Det står i præamblen (paragraf 4):
”Fremme af kønnenes ligestilling og ligeværd og en styrkelse af kvinderne samt en udryddelse af alle former for vold mod kvinder og sikring af kvinders mulighed for at kontrollere deres egen fertilitet er hjørnestene i befolknings- og udviklingsrelaterede programmer.”
Repræsentanter fra 179 lande skrev under på målsætningen som en del af det handlingsprogram, de vedtog i Kairo i Egypten for 20 år siden. Handlingsprogrammet indeholdt også en række specifikke mål om blandt andet lavere dødelighed for mødre og børn og lettere adgang til familieplanlægning.
I dag drøfter mange af de samme lande så, hvordan det er gået med at indfri løfterne, på et særligt møde ved FN's generalforsamling i New York.
FN's befolkningsfond, UNFPA, der arbejder for at føre beslutningerne fra den egyptiske hovedstad ud i livet, har allerede fastslået, at selvom der er sket fremskridt på en række områder, er man langtfra i mål:
Hundreder af millioner af kvinder lever stadig i mandsdominerede kulturer med ulige magtforhold, der forkrøbler kvindernes liv. Piger og kvinder bliver gift mod deres vilje, bliver gravide mod deres vilje, får ikke lov til at bruge prævention, selvom de ønsker det - eller få abort, selvom de ønsker det. Særligt teenagepiger er i stor risiko.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) deltager på Danmarks vegne, og han understreger behovet for at have fokus på kvinders rettigheder og ligestilling.
”Det er helt essentielt, ikke kun af respekt for menneskerettighederne og den enkelte kvinde, men fordi det har nogle alvorlige samfundsmæssige konsekvenser, hvis kvinderne ikke får lov til at ytre sig og deltage på lige fod med mændene. Et land kan ikke opbygge et velfærdssamfund uden at inddrage kvinderne,” siger han.
Danmark har siden 2006 haft en særlig strategi for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder, SRSR. En evaluering fra Euro Health Group og Det Kongelige Tropeinstitut i Holland, der bliver offentliggjort i dag, roser den danske indsats. Danmark har ydet ”et betydeligt og troværdigt bidrag” til at skabe resultater for kvinderne i udviklingslandene, mener man.
Men det har ikke været uden sværdslag, siger Mogens Jensen.
”Der er nogle reaktionære kræfter, som modarbejder den dagsorden, Kairo satte. Det må Danmark forsøge at gå op imod,” siger han.
FN's Befolkningskonference i Kairo fandt sted på et tidspunkt, hvor der var en udpræget bekymring for den globale befolkningstilvækst og de konsekvenser, som yderligere milliarder af indbyggere ville få for presset på Jordens ressourcer og chancerne for at afskaffe fattigdom og sult. En række lande havde gennem nogle år forsøgt sig med forskellige former for håndfaste programmer til at kontrollere deres befolkning, men Kairo-konferencen markerede et vendepunkt i forståelsen af, hvad der skulle til for at dæmpe befolkningsudviklingen.
I stedet for ufrivillige massekampagner for spiraler eller sterilisation skulle landene fokusere på kvindens individuelle mulighed for at bestemme over sin egen krop.
Ifølge FN's program for befolkningsspørgsmål, UNFPA, er der dog stadig ingen af de 179 lande, der skrev under på erklæringen dengang, der kan påberåbe sig fuld ligestilling mellem kønnene.
Bjarne B. Christensen, generalsekretær i Foreningen Sex & Samfund, kalder det ”beskæmmende”, at kvinder 20 år efter Kairo-konferencen stadig ikke kan kontrollere deres egen fertilitet og antallet af de børn, de ønsker sig.
”Selvom vi ikke taler så meget om befolkningstilvæksten mere, eksisterer problemet jo stadig. For at reducere den hastige befolkningsvækst i mange lande gennemførte man tidligere højst kritisable tvangsprogrammer mod kvinders ret til at få børn. Det er ikke der, vi skal hen igen, men det jo oplagt, at vi derimod opfylder kvinders ret til og mulighed for at kontrollerer deres fertilitet.
Vi ved, at især de fattigste kvinder i de fattigste lande ofte i snit får to børn mere, end de selv ønsker. Så opfylder vi retten til adgang til prævention og mulighed for at bruge den, bliver resultatet styrket sundhed, øgede ressourcer i familien og en mindre befolkningsvækst,” siger han.
Bjarne B. Christensen glæder sig over, at en række af de problemer, som Kairo-erklæringen tog op, er blevet mindre. Mødredødeligheden er knap halveret, det samme er antallet af teenagegraviditeter, og antallet af dødsfald blandt børn under fem år. Men han ser ikke træerne vokse ind i himlen.
”Der er bestemt sket fremskridt, men det er på de relativt enkle og billige områder. De kontroversielle områder som prævention, abort og ægteskabsalder har det vist sig at være langt vanskeligere at gøre noget ved. Det er emner, hvor der er store interessemodsætninger landene imellem,” siger han.
Lederen af UNFPA's nordiske kontor, Pernille Fenger, hæfter sig ved den dramatisk høje vold, der stadig er mod kvinder.
”Der er bestemt lyspunkter i den udvikling, vi har set i de seneste 20 år, men den er meget uens og fragmenteret. Det er typisk de fattigste piger og kvinder, der stadig er udsat for de problemer, som uligheden mellem kvinder og mænd medfører. Det gælder vold mod kvinder, det gælder omskæring og børneægteskaber, og det gælder problemerne med at styre deres egne graviditeter,” siger hun.
Problemet er, at der er tale om områder, som er kontroversielle og tabubelagte i mange samfund. Derfor tager det tid at ændre udviklingen, men Pernille Fenger er ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre.
”Vi må erkende, at det er et arbejde, der ikke er færdigt, men samtidig kan vi glæde os over, at det nu er bredt accepteret, at piger går i skole. Hen ad vejen vil det give de unge kvinder en bedre mulighed for at bestemme over deres eget liv,” siger hun.