Da USA's præsident Barack Obama i 2009 fik Nobels Fredspris, gjorde han det i sin takketale klart, at han ikke er en pacifist. Ondskab eksisterer i verden, og nogle krige, understregede han, er nødvendige, retfærdige og berettigede.
Han vendte tilbage til idéen om den nødvendige krig mod det onde i sin tale til FN's generalforsamling i New York sent i onsdags dansk tid, da han opfordrede verden til at forene sig i kamp mod den militante gruppe Islamisk Stat i Irak og Syrien, IS. USA vil samarbejde med en bred koalition af lande om at ødelægge dette ”dødens netværk”, sagde Obama.
Flere amerikanske medier hæfter sig ved, at præsident Obama, der i sin valgkamp både fordømte og latterliggjorde sin forgænger George W. Bushs udenrigspolitik og verdenssyn, nu synes at tale samme sprog som sin forgænger. Der er ikke langt fra Bushs ”ondskabens akse” til Obamas ”dødens netværk”.
Og selvom præsident Obama modsat Bush gør det klart, at han respekterer FN's institutioner og vægter en kollektiv tilgang til verdens problemer, så er diskussionen om amerikansk hybris igen begyndt at boble. Spørgsmålet om lovgyldigheden af de luftangreb mod IS-mål i Syrien, som Obama netop har bemyndiget, er genstand for hed debat i verdens hovedstæder, og eksperter påpeger, at USA's argumenter om retten til selvforsvar flyder rundt i en gråzone.
FN har en stor symbolsk værdi, og Obama bruger generalforsamlingen i denne uge til at opbygge politisk legitimitet for USA's kamp mod militante ekstremister, samtidig med at han forsøger at forsikre sit globale publikum om, at det ikke skal til at opleve en gengivelse af Bushs ”krig mod terror”. Sent i onsdags satte han sig i formandsstolen under et særligt møde i Sikkerhedsrådet, hvor han blandt andet vandt opbakning til en resolution, der kræver, at medlemslandene gør det til en alvorlig forbrydelse for deres borgere at rejse til udlandet for at støtte militante grupper. Resolutionen var kommet på dagsordenen, efter at flere vestlige statsborgere er rejst til Irak og Syrien for at kæmpe under IS' flag.
Håbet er blandt andet, at en bindende resolution vil gøre det nemmere for medlemslandene at vedtage deres egne antiterrorlovgivninger. For mange statsledere er det politisk langt mere spiseligt at imødekomme international lovgivning end at risikere at blive beskyldt for blot at bøje sig for amerikansk pres.
Obama brugte en stor del af sine første seks år i Det Hvide Hus på at undgå militære interventioner, og han har gentagne gange advaret om, at USA har begrænset magt til at styre begivenhedernes gang i Mellemøsten og andre af verdens brændpunkter. Hans bevæggrunde for nu at blæse til krig mod IS betragtes af nogle af hans kritikere på venstrefløjen som et udtryk for, at han med et blik på efterårets midtvejsvalg og sine egne lave popularitetstal har givet efter for presset fra en krigsgal opposition, medierne og hans eget partis interventionister. Andre påpeger, at angrebet på IS stemmer overens med de principper, som han gjorde sig til talsmand for i Nobelpristalen i 2009: IS er gennemgribende ond, og det er nødvendigt at bruge militær magt til at udrydde denne ondskab.
Barack Obama ved, at han med sin kampagne mod ekstremisme risikerer at genoplive en æra, der var præget af udbredt mistillid til USA og til landets motiver. Trods alle hans multilaterale initiativer er amerikansk udenrigspolitik endnu engang på anklagebænken i den globale retssal.