FN og det lange seje træk

Mens krige og terror får os til at frygte, at verden er af lave, forsøger FN at nå nærmere en løsning af de grundlæggende globale problemer. Årets generalforsamling er i gang i New York

Årets generalforsamling i FN begyndte den 16. september. -
Årets generalforsamling i FN begyndte den 16. september. - Foto: Timothy A. Clary/AFP/Scanpix

Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), har kaldt FN's generalforsamling for international politiks svar på Roskilde Festivalen. For begge begivenheder gælder det, at de store trækplastre på de centrale scener - det være sig Rolling Stones på Orange Scene eller præsident Barack Obama i FN's store mødesal - måske nok tiltrækker sig mest rampelys, men kun udgør en lille del af den samlede aktivitet.

Som på Roskilde Festivalen, hvor knap 200 orkestre optræder på en række forskellige scener nærmest døgnet rundt, er der ikke det emne eller den debat, der ikke bliver berørt på FN's generalforsamling - i konferencelokaler og i korridorer, mellem ministre, embedsmænd, bevægelser og organisationer -næsten også døgnet rundt.

Blandt de mange programpunkter for den danske handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) er således et møde med den hollandske handels- og udviklingsminister for at diskutere fælles anliggender og et møde med FN's flygtningehøjkommissær om situationen i Syrien. Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) skal for sit vedkommende blandt andet mødes med afrikanske førstedamer for at tale om sundhed for nyfødte og deres mødre.

Og så er der naturligvis den officielle danske tale til generalforsamlingen, som holdes af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

”Når folk taler om FN, er det ofte Sikkerhedsrådet, de tænker på og fælder dom over. Men der er hundredvis af ting, der langsomt arbejder sig gennem systemet i FN - fra den første idé bliver undfanget, til der måske årevis efter ligger en konvention om våben eller menneskerettigheder. Der foregår masser af ting på generalforsamlingen, som repræsenterer det lange, seje træk mod en bedre verden,” siger Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet.

”Når den store udfordring er at holde de forskellige hjørner af verden sammen, har vi mere brug for FN end nogensinde før,” siger han.

Ole Wæver peger på, at FN's mange specialorganisationer, det være sig for landbrug, sundhed, børn eller flygtninge, på mange måder udgør et sikkerhedsnet for det internationale samfund, som klodens indbyggere tager for givet. FN er det sted, øjnene automatisk rettes mod, når verden står over for et problem.

”Når der kommer et ebola-udbrud, vender vi os mod WHO, FN's sundhedsorganisation. Når der opstår en sultkatastrofe, forlader vi os på WFP, FN's fødevareprogram,” siger han.

Dér, hvor det kan knibe mest for FN med at levere hjælp, er, når det gælder voldelige konflikter i eller mellem medlemslande. Krigen i Syrien er således stadig uløst efter tre år, ligesom konflikten mellem Indien og Pakistan over Kashmir.

Det er FN's Sikkerhedsråd, der har ansvaret for at opretholde den internationale fred og orden, men enhver beslutning om indgriben fra FN's side kræver fuld enighed mellem de fem faste medlemmer (USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig), og den er ofte svær at opnå.

Ole Wæver minder dog om, at der også er konflikter, som rådet har haft held til at gribe ind over for.

”Der er en tendens til, at vi kun ser de situationer, hvor Sikkerhedsrådet ikke kan blive enigt om at handle. Men det er faktisk også lykkedes at komme igennem med noget. For eksempel vedrørende Libyen og vedrørende terror efter 11. september. Samarbejdet i Sikkerhedsrådet er stærkere, end man tror,” siger han.

Efter Ole Wævers mening er det måske ovenikøbet ”ikke så tosset endda”, at Sikkerhedsrådet har den konstruktion, det har. Rådets kompetence er enormt vidtgående - det kan tillade FN at gribe ind i andre landes interne forhold og dermed krænke deres suverænitet - og den slags indblanding bør være vanskelig at blive enig om, mener Ole Wæver. Hvis Sikkerhedsrådet var pot og pande, kunne de mindre magtfulde lande risikere at blive rendt over ende.

Kristine Kjærsgaard, ph.d. og lektor ved Syddansk Universitet med speciale i forholdet mellem FN og Danmark, mener, at FN's svaghed - at det er et mellemstatsligt samarbejde, hvor alle lande (med undtagelse af de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet) som udgangspunkt er lige - også er dets styrke.

”FN bliver undertiden kaldt en snakkeklub, og det er ikke positivt ment. Men der ligger en stor værdi i, at verdens lande kan mødes for at tale sammen. Hvis vi ikke havde FN, ville international politik udelukkende være reguleret af traditionel magtpolitik og militær. FN bliver aldrig en international politimand eller en verdensregering, der kan løse alverdens problemer, men vi har trods alt et forum for forhandling,” siger hun.

Det gælder ikke mindst muligheden for, at lande, der som udgangspunkt har ganske forskellige værdier og interesser, trods alt kan mødes og forsøge at opnå en gensidig forståelse.

”Fra vestlig side har vi for eksempel mulighed for at påvirke de ikke-demokratiske lande, og et af de meget værdifulde resultater af FN's eksistens er, at organisationen hele tiden er med til at danne fælles internationale normer,” siger Kristine Kjærs-gaard.

En af de normer, der særligt har etableret sig de seneste årtier, er idéen om respekt for menneskerettighederne, som blandt andet har givet sig udtryk i oprettelsen af FN's Menneskerettighedsråd, herunder en kommissær for menneskerettigheder, i 2006.

Søren Friis, ph.d.-studeren-de i politisk historie ved Aarhus Universitet, peger på, at selvom der er store diskussioner om, hvordan menneskerettighederne bør udmøntes, har idéen om, at det er noget positivt, samlet de fleste af verdens lande.

”Det gør en forskel, at der er kommet ansigt på kritikken i form af en kommissær for menneskerettigheder, og menneskerettigheder optager også en større og større del af Sikkerhedsrådets arbejde,” siger han.

Når det er sagt, går den alt overvejende del af FN's tid og ressourcer, nogle vurderer 90 procent, med udvikling og nødhjælp. Det skyldes ikke blot, at fattigdom og underudvikling er vigtige udfordringer at tage op. Områderne har også den fordel, bemærker Søren Friis, at de er ukontroversielle. Det er lettere at nå til enighed om at gribe ind over for en sultkatastrofe end at standse en krig.

Formand for det danske FN-forbund, det tidligere radikale folketingsmedlem Jørgen Estrup, er i sagens natur en stærk tilhænger af FN, men netop derfor er han også stærkt bekymret for, at organisationen er ved at blive kørt ud på et sidespor, når det gælder den globale økonomi.

”De store økonomiske problemstillinger ligger helt uden for FN, selvom det oprindeligt var tanken, at det også var et område, FN skulle være inde over. Men FN bliver slet ikke brugt. Det så man tydeligt under finanskrisen. Det er Den Internationale Valutafond, og de rigeste landes sammenslutninger G7, G8 og G20, der alene lægger linjerne,” fremhæver Jørgen Estrup.

Det er også derfor, FN har så svært ved at nå frem til en ny klimaaftale, som kan erstatte Kyoto-aftalen, der udløber i 2015.

”FN kan forsøge sig med lidt klimakonferencer og nogle energiprogrammer, men de virkelige beslutninger bliver taget nogle andre steder,” siger Jørgen Estrup.

Johanne Glavind, adjunkt i international politik ved Aarhus Universitet med speciale i blandt andet internationale organisationer, er mindre bekymret på FN's vegne. Hun kalder FN for et ”stort maskinrum” for det internationale samarbejde.

”Det er da åbenlyst, at FN ikke kan løse alle problemer eller konflikter, men organisationen fungerer rimelig godt på sine egne præmisser. Det ér lykkedes at undgå en ny stormagtskrig siden Anden Verdenskrig. Og selvom vetoretten i Sikkerhedsrådet er besværlig, er den også med til at undgå en optrapning af konflikter, fordi man undgår at provokere hinanden,” siger hun.

I det hele taget er FN et forholdsvist robust system, som nok skal overleve mange år frem, vurderer Johanne Glavind.

”Der er en vilje til FN, også blandt de ledende magter. Det er trods alt det forum, der bedst kan samle alle de forskellige nationale og globale modsætninger i verden,” siger hun.