske Union.

Og det er helt legitime ambitioner. Det er ikke nogen trussel mod Rusland, men kun mod de russere, som ikke kan forstå Rusland som andet end et dominerende imperium, der hersker ikke alene over det russiske folk, men også over alle folkene i områderne, der ligger op ad det russiske territorium.”