Prøv avisen

Bosættelser fremmer sympatien for palæstinenserne

En palæstinensisk pige i færd med at male en vægmaleri i Gaza med en grædende kvinde - en reference til den israelske offensiv mod området i juli og august. I søndags sluttede en donorkonference med tilsagn om 5,4 milliarder dollars (knap 32 milliarder kroner) til genopbygningsarbejdet i Gaza - Foto: Abed Rahim Khatib/Sipa/Scanpix

En symbolsk britisk afstemning er et udtryk for et bredere skifte i Europas holdning til staten Palæstina. Israel søger ny støtte hos Rusland

I Storbritannien har underhuset i en symbolsk afstemning opfordret regeringen til at arbejde for en anerkendelse af Palæstina som en selvstændig stat. Opfordringen kommer, efter at den nye svenske regering har erklæret, at den vil arbejde for en anerkendelse, og Frankrig forventes at følge trop.

”Vi ser et momentum. Noget handler om at støtte Palæstina, og noget handler om de seneste israelske bosættelser. Og den britiske debat var mere udløst af de seneste bosættelser,” siger Mattia Toalda, der er ekspert i forholdet mellem Europa og Mellemøsten ved den europæiske udenrigspolitiske tænketank European Council of Foreign Relations.Mattia Toalda ser det også som et tegn på, at der er fokus på det politiske spor i forhold til Palæstina og ikke kun det konfliktspor, som Hamas-bevægelsen har fulgt.Rosemary Hollis, der er professor i mellemøstlig politik ved City University London, tvivler dog på effekten af støtten.

”Der er en slags momentum, men det betyder mindre, end det ville have gjort tidligere. Det er for lidt, og det kommer for sent,” siger hun.

Hun peger på, at retorikken i Israel lægger afstand til Europa, hvor kritikere ses som antisemitiske, og at Israel må passe på sig selv.

”Samtidig er forholdet mellem Israel og Rusland ret godt, og når forholdet til Europa bliver forværret, søger man mod Rusland, hvor man er del af en fælles kamp mod islamisk terrorisme,” siger Rosemary Hollis.

Ifølge Mattia Toalda ligger Frankrig øverst på listen af lande, som overvejer at anerkende en palæstinensisk stat.

”Fransk udenrigspolitik har altid været venligsindet over for arabiske lande. Og for præsident Francois Hollande er det et sted, hvor han kan optræde som statsmand og flytte fokus til udenrigspolitik og væk fra den hjemlige økonomiske situation,” siger Mattia Toalda.Han peger videre på, at samme motiv ligger bag det britiske Labours skifte i politik, som blev understreget med afstemningen i Underhuset, hvor Labour udgjorde de fleste af ja-stemmerne.”Vinden har ændret retning i forhold til Israel. Følelsen er, at Israel ikke støtter en to-statsløsning. Og for Labour er det en måde at komme ud af skyggen fra Irak-krigen. Når det kommer nu, er det skuffelsen over Gaza-krigen samt annonceringen af de nye bosættelser,” vurderer Mattia Toalda.

Selvom de fleste konservative undlod at tage del i den vejledende afstemning, rækker skiftet også ind i de konservative rækker. Dagen efter afstemningen i underhuset holdt den tidligere konservative udviklingsminister Alan Duncan en stor tale i den sikkerhedspolitiske tænketank RUSI.

”Den fortsatte udvidelse af bosættelserne demonstrerer, at besætteren har begrænsede eller slet ingen intentioner om at afslutte den besættelse eller tillade, at en levedygtig palæstinensisk stat kan komme til at eksistere,” sagde Alan Duncan i en for en konservativ politiker uhørt Israel-kritisk tale.

Et udsagn, som Rosemary Hollis finder markant:

”Folk føler, at de ikke længere kan forsvare Israels måde at beskytte sig selv på.”