Når skotterne i morgen stemmer om uafhængighed fra Storbritannien, vil afstemningen blive fulgt nøje et voksende antal steder rundt om i Europa, hvor der er regionale krav om øget eller fuldstændig selvstændighed. En tendens, som kan virke paradoksal i en tid, hvor grænserne ellers falder, og de europæiske lande bliver mere og mere integrerede i EU.
”Men når det sker nu, så er det faktisk en utilsigtet effekt af succesen med det europæiske samarbejde,” forklarer Uffe Østergaard, professor fra Copenhagen Business School.
Baggrunden er, at det europæiske samarbejde har ført til, at de umiddelbare trusler mod de enkelte lande er forsvundet.
”Jeg havde ikke forudset det. Men selvstændighedstrangen rundt omkring er faktisk et resultat af den fredeliggørelse af kontinentet, som er kommet gennem det europæiske samarbejde. Det har igen gjort omgangen mellem folk og stater til et spørgsmål om jura, hvilket fører til, at vi er på vej væk fra begreber som folkeretten og suverænitet, og over til almindelig ret. Det er så dér, hvor EU er landet et lidt ubestemt sted,” fremhæver han.
”Problemet er, at man ikke har regler for ændringer af grænser, men det bliver man nødt til at have. Men i Bruxelles håber de bare, at problemet går væk,” lyder analysen fra Uffe Østergaard.
Næst efter Skotland er selvstændighedstrangen stærkest i Catalonien. Store demonstrationer for selvstændighed fra resten af Spanien har fundet sted i hovedbyen Barcelona.
Men professor Nicola McEwen fra det skotske center for forfatningsmæssig forandring ved University of Edinburgh peger på en markant forskel mellem Skotland og Catalonien.
”Vi har en folkeafstemning, fordi Scottish National Party, SNP, vandt valget. Men det er ikke, fordi masserne marcherede gennem gaderne for at kræve selvstændighed, som vi har set i Catalonien,” forklarer hun med henvisning til, at SNP fik absolut flertal ved valget til det skotske regionale parlament i 2011.
Carl Devos, der er professor i statskundskab ved universitetet i belgiske Gent, siger, at der er mange typer af nationalfølelse i Europa.
”Nogle vil frigøres, andre vil blot være sig selv. Nogle er højreorienterede, og nogle er venstreorienterede. Nogle steder er det bygget på tradition og kultur som i eksempelvis Skotland. Andre steder er det mere på sprog, kultur og litteratur som i Catalonien. Så der er forskellige situationer, som handler om forskellige motiver,” forklarer Carl Devos med tilføjelsen, at de regionale ønsker rækker langt ind i de etablerede europæiske stater.
Uffe Østergaard fremhæver, at nye stater typisk er opstået efter krige.
”Det eneste eksempel på et nyt land, hvor det ikke var som følge af krig, var opdelingen af Tjekkoslovakiet i 1992. Men du kan omvendt sige, at det var en konsekvens af den kolde krig,” påpeger Uffe Østergaard forud for den historiske afstemning om et selvstændigt Skotland.
