Lyden af bønnekaldet fra de muslimske minareter runger ud over Silwan-dalen i det østlige Jerusalem. Bortset fra den arabiske sang fra de skrattende højtalere er der stille denne formiddag i den arabiske bydel.
Ro er ellers lidt af en sjældenhed i disse dage i Silwan. Ligesom i en række andre områder af Østjerusalem har gaderne her den seneste tid været præget af hårde sammenstød mellem unge palæstinensere og israelsk politi.
”Bare vent til i aften. Så starter det hele igen,” siger Dawoud Ghoul, en 29-årig arkæolog, der bor i Silwan.
I rækkerne af gråbrune huse på bakkesiderne i Silwan-dalen skiller en enkelt bygning sig ud. For et par uger siden blev huset overtaget af jødiske bosættere, og nu blafrer store israelske flag fra taget. Den nye bosættelse er en af de sager, der har været med til at antænde den seneste bølge af vold og protester, der nu hærger Østjerusalem. Ifølge Dawoud Ghoul er bosættelsen sammen med en række andre begivenheder dog blot dråberne, der fik bægeret til at flyde over for de børn og unge, der kaster sten mod politiet.
”Det er et folkeligt oprør mod den uretfærdighed, folk her oplever i hverdagen. Jøderne forsøger at skubbe os ud af vores bydel både ved bosættelser og ved at gøre livet her utrolig besværligt. Der har boet palæstinensere i 5000 år i Silwan, men vi bliver i stadig højere grad presset væk,” siger han.
Uroen i Østjerusalem er så voldsom, at flere taler om, at situationen ligner en intifada. Selvom intensiteten i balladen er usædvanlig høj, er problemstillingen langtfra ny. Siden 1967 har spørgsmålet om Østjerusalem været et af de mest fastlåste stridspunkter mellem palæstinensere og israelere. Begge parter ser nemlig byen som deres hovedstad.
Grundlæggende handler problematikken om Den Gamle By, der ligger omgivet af tykke mure i Østjerusalem. Det forklarer Yitzhak Reiter, professor ved Jerusalems Institut for Israelstudier og tidligere rådgiver i arabiske forhold for flere israelske premierministre.
”Jerusalem er den varme kartoffel i processen mellem israelere og arabere. Det skyldes især den meget høje symbolværdi, der ligger i de hellige steder. For nogle religiøse jøder fylder Tempelpladsen meget, mens palæstinenserne kan få hele den islamiske verden på deres side ved at fremhæve, at den palæstinensiske kamp også er kampen om al-Aqsa-moskéen,” siger han.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Østjerusalem har haft en omskiftelig tilværelse siden staten Israels oprettelse. Efter krigen i 1948 mellem Israel og en række arabiske lande blev Jerusalem delt i en østlig og vestlig del. Israel fik kontrollen over den vestlige del, hvor der hovedsageligt boede jøder. Den østlige del, der primært var befolket af muslimer og kristne, kom under jordansk styre.
De fleste jøder og muslimer, der var bosat på den forkerte side af bygrænsen, blev tvunget til at flytte.
Efter sejren i Seksdageskrigen i 1967 annekterede Israel Østjerusalem og udvidede bygrænserne med en række palæstinensiske forstæder.
I dag ser Israel hele Jerusalem som én sammenhængende by, og israelske premierministre har flere gange understreget, at Jerusalem er Israels ”evige og udelelige hovedstad”.
Det er dog en opfattelse, Israel står relativt alene med. FN har siden 1967 erklæret Østjerusalem for besat område, og det meste af det internationale samfund anerkender ikke Israels grænsedragning i Jerusalem.
Med annekteringen af Øst-jerusalem opstod problemet, at en stor del af Israels hovedstad udelukkende er befolket af palæstinensere. Det har resulteret i en israelsk politik i bydelen, der har skabt fundamentet til, at byen nu står på randen af en intifada. Det mener Sarit Michaeli, talsperson for den israelske menneskerettighedsorganisation B'Tselem.
”Problemerne bunder i den måde, Israel har forvaltet bydelen på de seneste 47 år. Grundlæggende handler det om, at folk lever under konsekvenserne af, at Israels vigtigste fokus i Østjerusalem er at demonstrere, hvem der bestemmer,” siger hun.
Selvom Jerusalem i dag hænger fysisk sammen, er den kulturelt og økonomisk klart opdelt i et fattigt, arabisk øst og et mere velstående, jødisk vest.
For et par år siden viste en rapport fra Israels Nationale Forsikringsinstitut, at 78 procent af indbyggerne i Østjerusalem lever under den israelske fattigdomsgrænse. Adskillige FN-rapporter og uafhængige organisationer har gang på gang understreget, at bystyret i Jerusalem underprioriterer den østlige del af byen økonomisk. Det fører til en udbredt mangel på skoler og institutioner og almen vedligeholdelse af byen.
Den økonomiske situation i Østjerusalem blev yderligere forværret, da Israel under den anden intifada i 2003 adskilte Vestbredden og Øst-jerusalem med en stor betonmur. Dermed stoppede stort set al handlen mellem palæstinensere på Vestbredden og i Østjerusalem.
Israel har indført total byggestop i de palæstinensiske områder af Østjerusalem. Det er ifølge Sarit Michaeli de israelske myndigheders forsøg på at svare igen på, at befolkningstilvæksten er væsentlig højere i de palæstinensiske byområder sammenlignet med de jødiske.
”Når økonomien er dårlig, og man samtidig ikke kan bygge noget, stopper enhver form for udvikling. Og mens palæstinenserne ikke har kunnet bygge et nyt hus siden 1967, har de jødiske bosættelser væltet frem i bydelen. Det skaber tilsammen et meget farligt miks,” siger Sarit Michaeli.
Derfor opfattede palæstinensere det også som en grov provokation, da den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i mandags midt under urolighederne i Jerusalem annoncerede planer om at udvide jødiske bosættelser i Østjerusalem med godt 1000 nye boliger.
Selvom situationen i Østjerusalem i øjeblikket ser ualmindelig fastlåst ud, bør det ikke være umuligt at finde en løsning på spørgsmålet om byen. Det mener professor Yitzhak Reiter. Han er selv en del af Israels diplomatiske arbejde for at nå til enighed med palæstinenserne om bydelen.
”Vi har flere gange i løbet af de seneste 15 år været tæt på at blive enige om, hvordan byen skal deles. Blandt andet var Bill Clintons udspil i 2000 en realistisk mulighed,” siger han.
Clintons parametre, som oplægget blev kaldt, foreslog, at Østjerusalem skulle deles ud fra de etniske skel i bydelen, så mange af de jødiske bosættelser i Østjerusalem skal fortsætte med at være israelske, mens de arabiske kvarterer bliver en del af Det Palæstinensiske Selvstyre.
Og det vil stadig være den mest realistiske løsning, mener Yitzhak Reiter.
”Den Gamle By er dog ikke mulig at opdele. Vi bliver nødt til at finde en form for fællesstyre over de hellige områder, formentlig med en stærk tredje partner som mellemmand,” siger han.