Erik Philipsen var som mange andre engagerede iagttagere af den internationale udvikling begejstret for Mikhail Gorbatjovs aflysning af den kolde krig i slutningen af 1980'erne. Som aktiv i fredsbevægelsen husker Philipsen tydeligt den tid. Dengang håbede han på det samme som Sovjetunionens sidste leder:
”Gorbatjov ville have et Fælleseuropæisk Hus som alternativ til det Europa, som var adskilt af Jerntæppet. Dette fællesskab skulle inkludere Rusland, og jeg troede det var en realistisk mulighed,” siger Philipsen, som senere tog initiativ til kulturudveksling mellem den russiske by Perm i Ural og Frederiksborg Amt.
Med en baggrund som pioner for gymnasiets undervisning i medieanalyse har Erik Philipsen i de seneste år med stigende bekymring lagt mærke til, hvordan det, han ser som en ny kold krig, er under udvikling.
Berlinmurens fald i 1989 udløste en bølge af fremtidstro og optimisme over Europa og verden. Mange håbede, at udviklingen nu ville gå mod varig fred og afspænding. 25 år efter tør det stå klart for alle, at sådan gik det ikke. Rusland og Vesten befinder sig igen i en alvorlig konfrontation.
”I dansk og vestlig presse foregår der en meget ensidig dæmonisering af Vladimir Putin,” siger Erik Philipsen, der desuden er cand.mag. og medforfatter til bogen ”The Arms Race or the Human Race”.
”Hvis man vil forstå, hvorfor konflikten mellem de to parter igen er blusset op, er det vigtigt at kigge på den måde, som USA har ført udenrigspolitik på de seneste årtier. Et sådan historisk perspektiv går desværre ofte tabt i vestlige mediers dækning af Rusland,” siger han.
Til trods for Gorbatjovs tilnærmelser til og indrømmelser over for Vesten var den kolde krig ikke slut fra amerikansk side, da Muren faldt i 1989, ifølge Philipsen.
”Jeg var selv i Rusland to år efter, i 1991, og oplevede det daværende opgør mellem Gorbatjov og Boris Jeltsin. Da Jeltsin vandt magtkampen og blev præsident, var det at åbne en ladeport for amerikansk indflydelse. Den katastrofale chok-kur, som amerikanerne de år advokerede for den russiske økonomi, var årsagen til de frygtelige 1990'ere. Dengang brød det russiske samfund sammen. I processen mistede enhver russer illusionen om, hvad demokrati er for noget,” siger han.
Efter Sovjetunionen lå i ruiner, og USA sejrede i den kolde krig, var det en fremherskende idé i Washington, at man kunne behandle Rusland som en vasal, påpeger Erik Philipsen:
”Det kom særlig klart til udtryk med oprettelsen af de Washington-baserede organisationer 'The US committee on NATO' og 'Project for a New American Century' i 1996 og 1997. Deres erklærede formål var henholdsvis at promovere en hurtig Nato-udvidelse mod øst og at 'fremme amerikansk globalt lederskab'. De var enormt indflydelsesrige og opnåede bemærkelsesværdig succes. Kort tid efter blev en række østeuropæiske lande indlemmet i Atlantpagten - i strid med de forsikringer som vestlige ledere gav Gorbatjov i 1990. I dag bliver Nato-ekspansion da også opfattet som en kæmpe sikkerhedspolitisk trussel i Moskva.”
Philipsens omfattende arbejde med at studere Ruslands forhold til Vesten har også givet ham betydelig indsigt i magtrelationerne i Washington:
”Interessant nok er medstifteren af 'Project for the New American Century' Robert Kagan gift med den amerikanske topdiplomat for europæiske anliggender Victoria Nuland - hende hvis samtale blev lækket, hvor hun diskuterede med den amerikanske ambassadør i Kijev, Geoffrey Pyatt, hvordan den nye ukrainske regering skal se ud. Man kan spørge sig selv, hvad amerikanske embedsmænd egentlig laver i Ukraine i færd med at forberede en ny regering. Svaret er, at neokonservative af Robert Kagans og Victoria Nulands kaliber mener, at USA med sine partnere skal styre verden. Det kaos, som amerikanerne har været med til at starte i Ukraine, er en logisk videreførelse af den farlige østeuropapolitik, som Washington har ført, siden Muren faldt for 25 år siden. Og derfor er det heller ikke overraskende, at vi nu, hvor Putin er lykkedes med at genopbygge Rusland efter de tragiske Jeltsin-år, og hvor landet igen har ressourcerne til at yde modstand, befinder os i en koldkrigslignende tilstand.”
Den ”rigtige” kolde krig - som varede fra Anden Verdenskrigs afslutning til Murens fald og Sovjetunionens afvikling - var i høj grad kendetegnet ved en sort-hvid, god-ond tankegang, hvor begge lejre via deres mediesystemer dæmoniserede modparten. Erik Philipsen er på det rene med, at russiske medier igen har iværksat en propagandakampagne mod Vesten, siden Ukraine-konflikten brød ud for et år siden. Men som på den ”rigtige” kolde krigs tid er vestlige medier ligeledes storproducenter af misinformation rettet mod Rusland, mener han.
”Siden Muren faldt i 1989 har USA og andre vestlige aktører, herunder Danmark, bombet Serbien og en række tredjeverdenslande blandt andet Irak, Afghanistan, Libyen, Somalia og Yemen. Dermed har de forårsaget helt ufattelig menneskelig lidelse. Når Putin så uden så meget som at løsne et skud annekterer Krim i marts i år, medfører det en fuldstændig hysterisk reaktion i vestlige medier. Han bliver sammenlignet med Hitler og så videre. Det er for mig et udtryk for manglende proportionssans, og at medierne i Vesten heller ikke fungerer optimalt, når det gælder om at informere befolkningen,” siger Erik Philipsen.