Muslimsk lærd åbner moské for homoseksuelle

Ny moské i Sydafrika er åben for alle uanset køn, religion eller seksuel orientering. Manden bag vil genoplive "den originale moské grundlagt af profeten Muhammed"

En lille gruppe knæler forud for indvielsen af "Åben moske" i Cape Town. Trods trusler foregik indvielsen i fred og ro.
En lille gruppe knæler forud for indvielsen af "Åben moske" i Cape Town. Trods trusler foregik indvielsen i fred og ro.

Homoseksuelle par, som sammen deltager i den muslimske fredagsbøn, er et særsyn.

Ikke desto mindre blev den første moské for blandt andet homoseksuelle indviet i Cape Town fredag.

Det skete under protester fra lokale muslimske samfund i den sydafrikanske by, skriver Huffington Post. 

Bag projektet, som bærer navnet "Åben moské", står muslimen Taj Hargey, som er bosat i Storbritannien og har en ph.d. i islamiske studier fra Oxford University. 

Hans mål er ifølge BBC at skabe et sted for "åbensindede mennesker" i et forsøg på at give modspil til mere radikale udgaver af islam.

"For 20 år siden var der en fredelig revolution i Cape Town, som forandrede apartheid til demokrati, og vi har brug for en lignende udvikling, når det gælder et område som religion," siger han.

Udover at byde homoseksuelle velkommen er moskéen åben for mennesker med en anden tro og muslimske samfund i alle afskygninger, ligesom kvinder har mulighed for at lede bønnen.

Se nyhedsindslag om moskéen for homoseksuelle (på engelsk). Artiklen fortsætter under videoen.

Muslimske samfund i blandt andet Cape town har kritiseret initiativet for at "tale imod islam", og nogle røster har omtalt Taj Hargey som "kætter".

Sydafrikas shariaråd har udsendt en erklæring, hvori det anbefaler muslimer at boykotte moskéen på grund af dens "fortolkning af aspekter af islam, som klart modsiger koranske og profetiske retningslinjer såvel som århundreders muslimsk lærdom". 

Taj Hargey afviser kritikken ved at sige, at "der intet sted i koranen står, at mennesker bør bede hver for sig. Intet sted står der, at mænd og kvinder bør være adskilt". 

Hargey, som er født i Sydafrika, er leder af Muslim Educational Centre (muslimsk undervisningscenter, red.) i Oxford og en af frontløberne i kampen om et burkaforbud i Storbritannien. Han har angiveligt modtaget dødstrusler forud for åbningen af moskéen. 

En gruppe på cirka 10 muslimer protesterede fredag mod åbningen og forsøgte at hindre andre i at besøge moskéen. 

"Er det her, hvad vi ønsker i Cape Town? Nej. Hvis jeg falder død om nu, hvad sker der så med mine børn? Kommer de til at gå ind i en moské som denne? Ikke så længe jeg er i live, men måske når jeg er død," sagde en af de protesterende ifølge BBC. 

Trods protesterne foregik fredagsbønnen i fred og ro, og både mænd og kvinder deltog i samme rum, mens Taj Hargey prædikede over forholdet mellem kristendom og islam.
 
Ifølge BBC forsvarede han sin position som religiøs leder med ordene:

"Jeg har en ph.d. i islamiske studier fra Oxford University modsat mine modstandere, som gik på et eller andet æsel-universitet i Pakistan eller Saudi-Arabien."

Han fortalte til BBC, at han ønsker at genoplive "den originale moské grundlagt af profeten Muhammed, hvor der ikke var nogen barrierer":

"Denne ide om at gøre kvinder usynlige er en opfindelse, der kom efter Muhammed, og uheldigvis er den blevet forskanset i islam."