En sørgmodig klagen stiger op fra rækken af sortklædte mænd, der står med lukkede øjne foran Grædemuren i Jerusalem. Deres lange slangekrøller blafrer om ørerne på dem, mens de med stive bevægelser rokker taktfast frem og tilbage med overkroppen.
Sådan har jøder stået ved muren og grædt over det jødiske tempels ødelæggelse, siden Israel indtog området i den gamle by i Jerusalem efter Seksdageskrigen i 1967. Grædemuren er den eneste rest af det store tempelkompleks, der blev lagt i ruiner af romerne i år 70.
I de seneste par tusinde år har jøder tre gange om dagen bedt om, at Gud vil genopbygge templet. Og nu er tiden ved at være inde, lyder det fra en række jødiske organisationer, der vinder stadig mere opbakning i Israel. Det skal være slut med blot at bede og græde. Byggematerialerne bør findes frem.
Planerne har bare et problem af enorme dimensioner. På pladsen i den gamle by
i Jerusalem, som jøderne ser som byggegrunden for deres kommende tempel, ligger både Klippemoskéen og al-Aqsa-moskéen. Pladsen er muslimernes tredjehelligste sted i verden, og man kan finde billeder af den ikoniske ottekantede klippemoské med dens gyldne kuppel og karakteristiske blå vægge i muslimske hjem fra Marokko til Indonesien.
Men de muslimske helligdomme kan ikke spænde ben for projektet. Pladsen er byggemoden, mener Steve Frankel, en 62-årig jøde oprindeligt fra New York. I dag arbejder han for Tempelinstituttet, der er den største af en række israelske organisationer, der har som mål at få genopført templet på den plads, som jøderne kalder Tempelpladsen og muslimer for Haram al-Sharif.
”Templets genopbyggelse er en af vores profetier, og vi ser gang på gang, at profetierne bliver opfyldt. Det er staten Israels oprettelse et vigtigt eksempel på. Nu vil tempelprofetien også blive opfyldt. Om det bliver i næste uge eller om nogle år, kan jeg ikke sige, men meget taler for, at det bliver snart,” siger Steve Frankel.
Op til det jødiske nytår i midten af september vakte Tempelinstituttet opsigt, da det satte gang i en indsamling over en internettjeneste, der normalt bliver brugt af håbefulde kunstnere til at rejse penge til kreative projekter eller af velgørende foreninger.
Inden den jødiske nytårsaften var overstået, kunne instituttet erklære, at målet var nået. Over en halv million kroner var tikket ind på kontoen til arbejdet for et nyt tempel.
Selvom man ikke får meget tempel for en god halv million kroner, vidner indsamlingen om, at der er opbakning til instituttets målsætning.
Sidste år omtalte det israelske dagblad Haaretz en meningsmåling, der viste, at en tredjedel af israelerne støtter idéen om at genopbygge templet. Resultatet er ikke ensbetydende med, at en tredjedel af israelerne ønsker at rive moskéerne ned, men det vidner om, at der er sket en ændring i israelske jøders syn på Tempelpladsen.
Det er meget bekymrende, mener Yishar Be'er. Han er leder af den israelske demokratibevægelse Keshev og har gennem en årrække stået i spidsen for fredsbevægelsen B'Tselem. Sidste år udgav han en rapport om truslen ved den stigende tilslutning til tempelbevægelserne, hvor nogle arbejder for at genopbygge templet, mens andre stræber efter, at jøder skal få mere magt over den i dag muslimske plads.
”Tempelpladsen er som en religiøs atomreaktor, der rummer en utrolig mængde energi. Det er et meget symbolsk sted,” siger han.
Han forklarer, at der altid har været jøder i Israel, der har ment, at templet skulle genopbygges af mennesker i stedet for blot at være en opgave for Gud på den yderste dag. Men for 20-30 år siden blev de betragtet som ekstremister på grænsen til at være vanvittige.
”Jeg kendte flere af dem personligt. Nogle forsøgte at lave sabotage på moskéerne og blev tvangsindlagt som mentalt forstyrrede. De havde ingen opbakning i befolkningen eller blandt politikere. Det billede har ændret sig drastisk,” siger han.
I 1980'erne lykkes det den israelske efterretningstjeneste at afværge en gruppe jødiske ekstremisters planer om at sprænge Klippemoskéen i luften. Hvis efterretningstjenesten ikke har lige så meget succes en anden gang, og der sker nogle dramatiske ændringer på Tempelpladsen, er der risiko for, at alle spændingerne kan blive udløst med et større kaos til følge, mener Yishar Be'er:
”Nogle gange tænker jeg, at det er et mirakel, at vi indtil i dag har formået at kontrollere de stærke kræfter, stedet rummer.”
Allerede ved indgangen til den hellige plads fornemmer man, at noget ligger lige under overfladen og lurer. I en gangtunnel op til pladsens indgang for ikke-muslimer, er en gruppe bevæbnede israelske soldater på vagt. Lige inden indgangen er stakke-vis af mandshøje plastic-skjolde linet op, og skudsikre veste og andet kampudstyr hænger klar på knagerækker.
Hen over sommeren er der ikke gået mange uger imellem, at den hellige plads for muslimer og jøder har været centrum for hårde sammenstød mellem vrede palæstinensere og det israelske politi. Især op til de jødiske helligdage yom kippur og sukkot i begyndelsen af efteråret er situationen på pladsen spidset til.
I dag ånder alt dog fred inde på den godt 150.000 kvadratmeter store plads. Et par små drenge løber rundt og slår kolbøtter i luften på en grussti på den halvtomme plads mellem de to moskéer. I skyggen af nogle oliventræer har en flok ældre mænd slået sig ned på farvestrålende plasticstole og bliver undervist af en imam.
Et par kirkeklokker fra en af de nærliggende kirker ringer heftigt og overdøver den fjerne summen fra de bedende jøder ved Grædemuren neden for pladsen. Stedet er helligt for de tre store verdensreligioner, men al religiøs aktivitet på området er forbeholdt muslimer.
Jøder har kun adgang til at bede ved Grædemuren for at undgå uro mellem jøder og muslimer. Det er en ordning, der blev opretholdt, selv efter at israelerne erobrede området i 1967. Israel kontrollerer i dag hele Jerusalem, men har overladt styringen af Tempelpladsen til en muslimsk administrationsenhed, waqf.
Mens det dog stadig kun er en lille gruppe af jøder, der arbejder på at genopbygge i dag, bliver det en stadig mere udbredt holdning i Israel, at jøder bør få adgang til at bede på pladsen.
Det sker jævnligt, at nationalreligiøse jøder demonstrativt går ind på pladsen ved moskéerne for at bede. Tidligere har de fleste rabbinere ellers forbudt jøder af teologiske grunde at gå ind på den hellige plads. Men dén teologiske holdning er på retur, forklarer Yishar Be'er.
Det har ført til, at der det seneste år også har været et stigende pres på regeringen fra israelske højrefløjspolitikere, der vil have ændret ordningen, så jøder får øget adgang til pladsen.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har dog afvist forslagene kategorisk. Så sent som i denne uge bekræftede han over for en bekymret FN-generalsekretær, Ban Ki-moon, at Israel stadig er forpligtet på den nuværende status quo-aftale om magtdelingen på pladsen.
I 2000 var det den israelske oppositionsleder, Ariel Sharons, besøg på Tempelpladsen, der udløste palæstinensernes væbnede opstand, al-Aqsa-intifadaen.
Ifølge Yishar Be'er fra Keshev vil ethvert forsøg på at ændre den nuværende magtbalance på pladsen også i dag uundgåeligt føre til, at konflikten mellem Israel og de arabiske lande blusser op.
For Steve Frankel fra Tempelinstituttet er den nuværende ordning dog udtryk for en ubærlig uretfærdighed.
”Jeg risikerer at blive angrebet fysisk af muslimer, hvis jeg i dag går op og beder ved det sted i verden, der er allerhelligst for mig. Det er en helt uholdbar situation,” siger han.
Men Steve Frankel ønsker mere end blot at få lov at bede. Han vil have templet tilbage. I Tempelinstituttet er de allerede langt i forberedelserne. Meget af det religiøse udstyr til templet står færdigt i instituttets store lokaler tæt ved Grædemuren. Alt lige fra en tonstung syvarmet lysestage til mange millioner kroner til et stort rødt stenalter venter blot på grønt lys til at blive fragtet over på Tempelpladsen.
Under mottoet ”Mod til at drømme - mod til at bygge” arbejder personerne bag instituttet hver dag videre på visionen om et nyt tempel. Steve Frankel er godt klar over det kontroversielle i planerne, men han anerkender ikke, at det uundgåeligt vil sætte Mellemøsten i brand.
”Templet er det ultimative fredssymbol. Alt omkring templet handler om fred. Det er en del af løfterne, at templet vil skabe fred. Det vil være et sted, hvor både muslimer, kristne og jøder kan bede sammen,” siger han.
Steve Frankel ved ikke, hvordan det konkret skal lade sig gøre, at jøder får adgang til at bygge på Tempelpladsen. Men han tror fuldt og fast på, at det vil ske, og han vil gøre alt, hvad der er i hans magt, for at det bliver snart.
”Jeg ved hverken, hvordan det vil ske, eller hvad konsekvenserne vil blive. Det lægger jeg over til Gud. Men det er en fredsbygning, så jeg ved, at vi ikke skal ud og slå tusindvis af arabere ihjel, for at det sker,” siger han.
Til gengæld kan Steve Frankel være ganske sikker på, at tusindvis af muslimer vil komme efter ham og resten af hans jødiske trosfæller, hvis noget skulle ske med pladsens to moskéer. Det garanterer den muslimske politiker Ibrahim Sarsur, der sidder i det israelske parlament Knesset, hvor han er partiformand for Den Forenede Arabiske Liste.
”Det vil indlede den tredje verdenskrig,” siger han.
Ibrahim Sarsur mener, at den seneste tids gentagne kampe på pladsen er klare tegn på, at de israelske myndigheder, uanset hvad de selv siger, arbejder konkret på at ændre magtbalancen på stedet, så jøder får mulighed for at bede der. Det vil være et groft brud med muslimernes historiske og legitime ret til at være ene om at bede der, mener han.
”Jeg fordømmer med de stærkest mulige ord den israelske besættelsesmagts forsøg på at ændre status quo. I dag er det primært en politisk konflikt, men hvis Israel forværrer situationen, bliver det til en religiøs konflikt, der vil involvere hele Mellemøsten. Det er en problemstilling, der kan forene alle regionens muslimske styrer. De vil gå sammen om at befri helligdommene i Jerusalem. Det kan få fatale konsekvenser for den israelske stat,” siger Ibrahim Sarsur.
