Kristne i Kina kæmper mod ødelæggelse af kirker

Kinas myndigheder har ødelagt snesevis af kirker og fjernet 300 kors i det, der af kirkeledere betegnes som det værste anti-kristne overgreb i landet i årtier

Billedet viser resterne af en kirke uden for byen Wenzhou, som de kinesiske myndigheder er i færd med at jævne med jorden. Efter sigende skal kirken rives ned, fordi den ved opførelsen endte med at være cirka fire gange større end tilladt af myndighederne. De kristne mener, at der er tale om et angreb på kristendommens tilstedeværelse i Kina.
Billedet viser resterne af en kirke uden for byen Wenzhou, som de kinesiske myndigheder er i færd med at jævne med jorden. Efter sigende skal kirken rives ned, fordi den ved opførelsen endte med at være cirka fire gange større end tilladt af myndighederne. De kristne mener, at der er tale om et angreb på kristendommens tilstedeværelse i Kina.

Ved en grå kirke i udkanten af byen Wenzhou i det østlige Kina holder en flok nervøse kristne vagt.

Nogle står bag jerngitteret ved indgangen til kirkens grund, andre sidder ved kirkens dør.

I mere end to måneder har de ventet og forberedt sig på at skulle beskytte korset på toppen af kirken mod ødelæggelse.

"Hvis jeg bliver nødt til det, vil jeg holde det i mine arme og beskytte det," siger en ældre mand til CNN.

Artiklen fortsætter under annoncen

"De har ingen ret til at rive det ned. Det er derfor, vi bliver nødt til at beskytte vores kirke."

Ligesom mange andre kristne i byen vil han ifølge CNN ikke oplyse sit navn.

Wenzhou er kendt som "Kinas Jerusalem" på grund af sine mange kirker, men gennem det seneste år har de lokale myndigheder fra det regerende kommunistparti ødelagt snesevis af kirkebygninger og ved magt fjernet flere end 300 kors.

Ifølge kinesiske kirkeledere er der tale om det værste overgreb på landets kristne i årtier.

Se videoen, som viser kristne og politifolk tørne sammen. Artiklen fortsætter under videoen


"Det, regeringen gør, er så barbarisk. De opfører sig som forbrydere, og vi er rasende på dem," siger Chen Zhi'ai, en respekteret kirkeleder i Wenzhou.

"Vi har set det fundamentale symbol på vores tro blive skændet, og det smerter os dybt i vore hjerter," siger han.

De lokale myndigheder går ifølge CNN også efter stats-godkendte kirker, som ofte er hevet frem som argument for, at der er religionsfrihed i det officielt ateistiske land. 

Adskillige mennesker er blevet såret under angrebene på kirkerne, eftersom kristne menigheder i hele regionen har forsøgt at stoppe myndighederne.

Særligt voldeligt blev det, da hundredvis af politifolk en nat sidst i juli forsøgte at storme en kirke, Salvation Church, i Wenzhou. Kirkens egne videooptagelser viser kristne, der gør voldsom modstand mod de knippel-bærende politifolk, der forsøger at slå sig vej ind i kirken. Politiet opgav, da en ældre mand endte med kraniebrud og måtte køres på hospitalet, fortalte kirkeaktivister.

Men nogle uger senere vendte politiet tilbage med en endnu større styrke og rev korset af kirken. Det ligger nu under en plastikpresenning ved kirkens indgang.

"De ville slæbe det væk," fortæller en pedel ved kirken.

"Men vi nægtede. Nu er det for stort for os til at blive båret op." 

De lokale myndigheder nægter, at der er tale om overgreb på kristendommen i Kina. Ødelæggelserne er del af en større kampagne, der går efter illegale byggerier i området, lyder det, og kirkeødelæggelserne udgør efter sigende kun en brøkdel af det arbejde.

Lækkede dokumenter fra regeringen viser imidlertid ifølge CNN, at kirker og centrale steder for kinesisk folkereligion er blevet udpeget til nedrivning. Ifølge kirkeledere er regeringens kampagne et skalkeskjul for at svække den kristne tros tilstedeværelse i regionen.

Kristendommen har siden formand Maos død i 1976 vokset med dramatisk hast i det ellers ateistiske land. For 40 år siden var der knap 5 millioner kristne i Kina. I dag anslås der at være omkring 80 millioner.

Selvom der stadig er tale om en minoritet, vurderer eksperter, at der allerede kan være flere kristne end medlemmer af kommunistpartiet i Kina.