Kristne er altid blevet forfulgt

Mellemøstens kristne er i et dilemma. Skal de vælge våben eller forsoning med deres naboer? Vise magt eller tilgivelse?

I Egypten har der været flere forsonlige tiltag efter sidste års angreb og nedbrændinger af kirker. En af de mest kendte kirker i landet er Kasr Eldobarah. Kirken ligger tæt op ad Tahrir-pladsen, og under sidste års uroligheder på pladsen åbnede kirken dørene som et midlertidigt hospital for alle sårede uanset trosretning. Arkivfoto: AFP
I Egypten har der været flere forsonlige tiltag efter sidste års angreb og nedbrændinger af kirker. En af de mest kendte kirker i landet er Kasr Eldobarah. Kirken ligger tæt op ad Tahrir-pladsen, og under sidste års uroligheder på pladsen åbnede kirken dørene som et midlertidigt hospital for alle sårede uanset trosretning. Arkivfoto: AFP.

Den ligger på youtube. En video, der står i skærende kontrast til IS' halshugningsvideoer. Den er optaget midt i ruinerne af Amir Tadros-kirken i Egypten, der blev brændt ned af tilhængere af Det Muslimske Broderskab for et år siden.

Du kan finde videoen her eller i bunden af denne artikel.

På videoen bevæger en gruppe unge piger sig ind i kirken, mens de syngende proklamerer, at deres kirke nu er smukkere end nogensinde før. En gruppe unge mænd slutter sig til koret og videoen slutter med børn, der løber ind og synger med på budskabet om forsoning, tilgivelse og kirkens genopstandelse fra asken.

Mellemøstens kristne er i et dilemma. Skal de vælge våben eller forsoning med deres naboer? Vise magt eller tilgivelse? I Irak har kristne assyrere grebet til våben, og det samme gælder nogle af katolikkerne i Syrien, ifølge journalist, tv-vært- og direktør Rita Elmounayers oplysninger. Samtidig er der andre kræfter, der arbejder på forsoning, når ekstremisterne engang er trængt væk.

Rita Elmounayer voksede op under borgerkrigen i Libanon. Hendes far var medlem af en kristen militsgruppe, og hendes mor døde under krigen på grund af manglende medicinsk behandling. I dag er Rita Elmounayer direktør i SAT-7, en kristen tv-station, der sender programmer til hele den arabiske verden for at fremme forsoning og forståelse af kristendommen.

Hun rejser intensivt i hele regionen, hvor hun mødes med både religiøse ledere og mennesker på gaden. Hendes ansigt er kendt af millioner fra hendes tv-programmer.

Som barn af borgerkrigen forstår hun godt behovet for at beskytte sin familie, men hun frygter samtidig, at beskyttelsesreaktionen nemt bliver til en angrebsaktion, der fører til en spiral af vold.

”Mange siger, at kristendommen blev bevaret i Libanon, fordi de kristne tog våben i hånden og kæmpede, men mange siger også, at det var i Libanon, at de kristne mistede deres ry,” siger Rita Elmounayer.

”Mennesker så et voldeligt ansigt hos de kristne, som de ikke havde set før. De kristne ikke bare beskyttede deres familier, men gik også til angreb på palæstinensiske kvinder og børn i flygtningelejrene Sabra og Shatila.”

Våbenbrug kan blive et tveægget sværd på flere måder i den nuværende situation. n ting er at gribe til våben, et andet spørgsmål er, hvem der leverer og betaler for våbnene.

”Det kommer ikke til at se godt ud, hvis det er Vesten, der støtter os kristne med våben, for Vesten er den store fjende for mange arabere. Vi vil ligne landsforrædere,” siger hun.

Hvis de kristne bliver iscenesat som et fremmedelement i Mellemøsten, der kun eksisterer på grund af Vestens interventioner, så bliver det meget svært at skabe lige rettigheder i fremtiden, mener Rita. En fremtidig fred er afhængig af gensidig anerkendelse og respekt.

”Kristendommen blev født i Mellemøsten og har været her lang tid før islam og lang tid før tyrkernes ankomst. Vi elsker vort land og er først og fremmest ligeværdige borgere på samme vilkår som alle andre i vort land,” siger hun.

I øjeblikket mener hun da heller ikke, at det er Vesten, der står bag den spæde våbentilstrømning til de kristne i Syrien og Irak. Den kommer primært fra muslimske donorer, der under devisen ”Min fjendes fjende er min ven” vil støtte de kristnes kamp mod IS.

Men Ritas egentlige mission er at tale om forsoning. Det er efter hendes mening den eneste holdbare løsning for Mellemøsten på langt sigt. Det er, ifølge Rita, helt afgørende, at nationalitetsfølelsen overtager religionens plads som den primære identitetsdefinerede faktor i Mellemøsten. Det kan dog kun lade sig gøre, hvis religionerne lever i forsoning med hinanden:

”Det bedste, der kan ske, er, at folk forstår og accepterer, at jeg er en libaneser, der både har sunni- og shiavenner, men først og fremmest er libaneser.”

Hun ser flere positive tegn på, at det er en udvikling, som er i gang. Da IS tegnede det arabiske bogstav for N på de kristnes huse i Mosul, som tegn på, at de var nazaræere og dermed kristne, startede det en Facebook-kampagne, hvor mange i Mellemøsten gjorde bogstavet N til deres profilbillede. Ifølge Ritas oplysninger var det dog primært muslimske unge, der ændrede profilbilledet og dermed viste sympati med de forfulgte kristne.

I Egypten har der været flere forsonlige tiltag efter sidste års angreb og nedbrændinger af kirker. En af de mest kendte kirker i landet er Kasr Eldobarah. Kirken ligger tæt op ad Tahrir-pladsen, og under sidste års uroligheder på pladsen åbnede kirken dørene som et midlertidigt hospital for alle sårede uanset trosretning.

Det har givet kirken en position som en national, samlende platform for forsoning, også med medvirken fra muslimske lærde og sheiker. Sidste år samlede kirken op mod 100.000 kristne fra alle trossamfund på Tahrir-pladsen til fejring af nytåret. Her deltog også muslimske lærde, og det gennemgående ord var forsoning.

I dagens kaotiske situation er der dog langt imellem den slags signaler på gadeplan i Irak og Syrien, medgiver Rita Elmounayer, der i stedet peger på forsoningstendenser på højere niveau.

Arabiske tv-stationer som al-Jazeera og Qatar TV lægger vægt på fredelig sameksistens mellem religionerne i deres nyhedsdækning, påpeger Rita Elmounayer. I Qatar har emiren i sin iver for at fremme fredelig sameksistens sponseret en anglikansk kirke til de mange udenlandske arbejdere i landet. Hun er dog i tvivl om, hvorvidt emirens generøsitet også gælder muslimers ret til at konvertere til kristendommen.

Det gør sig imidlertid gældende i Algeriet. Her har tidligere muslimer fået stor frihed til at udtrykke deres nyfundne kristne tro. Myndighederne har accepteret og godkendt eksistensen af flere kirker, der består af tidligere muslimer, der er konverteret til kristendommen. De har også fået lov til at drive deres eget teologiske seminarium, Timotheus-skolen.

Drømmen om at komme tilbage til deres huse og genopbygge kirkerne ligger dybt i de flygtninge, hun møder. En del har dog også mistet håbet. De tror ikke længere på, at de kan leve i fred og ligeværdighed i de lande, de kom fra. De er trætte af den altid lurende krig.

Men majoriteten vil tilbage. De er knyttet til det sted, hvor deres familie er vokset op, og de tror på, at deres børn vil kunne overleve der, ligesom de selv har gjort det.

”Det er især de kristne, der kender deres historie og deres rødder, som vil tilbage. De ved, at kristne altid er blevet forfulgt, så hvad er forskellen nu? Kirken er nærmest uddød flere gange, men så genopstod den fra asken,” siger hun.

Hjemkomsten til de plyndrede huse og nedbrændte kirker bliver svær, medgiver Rita Elmounayer. En del af de flygtende har fortalt om naboer, der kom ind og stjal alt, hvad de ville have, mens de kristne måtte se forsvarsløst på.

”Det bliver svært for dem at se de naboer i øjnene, som har plyndret deres huse, men en biskop sagde til mig, at det er naboerne, der skal skamme sig og ikke de kristne,” siger Rita Elmounayer.

Hun fremhæver, at hun under sine besøg hos de kristne i flygtningelejrene ofte overraskes over viljen til tilgivelse og forsoning.

”En mand, der var flygtet til Erbil i Irak, sagde i et interview, vi lavede for nylig: 'De hader os, men vi kan ikke hade igen, vi kan kun tilgive'.”

Det er det bedste for alle, at de kristne vender tilbage, mener Rita, ellers vil det ramme hele det mellemøstlige samfund:

”Kong Hussein af Jordan sagde engang, at de kristne er den lim, som holder Mellemøsten sammen. Hvis udrensningen af kristne og andre minoriteter en dag er tilendebragt, så stopper det ikke der. Volden vil bare flytte sig fra religion til etnicitet til stammer, som det sker i Libyen. Muslimerne har brug for os kristne til at være en anden stemme, som taler om kærlighed og forsoning.”

Rita Elmounayer er overbevist om, at kirken vil overleve i Mellemøsten, og hun tror på forsoning mellem tidligere dødsfjender. Men er det mere end et håb?

”Jeg vil hellere have et håb, der slår fejl, end slet ikke have noget håb,” siger hun og skriver linket ned til musikvideoen fra den nedbrændte Amir Tadros-kirke.

Se musikvideoen af den koptiske kirkes gensvar på nedbrændingen af Amir Tadros-kirken i Egypten her: