Ønsker om løsrivelse spreder sig over hele Europa

Skotterne er langtfra de eneste europæere, som vil have selvstændighed. I Italien, Spanien og Belgien ulmer et løsrivelsesønske i flere regioner

Kravet om løsrivelse er især stærkt i den nordspanske region Catalonien, der har sit eget sprog og sin egen kultur.
Kravet om løsrivelse er især stærkt i den nordspanske region Catalonien, der har sit eget sprog og sin egen kultur. Foto: Pere Arnaldo/Demotix/Corbis.

Et massivt ja til selvstændighed. Sådan lød resultatet af en folkeafstemning i marts i Veneto, som er den italienske region, hvor Venedig er hovedbyen. Afstemningen var ganske uofficiel, men er et eksempel på, hvordan der er grøde i selvstændighedstrangen i forskellige regioner rundt om i Europa.

For mange af disse regioner er der derfor store forhåbninger til morgendagens folke-afstemning i Skotland om løsrivelse fra resten af Storbritannien.

Professor Uffe Østergaard fra Copenhagen Business School (Handelshøjskolen i København) peger imidlertid på, at situationen i Skotland er anderledes end i andre regioner, fordi skotterne allerede har de karakteristika, som hører til en stat.

”De har eget retssystem, egen kirke og eget undervisningssystem. Så bortset fra udenrigspolitik og økonomi, så er de en stat. Situationen er anderledes andre steder i Europa,” siger han.

De fleste steder er det mindre dele af et land, der vil være frit. Men Belgien er reelt delt i to nationer; det hollandsktalende Flandern og det fransktalende Vallonien.

Men Carl Devos, der er professor i statskundskab på universitetet i belgiske Gent, anser ikke en belgisk opsplitning for realistisk.

”For det første vil vi aldrig holde en folkeafstemning, fordi det er ulovligt. Og selv i Flandern er nationalismen ikke så stærk. Når vi ser på den videnskabelige forskning, som går dybere end meningsmålinger i aviser, er det højest 10-15 procent, som vil have fuldstændig uafhængighed i form af en ny stat, mens mange vil have mere magt til det regionale parlament,” siger Carl Devos.

Han peger videre på, at Belgien er delt i to næsten lige store dele, mens det i det mere venstreorienterede Skotland handler om at løsrive sig fra det konservative styre i London.

I modsætning til Carl Devos mener Uffe Østergaard, at kravet er stærkt i Belgien.

”Og Italien kan nemt deles op i fem til seks lande, og så er der de ungarske mindretal. Når der først går hul på det, kan det blive mange steder,” forudser han.

Stærkest er kravet i den nordspanske region Catalonien, der har sit eget sprog og sin egen kultur. Men det handler ikke kun om kultur.

”I Catalonien drejer det sig i høj grad om skattemidler, så det er også en økonomisk strid,” lyder vurderingen fra Uffe Østergaard med henvisning til, at Catalonien er rigere end det øvrige Spanien.

Af andre faktorer bag selvstændighedstrang fremhæver han ønsket om at opnå historisk retfærdighed og genoprejsning for tidligere tiders undertrykkelse

”Det er et spørgsmål om at skrive historien om. Skotterne vil tilbage til 1707 og catalonierne til 1714.”

Derfor er det ikke kun i Storbritannien, at alle øjne er rettet mod vælgernes afgørelse i Skotland i morgen.

”Det afhænger af, hvordan det går, og hvordan andre såsom catalonierne, men også EU reagerer,” siger Uffe Østergaard, der ikke finder det usandsynligt, at et skotsk ja til selvstændighed vil få en afsmittende effekt rundt om i Europa.

Han peger videre på, at selvstændighed og statsdannelse er et potentielt emne over det meste af kloden.

”Vi har 194 stater i verdenen ifølge FN - og der er 400 til 500 kandidater til nationalstater,” siger Uffe Øster-gaard.

Men kravet om selvstændighed er overalt, fremhæver Uffe Østergaard med henvisning til, at nogle selv i lille Danmark stiller krav om selvstændighed til Bornholm og Nordjylland.