Året er 2007.
”Det er en meget stor ting for os her i Bolivia,” siger pigen og ser op.
Hun skeler lidt usikkert til den fremmede. Det gør de indianske bolivianere - campesinos - ofte, når de står over for en europæer.
Vi er landet på et bumletog i det bolivianske højland, og Evo har indtaget præsidentpaladset kun 12 måneder forinden. Pigen er begejstret for sin præsident og især for det, han symboliserer. Hun smiler. Evo Morales kæmper hendes sag, er hun sikker på.
En kamp, der også skal kæmpes i forhold til udlandet, der i hendes optik har domineret Bolivia, siden spanierne ankom for 500 år siden. Den holdning er hun ikke ene om.
”Det største problem er den magt, som andre lande og store virksomheder har over os,” siger hun, mens en primitiv campesinos-landsby glider forbi i mørket.
Vi er i ”evo-land”. Præsidenten kommer selv fra en landsby, og han har lovet at fordele goderne bedre; at give mere til de oprindelige folk, som udgør 60 procent af befolkningen.
I søndags - syv år efter mødet i toget - blev Evo Morales genvalgt med omkring 60 procent af stemmerne. Evo Morales sejrer dermed i første runde, og han har proklameret, at han vil ændre forfatningen, så han kan stille op igen i 2020. Han burde slet ikke kunne tiltræde en tredje periode, men sagen har været i højesteret, som vurderer, at den første periode ikke skal tælles med. Smart. Mens den manøvre høster meget kritik, lægger den sig samtidig i kølvandet på en række andre venstrepræsidenter i regionen, der agerer autoritært og til en vis grad underlægger sig domstolene.
Siden sin tiltræden i 2006 har Evo Morales, Latinamerikas eneste indianske præsident, været del af en socialistisk akse i Latinamerika - i alliance med nu afdøde Hugo Chvez og siden Niclas Maduro i Venezuela, Rafael Correa i Ecuador og brødrene Castro i Cuba. Præsidenternes erklærede mål er et opgør med den historiske europæiske og nordamerikanske dominans, og masserne er med dem.
Resultatet har været en til tider aggressiv nationaliseringspolitik, der særligt i Venezuela har haft et stærkt autoritært præg, og i dét selskab fremstår Evo Morales som den mest moderate. Hans regering har blandt andet fået ros af finanssektoren for at opbygge store valutareserver. Samtidig tordner han jævnligt mod USA og kapitalismen.
”Sejren er en triumf for alle anti-imperialister og anti-kolonister,” råbte Evo Morales således i søndags til sine tilhængere i La Paz.
Men har Evo Morales opfyldt pigens drømme? Det korte svar er ja. Evo Morales har omfordelt goder og nationaliseret en række sektorer, herunder den vigtige olie- og gassektor. I bolivianernes øjne har han givet dem deres naturressourcer tilbage. Og deres værdighed, selvom Bolivia stadig er Sydamerikas fattigste land. I dag er det dog ”kun” hver femte, som lever i fattigdom, mens det for syv år siden var hver tredje.
I forhold til den internationale finanssektor er Evo Morales sluppet for den helt store kritik, fordi han farer mindre hårdt frem end sine socialistiske kolleger, og fordi han i vidt omfang har brugt provenuet til investeringer i sundhed, infrastruktur og uddannelse, mens der er en bevidsthed om, at fortidens aftaler med de transnationale selskaber ikke var gode nok for landet.
Evo Morales blev født i 1959 i en landsby syd for den kendte mineby Oruro. Han er fra en traditionel aymara-familie og tog en grunduddannelse, inden han gik ind i militæret i 1978. Siden blev han koka-bonde og fortaler for retten til at dyrke koka, hvilket Bolivias oprindelige folk har gjort i årtusinder. Evo Morales mener, at den USA-ledede krig mod narko, herunder koka (der blandt andet benyttes til kokain) er et imperialistisk overgreb på traditionel kultur i Andesregionen.
Han er flere gange blevet arresteret, men hans parti - Movimiento Al Socialismo, Bevægelsen i retning af so-cialisme - er fortsat med at vokse. Evo Morales blev formand for partiet i 1998, og kampen for de oprindelige folks rettigheder førte ham siden ind i præsidentpaladset.