I over 30 år har Myanmar (Burma) haft en lov, der forbød landets mindretal af rohingyaer at blive statsborgere. I modsætning til flertallet af Myanmars indbyggere, der er buddhister, er rohingyaerne muslimer, og de er i årtier blevet diskrimineret af myndighederne, som hævder, at de ikke er legale indbyggere, men indvandrere fra Bangladesh. I Bangladesh har man den modsatte opfattelse.
De mellem 800.000 og 1,3 millioner rohingyaer i Myanmar udgør en af verdens største koncentrationer af statsløse. I alt findes der mindst 10 millioner mennesker uden et statsborgerskab (fraregnet de statsløse palæstinensere, som udgør en helt særlig kategori). De statsløse er efterladt i et tomrum, hvor de har svært ved at få adgang til skole, sundhed og arbejde. De kan ikke stemme. De kan sågar have vanskeligt ved at få en officiel begravelse og dødsattest. Uden statsborgerskab er de juridiske spøgelser.
FN's Flygtningekommissariat, UNHCR, indledte i går en global kampagne ”Jeg hører til” (I belong), som skal skærpe opmærksomheden om de statsløses vilkår og få berørte regeringer til at løse problemerne inden 2024.
”Hvert 10. minut bliver en ny statsløs person født. Det er fuldstændig uacceptabelt og en abnormitet i det 21. århundrede,” sagde Antonio Guterres, FN's flygtningehøjkommissær, blandt andet til de internationale medier.
Et af de lande, der i lighed med Myanmar har en stor befolkningsgruppe af statsløse, er Elfenbenskysten. Her har mange familier rødder i det nuværende Burkina Faso, fordi de vandrede fra det ene område til det andet, dengang begge lande var del af samme britiske koloni. Det drejer sig om cirka 700.000 mennesker. Takket være nye love er det dog inden for det sidste år blevet muligt forholdsvis simpelt at opnå statsborgerskab.
En af dem, der for nylig har fået papir på, at hun er borger i Elfenbenskysten, er 24-årige Maryam Draogo. Hun glæder sig hver morgen, når hun møder på sit regnskabskursus, over at se Elfensbenskystens orange-hvid-grønne flag foran skolen.
”Uden en nationalitet er du ikke andet end et vildt dyr, der vandrer fra sted til sted. Du er ingen, du hører ikke til nogen steder. Det er meget vigtigt, psykologisk set, at have en nationalitet og en identitet,” siger hun til det britiske nyhedsbureau Reuters.
Eva Ersbøll, jurist og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder med speciale i blandt andet statsløshed, peger på, at ændrede landegrænser - sammen med diskrimination - fortsat er en af de vigtigste årsager til statsløshed. Sovjetunionens sammenbrud, delingen af Tjekkoslovakiet og opløsningen af det tidligere Jugoslavien har skabt hundredtusinder af statsløse.
”Vi har stort set de konventioner og regler på plads inden for FN, som skal til for at sikre, at alle mennesker får et statsborgerskab. Udfordringen er at få alle lande til at leve op til dem,” siger hun.
Blandt andet gælder det, at alle børn har ret til et statsborgerskab, når de bliver født. Hvis barnet ellers vil blive statsløst, skal det have statsborgerskab i det land, hvor det kommer til verden, for eksempel Danmark.
”Det er et håndgribeligt forsøg på at sikre, at statsløshed ikke går i arv, men det er ikke alle steder, det respekteres,” siger Eva Ersbøll.
Lektor i international politik ved Leicester Universitet og ekspert i statsløshed, Kelly Staples, glæder sig over UNHCR's kampagne, fordi den sætter fokus på et problem, der har levet i skyggen i årevis, men hun mener også, at den får svært ved at nå sit mål inden 2024.
”Det kan være forholdsvis enkelt at løse problemerne der, hvor de fortrinsvis har en teknisk karakter, herunder mange steder i Europa. Men der, hvor der er mange følelser involveret, hvor det handler om etniske og kulturelle sammenstød, som i for eksempel Myanmar, er det langt vanskeligere,” siger hun.