Billedserie: Mød de forfulgte kristne

De kristne forfulgte i Irak og Syrien finder ly i storcentre og flygtningelejre. De genforenes med familie og afholder sågar bryllupper midt i det kaos, som Islamisk Stat har efterladt sig

Farouk Elias med sin familie. De er blevet installeret i en storcenter, efter at de er flygtet fra områder af Irak, hvor Islamisk Stat hærger. Det er den kristne butiksbestyrer, Nazar Hana,  det har inviteret kristne forfulgte til at bo i hans storcenter i Arbil. Foto: Scanpix
Farouk Elias med sin familie. De er blevet installeret i en storcenter, efter at de er flygtet fra områder af Irak, hvor Islamisk Stat hærger. Det er den kristne butiksbestyrer, Nazar Hana, det har inviteret kristne forfulgte til at bo i hans storcenter i Arbil. Foto: Scanpix. Foto: Vianney Le Caer .

Der bor allerede 1000 kristne i Mr. Nazar Hanas storcenter i Arbil i det kurdiske Irak. Men det frygtes, at Islamisk Stat vil udvide deres krig, således at de også trænger ind i de kurdisk kontrollerede områder i Irak. 

I Arbil er der opstået mange kristne flygtningelejre, og det skønnes, at omkring 20.000 mennesker bor i de mange telte, der er skudt op i den irakiske by. 

Mange kristne er allerede flygtet fra Islamisk Stat én eller to gange.

Mød de kristne familier på flugt her.


 
 

Teltlejr

I Arbil, der ligger omkring 90 kilomenter fra Mosul, har flygtninge slået en teltlejr op. På billedet ses to kristne kvinder, der var tvunget til at flygte fra deres hjemstavn, der ligger meget tæt på Mosul. Islamisk Stat overtog byen Mosul i juni i år, og det frygtes, at Islamisk Stat stadig har kontrollen over området omkring byen. 

Mellem 100.000-200.000 mennesker er flygtet fra dette område, og langt de fleste befinder sig nu i den kurdiske hovedstad, Arbil, hvor flygtningelejren her også ligger.

I kirken

Kristne irakere beder i St. Joseph-kirken, der ligger i Arbil i Nordirak. 

Lokale kirkeledere i Irak frygter for den kristne, irakiske kirkes overlevelse. Det har fået dem til at foretage en historisk opfordring til deres menigheder: At de gør modstand med væbnet kamp mod Islamisk Stat. Kirkelederne er bekymrede for, at Islamisk Stat vil udrense alle kristne fra Irak, og at kirkens traditioner og kulturer skabt gennem århundreder vil uddø. Kirkelederne håber, at en væbnet modstand kan få de kristne til at blive i Irak og bevare den oprindelige, kristne kultur.

Bryllup

Selvom man er fordrevet, kan man godt blive gift. Dette par flygtede fra Islamisk Stat i Mosul, der ligger i den nordlige del af Irak. Men den 6. september 2014 kunne de alligevel fejre bryllup, efter at de var blevet viet i en kirke i Arbil, som er små 100 kilometer fra Mosul. 

Parret, der her smiler mens bruden underskriver vielsesattesten, hedder Mahran Shyma and Georgat George.

Et helle

Det er Nordirak, der har taget imod mange af de kristne, der er på flugt fra Islamisk Stat. I Nordirak er populationen langt overvejende kurdisk. Islamisk Stat hærger i både Irak og Syrien, fordi de efter sigende vil oprette et kalifat, der skal ledes af en politisk og religiøs leder efter islamisk lov - shariaen. Det skriver BBC News.

BBC News rapporterer også om, at Islamisk Stat har planer om at krydse grænserne til Jordan og Libanon, og at de vil "befri Palæstina". Lige nu befinder Islamisk Stat sig kun i Irak og Syrien, men de tiltrækker muslimer fra hele verden, der vil være med i kampen for et kalifat.

Udmagret

Denne mand og hustru er nu genforenet efter, at manden har været på en tre-ugers prøvelse. Manden, den 75-årige Najeb Daniel, var ikke i stand til at flygte fra byen Qaragosh den 7. august i år som så mange andre gjorde, da Islamisk Stat kom til. Han måtte blive tre uger, indtil han blev ført ud af byen af Islamisk Stat, fordi han ikke ville konvertere til islam. 

Hans krop vidner nu om den tur, hvor han vandrede og kravlede for at komme til områder, der er sikre for kristne irakere.

Børnene

Fordrevne børn fra Irak sidder på gulvet og tegner under en pose med nødder. De befinder sig i den kristne lejr i Ankawa, Arbil.

I dagens Kristeligt Dagblad kan man læse, at danske politikere kritiseres for at gøre for lidt med det problem, at mennesker i hele verden forfølges på grund af deres tro.

Jacob Mchangama, der er menneskerettighedsekspert, mener, at både Danmark og EU tøver med handling. Han siger:

"Netop Europa, hvis menneskerettighedstænkning blev til i en kamp for religionsfrihed, burde gå forrest på dette område. Det kræver politisk mod. Men ser man på udviklingen i antallet af kristne i Irak fra 2003 til nu, er der ingen tid at spilde.”