Da israelske styrker invaderede Libanon i 2006, kom mange filippinske migrantarbejdere hjem med brækkede ben eller andre skader. Nogle måtte transporteres igennem lufthavnen i rullestole, og hjælpearbejderen Jerome Alcantara var en af dem, der tog imod dem.
Da han fandt ud af, hvorfor migranterne kom hjem med brækkede lemmer, gjorde det voldsomt indtryk på ham. Inden familierne var flygtet, havde libaneserne nemlig låst deres døre, så migranterne ikke kunne komme ud. Husarbejderne måtte springe ud ad vinduerne for at flygte. De libanesiske familier betragtede ganske enkelt deres husarbejdere på samme niveau som deres møbler, forklarer Jerome Alcantara:
”Det er naturligvis svært at generalisere ud fra denne episode, men der er mange vidneberetninger, der peger på, at husarbejderne bliver behandlet som en slags værktøj frem for mennesker.”
Jerome Alcantara arbejder i The Blas Ople Center, der er en af mange organisationer, der arbejder for at forbedre vilkårene for migrantarbejdere og deres familier. På hans bord lander de sager, hvor især kvinder er havnet i ansættelser, der er meget langt fra det arbejde, de blev lovet i Filippinerne. En stor del af dem bliver ganske enkelt narret til at underskrive én kontrakt i Filippinerne, og så får de en ny, når de er ankommet til det nye land, fortæller han:
”Vi ser ofte, at kvinderne bliver tvunget til at underskrive en ny kontrakt, 30 minutter før de rejser. I den nye kontrakt står en lavere løn end den, de er blevet lovet. Det er en meget almindelig praksis, og det er faktisk herfra, de fleste problemer opstår. Desuden er det almindelig praksis i Mellemøsten, at de får konfiskeret deres pas, så snart de ankommer. Sådan har det været i årevis.”
De senere år er der kommet stor efterspørgsel efter husarbejderne, og filippinske kvinder er eftertragtede på grund af deres gode engelskkundskaber. Størstedelen af de nye ansættelser, der finder sted blandt migranter hvert år, er husarbejdere. Det er også på det område, man ser flest sager om overgreb, hvor enten arbejdsgiveren eller bureauet, som formidler arbejdet, forsøger at snyde migranterne.
Sager om kvinder, der er blevet misbrugt i Mellemøsten, dukker jævnligt op i de filippinske medier, men det har ingen effekt på antallet af nye migrantarbejdere. Mellemøsten er nemlig et af de steder, hvor du kan komme af sted med ikke at betale det såkaldte placeringsgebyr - et gebyr bureauet tager for at formidle kontakten.
Mod at pengene bliver trukket ud af din løn, kan du komme i gang uden en krone på lommen. For at komme til de mere attraktive destinationer som Hongkong eller Europa, hvor løn og arbejdsforhold er bedre, skal man kunne betale mange tusinde kroner. Beløb, der er uopnåelige for de fattigste migranter.
På Jerome Alcantaras bord ligger en stor stak papirer med vidneberetninger fra kvinder, der fortæller om overgreb fra ansatte på ambassaderne. Ikke nok med, at de er udsat for overgreb fra arbejdsgivere, men mange kvinder oplever, at de, der er ansat til at hjælpe dem, kræver penge eller seksuelle ydelser som betaling for hjælpen. Sammen med andre organisationer forsøger Jerome Alcantara at rejse sagerne, så de skyldige kan få deres straf. Men selvom det lykkes at komme igennem retssystemet, løser det ikke de reelle problemer, siger han:
”Vi lægger pres på regeringen for at sikre mere transparens og sikre, at deres ansatte overholder de etiske retningslinjer og gør deres arbejde ordentligt. Men vi vil gerne sikre, at de ting ikke sker igen - vi løser ikke problemerne bare ved at fyre folk. Der er nogle klare fejl og mangler i måden, opgaverne udføres på. Vi er nødt til at være ligefremme og ærlige, lægge kortene på bordet og granske hele systemet. Jeg er sikker på, at det ikke kun sker i Mellemøsten, og jeg ville ikke blive overrasket over, at der var lignende sager i mange andre lande.”
I hans øjne er der flere faktorer, der skaber problemerne. En årsag er, at der er alt for få offentligt ansatte til at tage sig af migranterne, og at de har den forkerte baggrund. De ansatte på ambassaderne er ofte valgt efter, hvem der kender hvem - og ikke efter kompetencer.
”Vi har brug for at tænke over, hvordan de offentligt ansatte i udlandet i det hele taget håndterer assistance til arbejderne. De kommer ud til nogle helt andre opgaver, end de er forberedt på. Mange tror, de skal ud at lave politisk arbejde, som man ser i filmene, men i virkeligheden skal de lave sagsbehandling. Udgangspunktet for udenrigspolitikken skal være at varetage vores migrantarbejdere.”
At der rent faktisk ligger en fælles sag med vidnesbyrd fra mange forskellige migranter, er lidt af et særsyn. For langt de fleste ofre orker ikke at anmelde en sag, fordi det filippinske retssystem er tungt og langtfra gennemsyret af retfærdighed. Samtidig skal man som offer forberede sig på, at forbryderen vil forsøge at skræmme en til at tie - både ved at true ofret og familien. De fleste vælger derfor at glemme alt om det og komme videre med deres liv med et andet arbejde eller en uddannelse. De fleste kommer også hjem uden penge, så de er nødt til at finde arbejde med det samme for at kunne forsørge sig selv og familien.
Der er flere årsager til, at misbruget får lov at fortsætte, mener Cecilie Oebanda, der er leder af organisationen Visayan Forum, hvor man hjælper misbrugte hushjælpere og andre ofre for trafficking. Praksissen med at behandle migrantarbejdere som skidt er nemlig allerede blevet en del af kulturen og betyder, at filippinske migranter også accepterer horrible forhold. I modtagerlandene er den dårlige praksis blevet acceptabel i samfundet, mener hun:
”Husarbejdere har igennem historien været set som slaver. Det er en kulturel og samfundsmæssig norm, man aldrig har sat spørgsmålstegn ved. Jeg mener, at det er på tide, at vi får reguleret de praksisser. Folk skal gø-res ansvarlige, hvis de misbruger deres ansatte - og husarbejderne skal have ret til retfærdighed. Uanset om de er husarbejdere eller noget andet, er det deres universelle ret.”
I hendes øjne bærer de filippinske politikere en stor del af ansvaret for, at situationen ikke bliver bedre. De er bange for at pille ved en meget succesfuld forretning, der betyder, at tusinder af hus-arbejderne sender penge hjem til landet. Området er nemlig meget følsomt, og hvis man begynder at gøre noget ved problemet, kan det meget vel åbne for Pandoras æske, mener hun:
”Hvis husarbejdere fik mulighed for at komme ud af de situationer, hvor de bliver udnyttet, og fortælle, hvordan de bliver behandlet, og hvordan systemet selv sætter dem i de situationer, vil det skabe megen kontrovers og voldsomme udfordringer i forhold til økonomisk og politisk praksis.”
I juni 2011 vedtog Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, en konvention, der skal forbedre forholdene for husarbejdere i hele verden. Konventionen betyder, at husarbejdere får ret til hviletid, minimumslønninger og ret til selv at bestemme, hvor de opholder sig, når de ikke arbejder.
Lande, der ratificerer denne konvention, skal også gøre en indsats for at beskytte arbejderne mod vold og skal sikre, at unge under en vis alder ikke bliver ansat som husarbejdere. Problemet er bare, at den ingen effekt har haft, da kun få lande har taget den til sig.
Cecilia Oebanda mener ligesom andre organisationer, at konventionen er den bedste måde at sikre arbejderne på - men hun er også nervøs for, om det skal lykkes:
”Jeg er meget bekymret for, om vinduet langsomt lukker. Det internationale samfund er så fragmenteret, at der ikke er en samlet agenda. Vi håber at samle støtte til en global kampagne sammen med andre netværk for at sikre, at slaveri - især omkring husarbejderene - bliver afskaffet igennem internationale standarder. Det vil bringe millioner af husarbejdere, der lider i dag, ind på det almindelige arbejdsmarked, hvor de har loven som sikkerhed.”
Konventionen vil professionalisere hele branchen og dermed være med til at løfte den, hvilket i sidste ende kan være en økonomisk fordel for både arbejdsgivere og regeringerne.
Men den vigtigste årsag til, at Cecilie Oebanda mener, alle lande bør lægge pres på for at få ratificeret konventionen, handler ikke kun om rettigheder - det er for hende et grundlæggende spørgsmål om værdighed:
”Jeg synes, at politikerne skal se på, hvordan vi bevarer det filippinske folks værdighed og integritet. Filippinerne bliver degraderet, når de mange steder betragtes som slaver. Vi skal opretholde filippinernes værdighed. Vi skal ikke bare have rettigheder, men vi skal også have et ordentligt liv med livskvalitet. Vi skal være stolte af, hvad vi er, for vi er et godt folk.”
