Tyske muslimer demonstrerer imod IS

Berlin den 19. september 2014. I går demonstrerede flere tusinde muslimer i Tyskland imod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.
Berlin den 19. september 2014. I går demonstrerede flere tusinde muslimer i Tyskland imod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.

I går demonstrerede flere tusinde muslimer i Tyskland imod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat, IS, og i cirka 2000 moskéer landet over brugte imamer fredagsbønnen som anledning til at bede for fred og tolerance imellem religionerne og samtidig tage afstand fra den vold, som IS begår i Mellemøsten.

Efter fredagsbønnen fandt der derudover demonstrationer sted imod IS i flere tyske storbyer, blandt andet Berlin, Frankfurt og München,

Det er fire af de største muslimske organisationer i Tyskland, der står bag aktionsdagen imod IS. Lederen af en af disse organisationer, Aiman Mazyek fra Muslimernes Centralråd, fordømmer den terror, som IS begår imod jøder og anderledes tænkende muslimer.

”Vi vil ikke tie, når der på grund af racisme begås brandattentater mod moskéer og synagoger. Man må ikke være tavs, når mennesker misbruger den muslimske tro til at begå uret. Det drejer sig i virkeligheden om terrorister og mordere, der trækker islam ned i skidtet og bringer had og lidelse til mennesker - herunder også deres egne trosbrødre - i Syrien, Irak og andre lande,” siger han til avisen Bild.

Artiklen fortsætter under annoncen

Til Bayerns Radio siger imam Benjamin Idriz fra byen Penzberg i Bayern:

”Udviklingen i Syrien og Irak har i allerhøjeste grad chokeret muslimerne i Tyskland, for det er vores religion, der på en ufattelig vis bliver misbrugt og perverteret.”

De fire muslimske organisationer havde indbudt muslimer og ikke-muslimer til at deltage i fredagsbønnen. Med ved arrangementerne var blandt andet den konservative kristeligt-demokratiske indenrigsminister Thomas de Maiziére og lederen af Jødernes Centralråd i Tyskland, Dieter Graumann.

De seneste måneder har ekstremistiske islamiske grupper som for eksempel salafister været i tyske mediers søgelys, fordi de har opfordret til vold imod alle ”vantro”. Derfor var det frygtet, at gårsdagens demonstrationer kunne ende i uroligheder mellem tilhængere og modstandere af IS, men aktionsdagen forløb stort set fredeligt over alt.

De tyske myndigheder vurderer, at cirka 400 tyskere har sluttet sig til IS i Irak og Syrien.