Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Tidsånden gør os blinde - kristendommen kan hjælpe os

Bøn. Foto: Zakir Hossain Chowdhury

Nåde er blandt andet befrielse fra tidsånden, siger den engelske teolog og naturvidenskabsmand Alister McGrath

ALISTER MCGRATH VAR ikke fra vuggen bestemt til at ende som teologisk professor ved Oxford University. Oprindelig er han naturvidenskabsmand på samme universitet med doktortitel på en disputats om molekylær biofysik. Men han drejede fra og blev teolog - for også her at arbejde sig frem i første række.

Adskillige af hans mange værker handler om forholdet mellem teologi og naturvidenskab - og nogle af dem om den engelske forfatter C.S. Lewis, som McGrath er stærkt påvirket af. De to har også meget tilfælles: begge født i Belfast, i ungdommen var begge ateister, og begge blev professorer i Oxford.

På hjemmesiden BioLogos.org mødes naturvidenskab og kristendom, og en mere oplagt skribent på dette sted end Alister McGrath findes næppe. Her fortæller han nu om en særlig inspiration fra C.S. Lewis.

Et af Lewis' mest kendte udsagn lyder: ”Jeg tror på kristendommen, som jeg tror, solen er stået op; ikke kun fordi jeg kan se den, men fordi jeg ved den kan se alt andet.”

Ud over hvad den kristne tro i øvrigt er, så er den også noget, som man ser tingene ved eller igennem. Kristendommen har også givet McGrath et dybdeperspektiv med stor forklaringskraft:

”Kristentro giver en måde at anskue tingene på, som giver langt mere mening end dennes rivaler (inklusive, naturligvis, ateismen).”

McGrath citerer også den franske filosof Simone Weil, der var af jødisk afstamning, men gik over til kristendommen før sin tidlige død i 1943. Weil sagde:

”Når jeg tænder en lommelygte, vurderer jeg ikke dens styrke ved at kigge på pæren, men ved at se, hvor mange genstande den kan oplyse. Værdien i et religiøst eller, i bredere forstand, åndeligt liv værdsætter man ved den mængde lys, det kaster over denne verdens ting.”

McGrath minder om, hvor ofte Det Nye Testamente sammenligner det at komme til tro med at blive seende, at slør bortdrages, blindhed helbredes, skæl falder fra øjnene. For at bruge Paulus' sprogbrug, så drejer det hele sig egentlig om, at tidsånden holder os fangen og gør os blinde. Nåde består også i befrielse fra tidens ånd.

NÅR MANGE FAKTISK MENER, at verden er uden dybde, har det med valget af linse eller belysning at gøre. Man kan se en ligegyldig prik på havets horisont; man kan også stille skarpt på pletten med en kikkert og se et skib med besætning på dækket, skriver McGrath.

Den førende britiske ateist Richard Dawkins har det første syn på tingene - de er dele af en profan, materialistisk mekanik. McGrath citerer ham:

”Universet har lige præcis de egenskaber, vi må forvente, når der dybest set ikke er noget design, intet formål, intet ondt, intet godt, intet andet end blind, hjerteløs ligegyldighed.”

Biologen Dawkins finder, som han søger. Hans udgangspunkt er en sikker forventning om ikke at støde på mening, og han finder da heller ingen. Han bærer ateistens brille.

”Han siger i virkeligheden, at universet ser ud, som man måtte forvente, hvis det er uden formål,” konstaterer McGrath, der selv engang tænkte på den måde.

Når han som ung betragtede stjernehimlen, blev han beklemt over al den tomhed. I dag glæder han sig - synet er et andet.

Alle ser verden gennem bestemte briller, også de videnskabelige nihilister, der ellers gerne påstår: Ja, du har briller på, men jeg har heldigvis ikke. Mit syn er knivskarpt, og jeg ser tingene, som de virkelig er.

MAN BØR VÆRE VARSOM HER og ikke at lade sig nøje med en ”hullernes Gud”, som de fleste kristne gør, når de føler sig presset af naturvidenskabens tvingende argumenter. Så vil man trøste sig med, at der da heldigvis findes nogle områder, som er uforklarlige for videnskaben. Her kan Gud så komme ind i billedet. Men henvises Gud til sådanne ”huller”, bliver han jo overflødig, når naturvidenskaben engang udfylder dem. Man skal i stedet betragte det store billede med Guds lys i ryggen.

McGrath går ind for såkaldt ”naturlig teologi”, der vil se en forbindelse mellem den sansede verden omkring os og en dybere, rigere verden hinsides. Det er ikke samme verden, men mange skilte i denne peger henimod den, som er bag erkendelsens horisont. Men man skal vel at mærke ikke først lede efter mulige skilte og derpå måske acceptere Gud, siger Alister McGrath. Man skal begynde med Gud, og derefter vil uventede sammenhænge falde i øjnene.