Stadig flere vil fryses ned for at vågne op til evigt liv

Flere og flere drømmer om udødelighed. Stiftelser sørger for at nedfryse kroppe, indtil videnskaben kan hjælpe dem ud til evigt liv

Nedfrysning skulle efter sigende være vejen til evigt liv.
Nedfrysning skulle efter sigende være vejen til evigt liv. Foto: Björn Lindberg

Udødelighed ville være en god idé, synes mange mennesker. 

En del har vendt ryggen til kristendommen, som ganske vist heller ikke lover udødelighed, men forkynder opstandelse efter en uomgængelig død. I stedet kan man så satse på videnskaben. Die Welt bringer en stor oversigtsartikel over nedfrysningsindustrien, som man egentlig ikke har skænket mange tanker, siden man hørte om den, da Walt Disney lod sig nedfryse i 1966 i håb om optøning engang, når videnskaben var i stand til at genoplive ham og kurere den lungekræft, som slog ham ihjel.

Det med Disney er kun en vandrelegende, men den første person blev nedfrosset kun en måned efter hans død. I dag står tusinder som medlemmer af foreninger, som garanterer nedfrysning, når de dør - eller ”kryonering”, som det kaldes efter det græske ord for frost, kryos. Liget nedfryses til minus 196 grader ved nedsænkning i flydende kvælstof.

Die Welts journalister er draget til den amerikanske delstat Arizona for at tale med Max More, filosof og leder af stiftelsen Alcor, en af de store aktører på dette marked.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Kryokonservering gør det muligt for vore patienter at træde ind i en art ventesløjfe, indtil videnskaben er så vidt, at den kan hjælpe dem,” siger More.

FORELØBIG STÅR 128 dybfrosne i Arizona med hovedet nedad i skinnende tanke. Mellem de døde skvulper også hoveder fra mennesker, som ikke havde råd til mere; de håber, man engang kan klone dem ud fra deres hjerneceller. Hvidkitlet personale lister omkring og pusler om disse ”modernitetens faraoer”, som Die Welt rammende kalder dem.

Man betaler årligt for medlemskab, og ved død skal der erlægges 1,2 millioner kroner; dog kun 450.000 kroner, hvis man nøjes med hovedet. Hele familier er begyndt at melde sig ind.

”Mange mennesker ønsker at vågne i fremtiden med deres kære, så de ikke helt alene skal indstille sig på det fremmede liv. Jo flere familier, der er med hos os, jo mindre regnes vore medlemmer for særlinge,” udtaler More.

”Ud fra kirkens synspunkt er det én eneste rædsel,” konstaterer journalisterne.

Kryonikerne går jo Gud i bedene, forgængeligheden er en af Gud villet kendsgerning, som mennesket skal acceptere. Og hvis alle reserverer et andet og evigt liv hos lægen, overfyldes verden vel af u-døde oldinge? More er ateist og trækker på skulderen ad de indvendinger. Måske bliver ingen oldinge i fremtiden med medicinens fremskridt, og måske skaffer vi os ny plads på andre planeter, svarer han. Han medgiver dog, at det måske vil føles sært at vågne op efter sine tipoldebørns fødsel, men det er næppe noget, som psykologiske udslusningsforløb ikke kan klare.

En anden gren på samme stamme er i øvrigt organisationen Mile - Movement for Indefinite Life Extension, bevægelsen for uendelig livsforlængelse. Dens medlemmer vil ikke engang dø en foreløbig død forud for den lange venten i flydende kvælstof. De antager nemlig, at de afgørende medicinske gennembrud vil finde sted i deres egen levetid, som derfor bliver endeløs. Og de er lykkeligt blottede for anelse om uhyggen ved en eksistens, hvor intet hører op.

HVAD DE SÅ EGENTLIG har sluttet sig sammen for at kræve, er uklart; mest vist en almen ændring i folks forældede sindelag, som Miles hjemmeside sprutter af ateistisk forargelse over.

Selv regner de døden for en regulær skandale: ubetinget enhver er ”uskyldigt idømt en dødsdom”, hvad man ville regne for ufatteligt grusomt, hvis det gjaldt de indsatte i et fængsel. Nu gælder det faktisk hele verdens befolkning; altså er uretfærdigheden endnu mere hårrejsende. Mile opstiller lange, pompøse lister over programpunkter med visioner om udødelige kroppe og mærkeligt arrige forbandelser over de dorske søvngængere, der regner døden for uundgåelig.

Og sådan bygger de krævende mennesker deres babelstårne mange steder nu, for de vil ikke tage nogen skæbne på sig. Ens køn skiftes ved ændring af personnummeret - snart er man en mand, næste år er man gravid. Ens død fravælges, for dens uafvendelighed er kun forargelig, før-videnskabelig overtro. Et stort held, at de irritable næppe ved, at kristendommen tilmed forstår døden som noget, vi selv har kaldt over vores hoveder ved vores egenrådighed.

Naturligvis råder vi selv, mener babel-bygherrerne, som ikke vil være skabninger. Pudsigt kun, at tidens teologiske tale om respekt for ”skaberværket” altid kun angår landskabers flora og fauna og ikke os selv; vi er ikke længere skaberværk.