Prøv avisen

En ateistisk superstar bliver udfordret - af en anden ateist

Richard Dawkins. Foto: Zute Lightfood

Når filosoffen John Gray anmelder Richard Dawkins' erindringer, ser man, hvor forskellige ateister er

Der er forskel på ateister. Én slags er John Gray, engelsk filosof, hvis bøger sælges i store oplag. En anden er hans landsmand Richard Dawkins, Oxford-biologen, der har status som ateistisk superstar.

Forskellen på dem træder klart frem i John Grays anmeldelse i det britiske magasin New Statesman af første bind af Dawkins' erindringer, ”An Appetite for Wonder” (Appetit på undren).

Ateisten Gray er rystet over voldsomheden i darwinisten Dawkins' had til kristendommen:

”Hans angreb på religion er af en grovhed, som ville få en militant viktoriansk ateist som T.H. Huxley - af sine samtidig kaldt ”Darwins bulldog”, fordi han var så hidsig i sit forsvar for evolutionslæren - til at rødme dybt af skam.”

Charles Darwin selv var tøvende, minder Gray om.

”Dawkins derimod synes ikke et sekund at tvivle på den menneskelige hjernes kapacitet - i al fald ikke hans egen - til at løse problemer, som tidligere generationer fandt uløselige.”

I erindringerne praler Dawkins af, hvordan han nægtede at knæle i kirken, da han som 16-årig fik sit ateistiske gennembrud.

”Hvis der er noget som helst bemærkelsesværdigt ved hans pubertetsoprør, er det, at han sidder fast i det,” bemærker Gray tørt.

Han forbavses over, hvordan Dawkins vil forstå alting bogstaveligt, også mytisk sprog. I erindringerne skriver han for eksempel:

”Den paulinske tro på, at alle fødes i synd, nedarvet fra Adam (hvis pinlige ikke-eksistens var ukendt for Paulus), er et af de allermest modbydelige aspekter ved kristendommen.”

Heri kan Dawkins ganske vist få medhold fra en del danske folkekirkepræster, som også væmmes ved arvesynden, men han får det ikke hos Gray:

”Den er en idé, som indeholder en afgørende sandhed: Ondskab er ingen fejl ved sindet, en manglende forståelse, som kan korrigeres ved klogere tænken. Den er noget dybere og mere konstitutivt for menneskelivet selv. Evnen til og driften mod ødelæggelse hænger sammen med at være menneske. Man behøver ikke være religiøs for at anerkende denne dystre kendsgerning.”

Når Dawkins i ramme alvor antager, at jøder og kristne forstår skabelsesmyten bogstaveligt, er det ikke så sært, at han altid måler tro og darwinisme med samme naturvidenskabelige alen. På den måde gør han imidlertid sig selv til en komisk fundamentalist, konstaterer John Gray.

Dawkins forestiller sig, at alle ateister er ens, og at en ateist nødvendigvis må være religionens fjende, men det er naivt. De viktorianske ateister på Charles Darwins tid mente, at mennesket har et religiøst behov, som bestemt ikke er noget, man sådan ”vokser fra”.

”Men til forskel fra de fleste, som debatterede dengang, ved Dawkins næsten intet om videnskabsfilosofi og endnu mindre om teologi eller religionshistorie. Fra hans eget synspunkt behøver han det så heller ikke.” Derfor bliver han ”et monument over tanketom vished”, mener Gray.

Havnearbejdersønnen Gray får røde knopper over erindringernes patroniserende omtale af ganske rare, ”almindelige” mennesker, som Dawkins har mødt. Og han har det slemt med biologens evindelige indignation over, hvor dumme folk dog er - eftersom de ikke snart bliver sande darwinister. Dumheden er helt på Dawkins' side:

”At formode, at naturvidenskaben kan frigøre menneskeheden fra uvidenhed, kræver betydelig godtroenhed. Vi ved, hvordan videnskaben er blevet brugt gennem tiden - ikke kun til at lette menneskets lod, men også til at tjene tyranni og undertrykkelse. At antage, det bliver anderledes i fremtiden, er et tros-udsagn, lige så billigt at fremsætte som noget religiøst udsagn - om ikke mere.”

Man hører Grays pessimisme. Han er i sit forfatterskab en skarp kritiker af humanistisk fremtidsoptimisme, som oplysningstænkerne, ifølge Gray, overtog fra den judæisk-kristne forståelse af historien. Denne verdslige kopi af religiøst tankegods giver en farligt blåøjet dyrkelse af udviklingen som sådan, mener Gray.

Men står de optimistiske ateister så ikke kristendommen nærmere, hvis de virkelig viderefører en jødisk-kristen forståelse af tidens gang? Også selvom det kun sker ubevidst? Nej, det er omvendt. Når håbet om forløsning veksles til verdslig valuta og slippes løs på jorden, bliver det forfalsket og diabolsk, ofte ligefrem totalitært - enten i den knaldhårde udgave eller i behandlersamfundets velmenende bløde: Nu skal vi nok få lavet jer om, I enfoldige mennesker, så I får en strålende ren fremtid.

Kristendommen antager ikke, at jordelivet bliver perfekt, men regner os for pilgrimme i denne verden; dens lyssyn er knyttet til et opstandelseshåb. John Gray deler sin skepsis ved fremskridts-religiøsitet og human selvforgudelse med kristendommen.