Store dele af det europæiske erhvervsliv råber på ambitiøse klima- og energimål i EU frem mod 2030, fordi virksomhederne vil have sikkerhed for deres langsigtede grønne investeringer. Miljø-organisationerne kræver, at EU viser vejen på FN-klimatopmødet i Paris i 2015 med store CO2-nedskæringer.
Men forud for EU-topmødet, der begynder i eftermiddag i Bruxelles, tegnede det til en gyser, inden stats- og regeringscheferne skal vedtage EU's vigtige klima- og energipakke for perioden 2020-2030.
”Alle erkender, at dette er kolossalt svært,” lød en diplomatisk vurdering i går.
Og der er lagt op til drama, for otte-ni central- og østeuropæiske lande med Polen i spidsen har truet med at blokere for energi- og klimapakken, fordi de er bekymrede for højere energipriser.
I Polen, som er stærkt afhængig af sin enorme kulindustri og dens mange tusind arbejdspladser, afviser den nytiltrådte premierminister, Ewa Kopacz, yderligere økonomiske byrder.
Alle ønsker at mindske afhængigheden af importeret energi fra Rusland, der koster EU-landene 140 milliarder euro om året. Alligevel måtte udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i tirsdags efter et møde med EU-kolleger i Luxembourg konstatere:
”Landene står langt fra hinanden.”
Mødeleder Herman Van Rompuys forhandlingsoplæg foreslår, at EU-landene i 2030 begrænser CO2-udledningen med 40 procent i forhold til 1990. Forbruget af energi skal effektiviseres med 30 procent gennem eksempelvis mere brændstoføkonomiske biler og isolering af huse, og andelen af vedvarende energi fra sol, vind med videre skal være mindst 27 procent.
Det sidste mål gælder EU som helhed, ikke det enkelte land. Danmark ønsker mindst 30 procent klimavenlig energi.
Spørgsmålet er, om målene skal være bindende - og hvordan den interne byrdefordeling mellem EU-landene skal skrues sammen, for det handler om penge.
”Det kan blive afgørende for, om vi baner vejen væk fra, at EU importerer over halvdelen af sit energiforbrug,” siger Anders Stouge, videdirektør i Dansk Energi.
For at mildne modstanden fra EU's fattige lande i Østeuropa opererer udspillet med økonomisk kompensation fra en fond, der får penge fra det forventede overskud ved salg af CO2-kvoter. En omfordeling af udslipstilladelser til de fattigste lande er også i spil.
Det er langtfra kun Polen, der slår sig i tøjret. Storbritannien støtter bindende CO2-mål, men ikke mål for vedvarende energi og energieffektivitet. Ifølge energiminister Edward Davey skal alle lande kunne vælge den billigste måde at reducere udledningen på.
11 store europæiske virksomheder, heriblandt Ikea, Philips og Unilever, opfordrer Europas ledere til at vedtage en langt mere ambitiøs pakke for 2030. De kræver CO2-reduktioner ”pænt over de foreslåede 40 procent” og et bindende mål for vedvarende energi og energieffektivitet på mindst 40 procent.