Islamisk Stats ødelæggelser af kulturarv griber om sig

IS har gennem de seneste måneder tilintetgjort store dele af Iraks kulturarv ved at jævne religiøse bygninger og symboler med jorden

Islamisk Stat ødelagde i juli Younis-moskéen i Mosul, og siden er destruktionen af religiøse bygninger og kulturarv, der ikke passer ind i den militante gruppes verdenssyn, fortsat. -
Islamisk Stat ødelagde i juli Younis-moskéen i Mosul, og siden er destruktionen af religiøse bygninger og kulturarv, der ikke passer ind i den militante gruppes verdenssyn, fortsat. - . Foto: Scanpix.

Der har sjældent været så meget fokus på de mange religiøse grupperinger, der har hjemme i Irak, som lige nu, hvor Islamisk Stat (IS) forsøger at gøre en ende på dem alle. I den anden udgivelse af Islamisk Stats nyhedsmagasin ”Dibaq”, som udkommer på internettet, kan man fra side 14 til 17 se en foto-reportage med billeder af nogle af de religiøse og kulturelle bygningsværker, som den militante muslimske organisationen har sprængt i luften over de seneste måneder. IS har angrebet moskéer og gravpladser. Gammel islamisk og kristen arkitektur er blevet destrueret. Statuer, muslimske minareter og moskéer med kupler er blevet jævnet med jorden ved hjælp af både sprængstof og bulldozere.

Eksperter kalder fænomenet en ”ikonoklasme” - også kendt som en ”billedstorm” - et forsøg på at tilintetgøre symboler fra tidligere religioner for at udvise ens egen religions dominans. Det er uvist, hvor mange helligdomme og religiøse symboler IS så har ødelagt, eller har tænkt sig at ødelægge, da ingen endnu har formået at danne sig et fuldkomment overblik. Men meget tyder på, at det er kritisk.

”Moderne ikonoklasme, som vi ser den i Irak og Syrien lige nu, opstår ud fra både et religiøst og et politisk motiv,” forklarer Troels Myrup Kristensen, lektor i klassisk arkæologi ved Aarhus Universitet, som har forsket i ikonoklasme tidligere i verdenshistorien. Det religiøse ved IS' ikonoklasme består i, at IS ud fra deres særlige fortolkning af sunni-islam er pålagt at ødelægge monumenter, der har en ”idoliserende” funktion. Altså religiøse monumenter og billeder, der på en eller anden måde fokuserer på mennesket frem for guddommen, som for eksempel profeten Jonas' grav, der blev sprunget i luften i byen Mosul i juli.

Samtidig har ikonoklasmen i dag, i modsætning til tidligere i historien, også det politiske motiv, at den kan bruges til at rette medieopmærksomhed på IS' sag. Et propaganda-værktøj, ikke helt ulig halshugningen af de to amerikanske journalister, hvis henrettelser IS offentliggjorde for nylig. Et lignende eksempel på den moderne ikonoklasme var, da Taleban i Afghanistan i 2001, trods international protest, demonstrativt sprang to Buddha-statuer fra det 6. århundrede i luften.

”Det nye ved den ikonoklasme, vi ser i Irak og i Afghanistan, er, at den er blevet global i sit udtryk. Tidligere har den været et meget lokalt fænomen, hvor formålet var at skrive de gamle religioner ud af historiebøgerne. Men da de ødelagde Buddha-statuerne i Afghanistan, sendte Taleban et globalt signal om deres dagsorden. Det er ikonoklasmens paradoks: at lige netop gennem ødelæggelsen af billederne vedkender du også, at de har en værdi,” siger Troels Myrup Kristensen.

Ifølge avisen The Art Newspaper vil verdensarvsorganisationen Unesco denne måned eller den næste begynde at arbejde på at få mere information ud af Irak for at fastslå, præcis hvor omfattende IS' religiøse udrensning er.

n ting står dog på nuværende tidspunkt klart: verdenshistoriske overleveringer fra området, der også kaldes Mesopotamien, er i overhængende fare for at gå tabt for altid. Det drejer sig både om arkitektur i form af gamle moskéer og kirker, der indtil for nylig har været i aktiv brug, men også skrøbelige museumsgenstande fra et vigtigt arkæologisk område. Det siger Morten Hørning Jensen, professor i teologi og formand for Selskab for Bibelsk Arkæologi:

”Når støvskyen har lagt sig, vil vi blive forbavset over, hvor meget af den verdenshistoriske kulturarv vi ikke længere har. Der er efterretninger om, at museet i Mosul for nylig har fået en hel udstilling renoveret, og som lige var stillet frem, før byen blev overrendt af IS. Nu aner vi ikke, hvad der er tilbage af den,” siger han.

Mesopotamien, der også er kendt som ”civilisationens vugge” er et særligt sårbart arkæologisk område.

Det ligger mellem floden Eufrat og floden Tigris i Irak, der ofte beskrives som det sted, hvor civilisation, som vi kender den i dag, begyndte at opstå i form af agerbrug og domesticeringen af dyr. Mange forskellige befolkningsgrupper har sat spor, som er i fare for at blive udslettet ved den type ”religiøs oprydning,” som IS foretager lige nu, forklarer Morten Hørning Jensen.

”Området har de ældste fortidslevn, der er tilbage, og hvis vi skal gøre noget for at beskytte den kulturarv, rejser det et kæmpe dilemma. For hvad skal man prioritere: levende mennesker eller døde ting? Når krigen slutter, vil vi se, at vi har tabt, uanset hvad,” siger han.

IS har en batallion kaldet Katayib Taswiya, hvis formål det er at identificere ”hedenske moskéer,” der skal ødelægges, og arbejder som sådan forholdsvis strategisk. Ser man dog fra Irak længere mod vest til nabolandet Syrien, som de seneste år har været hærget af borgerkrig, tegner der sig et mere kaotisk billede af et tab af kulturarv, som har fundet sted i krigens mørke.

Sattelitbilleder fra 2012, offentliggjort på hjemmesiden traffickingculture.org, som holder øje med den globale trafik af genstande fra gravrøverier, viser den ældgamle by Apamea, som i dag er en arkæologisk udgravningsplads. Et kæmpemæssigt område, der efterhånden er fyldt med huller fra gravrøvere, der har taget, hvad de kunne finde.

Tim Boaz Skuldbøl leder Københavns Universitets arkæologiske arbejde i Irak. Han har været i området af flere omgange, og han mener, at det, der foregår lige nu, har udviklet sig til en regulær katastrofe for Irak og Syriens kulturarv.

”I Syrien er det ikke kun den religiøse arv, det er gået ud over, men også i høj grad den almene kulturarv, som er forsvundet ved illegale udgravninger. Indtil videre ved vi kun, at IS har fokuseret på religiøse bygninger, men det er ikke til at sige, hvordan tingene vil udvikle sig,” siger Tim Boaz Skuldbøl og slutter:

”I takt med at mange kendte og vigtige religiøse mindesmærker bliver tilintetgjort, bliver verdensarven udhulet mere og mere. Hvis det fortsætter, vil vi til sidst kun have de dele af den irakiske kultur tilbage, som er defineret af IS. Det er stærkt bekymrende.”