Prøv avisen
Interview

Konsensuskulturen gør, at ingen tør udtale sig kritisk om indvandring

Paulina Neuding er chefredaktør på det borgerlige medie Magasinet Neo. Foto: Arkivfoto

Af frygt for at blive kaldt racist holder mange svenskere sig tilbage fra at ytre sig kritisk om indvandringspolitikken, siger den svenske debattør Paulina Neuding

Ved det svenske valg i september stemte 13 procent af vælgerne på Sverigedemokraterne, der er det eneste parti i Rigsdagen, som er kritisk over for indvandringspolitikken. Men selvom hver ottende svensker støtter deres politik, holdes partiet fortsat uden for indflydelse, mens vælgerskaren dæmoniseres og kaldes racister. Det mener Paulina Neuding, chefredaktør på det borgerlige samfundsmagasin Neo og en af få debattører, der har ytret sig kritisk om Sveriges indvandringsproblemer.

”Der er ikke én eneste politiker fra de etablerede partier, der vil sige, at vi har et problem med indvandringen. For hvis man siger det, bliver man automatisk opfattet som racist, og det er der ingen, der vil være,” siger hun.

Paulina Neuding mener, at problemet har skabt en samfundskløft mellem dem, der stemples som racister, og det øvrige Sverige. Eksempelvis lancerede avisen Aftonbladet en kampagne dagen efter valget med teksten ”Vi er en del af de 87 procent” med henvisning til, at de ikke støtter Sverigedemokraterne.

”Ved at pege fingre ad og håne Sverigedemokraternes vælgere skaber man en dyb konflikt. Man bliver udelukket, ignoreret og mobbet, og derfor isolerer den gruppe sig fra det øvrige samfund. For hvem er interesseret i at læse aviserne, hvis det eneste, der står, er, at man er racist?”, spørger hun.

Sverige har i dag en større indvandring målt i forhold til befolkningens størrelse, end USA havde under den store immigration i begyndelsen af 1900-tallet.

I løbet af 2014 vil Sverige modtage op mod 90.000 asylsøgere, hvilket er et historisk højt niveau selv for Sverige, der i mange år har haft en åben indvandringspolitik. Men med indvandringen følger også sociale og integrationsmæssige problemer og forfølgelse af religiøse grupper - eksemplificeret i Malmøs udfordringer med antisemitisme. Landets næststørste by, Gøteborg, er blevet centrum for rekruttering af terrorister til Islamisk Stat.

”Den store indvandring har skabt en ny form for racisme, hvor antisemitiske muslimer i Malmø forfølger jøder. Det er selvfølgelig bare en minoritet af muslimer i Sverige, der er efter jøderne, men man bliver nødt til at anerkende, at problemet eksisterer. Det har gjort, at det i dag er svært for jøder at bo i Malmø,” siger Paulina Neuding.

Selvom problematikkerne er mange, er der intet, der tyder på, at det etablerede debatmiljø vil ændre holdning. Mens store aviser som Dagens Nyheter i dagene efter Sverigedemokraternes valgsejr skrev ledere om, at politikerne havde fejlet ved ikke at tage indvandringsproblemet op, er det igen blevet hverdag i det politisk korrekte Sverige, mener Paulina Neuding.

Siden valget har den socialdemokratisk ledede mindretalsregering afvist al kontakt med Sverigedemokraterne, og lederskribenterne er vendt tilbage til at skrive om andre temaer, alt imens posten som integrationsminister er blevet afskaffet.

”Det viste sig, at det var tomme ord. Det udspringer af den svenske konsensuskultur, hvor alle skal være enige, og den sociale pris for at udtale sig kritisk om indvandringspolitikken er simpelthen for høj. Selv de, der mener, at vi har et problem, tør ikke ytre sig af frygt for udstødelse,” siger hun.

Efter valget har flere tusind mennesker demonstreret i Stockholm mod Sverigedemokraterne, og der er blevet skrevet meget om den historiske tilknytning til nazistiske bevægelser. Men hvis man spørger partiets vælgere, viser en undersøgelse fra 2010, at de støtter Sverige-demokraterne på trods af partiets højreekstreme fortid.

”Hvis man spørger vælgerne, hvilket parti der har den bedste indvandringspolitik, svarer de fleste Sverigedemokraterne. Men mange vælgere holder sig tilbage fra at stemme på partiet på grund af forhistorien,” fortæller Paulina Neuding.

Hun mener, at årsagen til, at den svenske indvandrings-debat er anderledes end i Danmark og Norge, er, at man tidligere havde problemer med nynazister.

”I løbet af 1990'erne var der alvorlige udfordringer med racisme og en stor nynazistisk bevægelse. Derfor blev det vigtigt at tage afstand og markere, at man ikke er racist,” siger Paulina Neuding.

Hun har på egen krop mærket prisen for at udtale sig kritisk om det emne, mange svenskere har berøringsangst over for.

”Avisen Aftonbladet har sammenlignet mig med Anders Behring Breivik, fordi jeg skrev om den nye antisemitisme i Malmø. Det viser meget godt stemningen,” siger hun.

Selvom Sverige i øjeblikket befinder sig i et politisk dødvande, hvor Sverigedemokraterne under de verserende budgetforhandlinger kan ende med at trække tæppet væk under den venstreorienterede regering, vurderer Paulina Neuding ikke, at man skal gøre sig forhåbninger om, at indvandringspolitikken vil komme på banen. Heller ikke, hvis det ender med, at der udskrives nyvalg.

”Udviklingen går mod, at der kommer flere og flere ghettoer i Sverige, uden at der kommer nogen debat. Derfor bliver problemet blot værre og værre,” siger hun.

”Hvis Moderaterne (det største borgerlige parti, red.) for nogle år siden havde taget indvandringsproblemet op, var situationen en anden. Men i dag er Sverigedemokraterne blevet så isolerede, at mange af deres vælgere ikke vil tilbage til de etablerede partier. Moderaterne selv siger også, at de ikke ønsker at tiltrække den vælgergruppe. For hvem vil kaldes for et racistvenligt parti?”.