Ayatollah risikerer henrettelse

Mens tonen over for Vesten er blevet mildere, er situationen for oppositionen i Iran forværret

Den iranske ayatollah Hossein-Kazamani Boroujerdi har siddet fængslet siden 2006 for at have opfordret til, at stat og religion bliver adskilt i Iran. Arkivfotoet er fra et tidligere iransk fængsel for politiske fanger, der lukkede i 2012.
Den iranske ayatollah Hossein-Kazamani Boroujerdi har siddet fængslet siden 2006 for at have opfordret til, at stat og religion bliver adskilt i Iran. Arkivfotoet er fra et tidligere iransk fængsel for politiske fanger, der lukkede i 2012. Foto: Atta Kenare/AFP

Mens verdens øjne for tiden er rettet mod Islamisk Stats ekstreme vold i Mellemøsten, udnytter præstestyret i Iran den manglende opmærksomhed til at slå hårdt ned på politiske modstandere.

Sådan lyder advarslen fra iagttagere af menneskerettigheder i Iran.

Der er i den seneste tid meldt om adskillige episoder, hvor der er blevet foretaget masseanholdelser af kritikere af det etablerede system i Iran. Det er dog især sagen om den iranske ayatollah Hossein-Kazamani Boroujerdi, der vækker bekymring. Han har siddet fængslet siden 2006 for at have opfordret til, at stat og religion bliver adskilt i Iran.

Boroujerdi afsoner en 11-års fængselsdom, men nu oplyser flere af hans støttegrupper, at han er blevet overflyttet til dødsgangen og venter på sin henrettelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er blandt andet den amerikanske tænketank Gatestone Institute, der advarer om de store problemer med menneskerettigheder i Iran og især om Boroujerdis skæbne. I en kommentar på instituttets hjemmeside skriver de, at han har været udsat for omfattende tortur, og hvis han ikke bliver henrettet, vil forholdene i fængslet formentlig tage livet af ham.

Ayatollahen - ayatollah er en titel for en ledende rets-kyndig i shiaislam - blev anholdt for at kritisere styret for at blande religion og politik. De iranske myndigheder anklagede ham samtidig for at prædike en forkert fortolkning af islam. Ifølge BBC var han dengang en relativt ukendt person, men efter sin anholdelse er hans popularitet steget.

Under sit fangenskab har han adskillige gange kritiseret det iranske styre, og det er lykkedes ham at sende breve fra fængslet til FN's generalsekret ær Ban Ki-moon, hvor han gør opmærksom på sin sag.

Sagen er et tegn på, hvordan menneskerettighedssituationen i Iran er blevet forværret, siden Hassan Rouhani blev valgt som præsident i 2013. Det mener Raha Bahreini, der er Iran-analytiker ved Amnesty Internationals hovedkontor i London.

Mange havde ellers troet, at valget af Rouhani som afløser for den konservative Mahmoud Ahmadinejad ville skabe vejen for mere åbenhed i Iran. I løbet af det seneste år er Irans retorik over for Vesten da også blevet væsentligt mildere, men det har ikke ændret noget ved forholdene i Iran for den politiske opposition.

”Rouhani har ikke prioriteret det, vi havde håbet. Alt hans arbejde har handlet om udenrigspolitik, mens menneskerettighedssituationen i landet bliver stadig værre,” siger Raha Bahreini.

Hun forklarer, at sikkerhedsstyrker i Iran det seneste år har arbejdet intensivt for at få slukket det håb, som valget af Rouhani skabte blandt visse oppositionsgrupper.

I Amnesty International følger man også sagen om ayatollahen og er i øjeblikket ved at undersøge nærmere, hvad hans præcise situation er.

Raha Bahreini forklarer, at dødsstraf generelt er et af de helt store problemer i Iran, når det handler om menneskerettigheder. Indtil videre er der allerede blevet henrettet over 500 personer i år. Antallet af henrettelser i Iran har været markant stigende over de seneste år.