Prøv avisen
Kiosken

Professor i teologi: Islam er krigerisk

Anders Raahauge skriver. Foto: Arkivfoto

Viljen til voldelig ekspansion er indskrevet i Koranen og er ikke udtænkt af islamisterne, hævder pavelig universitetsprofessor

HVOR TRÆKKES GRÆNSEN mellem islam og islamisme?

Medierne siger, at de to er forskellige som nat og dag; islam er fredens religion, og islamisterne har stjålet navnet. Andre mener, at islamismen repræsenterer den traditionelle, rendyrkede islam, tro mod Koranen.

Det synspunkt fremføres nu, bemærkelsesværdigt nok, af en teolog fra et af de paveligt indstiftede universiteter, Martin Rhonheimer.

Han er professor ved det pavelige Santa Croce Universitet i Rom og skriver et essay om sondringen i Neue Zürcher Zeitung.

Man hører ikke mange officielle muslimske røster, der fordømmer Islamisk Stat, konstaterer Rhonheimer.

Sker det endelig, er det kun for at tage afstand fra bestialiteten i deres fremfærd, som skader islams omdømme, ikke for at øve principiel kritik. Dette er forklarligt, for Islamisk Stat er intet kætteri, men endnu ”et i historien genkommende mønster af krigerisk ekspansion. Forbilledet er Muhammed selv. Legitimeringsgrundlaget er Koranen og den islamiske ret, shariaen,” mener den katolske professor. Siden hedder det:

”Muslimsk teologi besidder ingen argumentatoriske ressourcer til at fordømme Islamisk Stats fremfærd som uislamisk. Der findes nemlig intet generelt drabsforbud i islam. Der findes derimod en generel licens til drab,” skriver han og henviser til sura 9:5.

Martin Rhonheimer gennemgår derpå de suraer i Koranen, der foreskriver, hvad der skal ske med undertvungne kristne og jøder, og påpeger, at Islamisk Stat nøje holder sig til forskrifterne.

ISLAM VIL GERNE PRÆGE STAT og samfund ud i detaljen, betoner Rhonheimer.

”Islam er ifølge sit væsen mere end en religion. Den er et sæt kultiske, politiske og sociale regler og vil være religiøs og politisk-social orden i ét. Og den var fra begyndelsen af krigerisk,” lyder det.

”Historisk var den muslimske enhed af politik og religion ganske vist oftest kun hensigt og sjældent realitet,” medgiver Rhonheimer.

Modstand fra stærkere magtcentre standsede ofte ekspansionen, og da giver Koranen muslimer ret til at indgå våbenstilstand: ”Det førte til lange og ofte fredelige perioder med sameksistens. Desuden er muslimske mindretal i ikke-muslimske lande forpligtede til at følge den lokale retsorden.”

Han indrømmer gerne, at der i vores vestlige samfund ”findes utallige integrerede muslimer, der ikke vil vide af jihad; og selv i lande med muslimsk befolkningsflertal lader kun en lille del sig begejstre for den.”

De har nok at gøre med at kæmpe for det daglige brød. Men i deres fattigdom kan de dog være tilbøjelige til radikalisering - ”og netop når de studerer deres religions kilder nærmere, samt ved synet af styrkelsen af den politisk radikale islam, kommer de på den idé, at våbenstilstandens tid kunne være ovre, og voldsanvendelse atter er pligt.”

Moderat islam har sine talsmænd, ofte professorer ved vestlige universiteter.

”Men de er konfronteret med deres religions centrale problem: Går de tilbage til dens oprindelse, støder de på den krigeriske, ekspansive islam fra Medina, legitimeringen af drab til Allahs ære og en voldelig Muhammed,” skriver Rhonheimer.

ANDERLEDES MED KRISTENDOMMEN. Også i dens historie har vold spillet en formende rolle, legitimeret som ”retfærdig krig” mod kættere.

Også kristne har torteret og brandbeskattet, men går man til kilden, hedder det: ”Den som griber til sværdet, skal omkomme ved sværdet” og ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”

”Til grundlæggelsen af kristendommen hører idéen om adskillelsen af religion og politik - af åndelig og verdslig magt - fordømmelsen af fysisk vold og buddet om at elske sin fjende. Kristendommen har ikke afledt en rets- og socialordning af sine hellige skrifter, men assimilerede med romerret og hedensk-antik kultur,” skriver Rhonheimer.

Kristendommen er vugge for sondringen mellem åndeligt og verdsligt, og gennem historien har den dualisme ofte tilskyndet kirken til at reformere sig selv. Bibelen kalder til besindelse, når verdslig magtbrynde steg kirken til hovedet.

I den jødisk-kristne tradition skal vold kunne retfærdiggøres, hævder Rhonheimer, for kun Gud er herre over liv og død. Derfor bør mødet med vantro alene udløse missions-iver og ikke blods-udgydelse - om man vel at mærke følger bogen. I dens ånd er alle mennesker lige, stående under samme naturret, også ikke-troende, og frugten heraf er menneskerettighederne.

Bibelen er således kilden, som kristne kirker ”altid har kunnet gribe tilbage til for at rense sig selv og kaste historisk ballast over bord ved at mindes deres indstiftelsesidé.” Omvendt skal islam distancere sig fra sin indstiftelsesidé og opgive sit politisk-religiøse dobbeltvæsen for at reformere sig. Mener altså teologen fra det pavelige universitet.