Prøv avisen

Fredspris er en sejr for børnene

Thorbjørn Jagland, formanden for Nobelkomitéen, fremviste portrætter af pristagerne Kailash Satyarthi og Malala Yousafzay ved offentliggørelsen i går i Oslo. - Foto: Vegard Wivestad/NTB/Scanpix

Tildelingen af Nobels fredspris til pakistanske Malala Yousafzay og indiske Kailash Satyarthi er en historisk pris til de udsatte børn i verden

Nobelpriskomitéen havde en ekstra kanin i hatten, da de i går offentliggjorde vinderen af årets fredspris. På forhånd var den pakistanske skolepige Malala Yousafzay blandt favoritterne. Men ved at lade hende dele prisen med den indiske aktivist Kailash Satyarthi sender prisen et signal, som rækker ud over de to pristagere, vurderer flere humanitære organisationer.

”Prisen sender et stærkt budskab til os alle, som siger fra over for vold, diskrimination og overgreb på børn, særligt de som kæmper for deres rettigheder. Deres stemmer er afgørende,” hed det i en kommentar fra præsidenten for Red Barnet i USA, Caroline Miles

Nobelpriskomitéen lagde også selv vægt på det symbolske i valget af de to.

”Nobelkomitéen anser det for en vigtig pointe, at en hindu og en muslim, en inder og en pakistaner står sammen i den fælles kamp for uddannelse og mod ekstremisme. Mange andre individer og institutioner i det internationale samfund har også bidraget,” hed det i begrundelsen.

Caroline Miles kaldte det en historisk dag for børns rettigheder og fremhævede, at det er forskellige aspekter af børns vilkår, som de to pristagere repræsenterer.

”Malala repræsenterer stemmerne af de milliarder af børn, som beder om en god uddannelse. Kailash Satyarthi er en modig forsvarer for de børn, som kynisk bliver udsat for børnearbejde og trafficking,” sagde hun.

Hvor 17-årige Malala You-safzay har været kendt for sit arbejde for pigers uddannelse siden Taleban forsøgte at myrde hende i Pakistan, er Kailash Satyarthi et mere ubeskrevet blad. Det bliver understreget af, at en søgning i landsdækkende danske aviser viser, at hans arbejde ikke er omtalt, før hans navn blev annonceret i går. Det samme er tilfældet med den kendte britiske avis The Times.

Den 60-årige inder er stifter af organisationen Bachpan Bachao Andolan - bevægelsen for at redde barndommen - som arbejder for børns rettigheder, og for at sætte en stopper for trafficking af børn.

”Det er en stor ære for alle indere, det er en ære for alle de børn, som har levet i slaveri til trods for alle fremskridt i teknologi, markeder og økonomien. Og jeg dedikerer den pris til alle de børn i verden,” sagde en glad Kailash Satyarthi efter annonceringen ifølge den britiske nyhedsstation BBC.

Med sine blot 17 år er skolepigen Malala Yousafzay den hidtil yngste tager af fredsprisen.

”Til trods for hendes alder har Malala Yousafzay allerede i adskillige år kæmpet for pigers ret til en uddannelse og har med sit eget eksempel vist, at børn og unge mennesker kan bidrage til at forbedre deres egen situation,” sagde Thorbjørn Jagland, formanden for Nobelkomitéen, i sin begrundelse.

Pressen måtte i går vente længe på en kommentar fra hovedpersonen selv. Hun var i skole i Birmingham og ville ikke afbryde sin undervisning. Siden hun blev skudt i hovedet af Taleban, har hun efter endt behandling boet i Storbritannien. Men Pakistans præsident Nawaz Sharif sagde i går, at hun var ”hele landets stolthed”.

Vicegeneralsekretær Trine Christensen fra Amnesty International i Danmark fremhæver over for nyhedsbureauet Ritzau, at Malala med sit arbejde har vist, at hun er meget mere end en døgnflue.

”Hun fortjener en fredspris, fordi hun har fat i et af de vigtigste rettighedsområder for at sikre fred og menneskerettigheder i fremtiden, nemlig børns uddannelse. Vi kan se på alle undersøgelser, hvor vigtigt det er for demokratisering og fred,” siger Trine Christensen.

Den tidligere fredspristager Tawakkol Karman fra Yemen siger ifølge avisen The Guardian, at Malala og Satyarthi er værdige vindere, og at Satyarthi har taget del i en ”enestående og lang kamp for børns rettigheder”.

Kailash Satyarthi har længe kæmpet for at brede kampen for børns rettigheder ud, og fra sit hjem i New Delhi er han drivkraften i en kampagne, som skal få FN til at sætte fokus på børnearbejde og slaveri, som en del af de nye mål for FN, når de såkaldte 2015-mål udøber til næste år.