Klassekampen er tilbage i britisk politik

Labour vil beskatte de rige, mens de konservative vil skære i velfærdsydelser

Det bliver de lavestlønnede briter som disse gadefejere, der kommer til at holde økonomisk for, hvis de konservative vinder regeringsmagten igen efter næste valg. Partiet ønsker at spare på børnetilskud og skattefradrag. -
Det bliver de lavestlønnede briter som disse gadefejere, der kommer til at holde økonomisk for, hvis de konservative vinder regeringsmagten igen efter næste valg. Partiet ønsker at spare på børnetilskud og skattefradrag. - . Foto: Amer Ghazzal/Scanpix.

Vinder de konservative det britiske parlamentsvalg, er der udsigt til nedskæringer i velfærden. Det slog finansminister George Osborne fast i sin tale til den konservative partikonference, som finder sted i disse dage i Birmingham.

En reduktion i velfærden er den konservative formel for at udrydde landets budgetunderskud. Planerne betyder, at fem millioner personer, som er i job, vil få deres skattefradrag og børnetilskud beskåret, og planerne vil ligeledes ramme andre fem millioner, som er arbejdsløse. Kun de ældre går fri i George Osbornes planer.

I sidste uge var det Labour, der holdt kongres, og her var de rigeste målet.

Labour vil således indføre en ”mansion-tax”, hvilket betyder skat af palæer eller herregårde. Det vil sige en ejendomsskat for ejendomme, som har en værdi over 20 millioner kroner. Men kritikere og konservative kommentatorer siger, at det også vil ramme mange, som bor i almindelige huse, særligt i London, hvor nogle kan blive tvunget til at sælge, fordi ejendommen er steget i værdi.

Men det er de konservatives nedskæringer, som vil ramme flest mennesker - og ifølge tænketanken Institute for Fiscal Studies (institut for finansielle studier) vil det gå hårdest ud over den del af befolkningen, som har de lavestlønnede jobs.

Regeringens mål er at skære de offentlige udgifter med 30 milliarder kroner, og premierminister David Cameron har forsvaret planerne i en række tv-interviews.

”Det er ikke en let ting at gøre, men vi skylder den britiske befolkning at forklare, hvordan vi vil finde de penge,” fastslog David Cameron.

Netop økonomien er traditionelt de konservatives stærkeste kort.

”De konservative fører på troværdigheden, når det handler om økonomi,” siger professor Tony Travers fra universitetet London School of Economics and Political Science til Kristeligt Dagblad.

Han henviser til, at meningsmålinger konstant viser, at vælgerne har større tillid til de konservative og David Cameron, end de har til Labour og dette partis leder, Ed Miliband, når det handler om økonomi.

En anden stor ideologisk slagmark er sundhedsvæsenet, hvor vælgerne har større tiltro til Labour. De konservative har derfor lovet bedre adgang til praktiserende læger, som skal holde åbent syv dage om ugen.