”Indbyggerne her i Kijev lever i en parallelverden. De forstår ikke, hvad der sker ude østpå.”
Ordene er Rodion Sjovkosjitnyjs. Roligt konstaterende nikker han ud over Uafhængighedspladsen i Ukraines hovedstad. Her er det ikke til at se, at landet befinder sig i krig. Trafikken drøner hen over det flersporede hovedstrøg Khresjtjatik. Et mylder af fodgængere har travlt med at nå hverdagens gøremål. Gøglere og musikanter prøver at lokke et par hryvnia fra forbipasserende. En forsøger at sætte en hvid due på Sjovkosjitnyjs skulder. Uden held. Den 32-årige frivilligkæmper er kun på orlov. Bragt lidt ud af fatning vifter han fredsfuglen væk med en irriteret bevægelse. Bagefter går der lidt tid med at finde en cafe, som ikke er en filial af en russisk kæde, for den slags caféer vil han gerne undgå.
”Se på de folk, der sidder her og støtter Rusland med deres besøg, mens vi fører krig mod det land kun få timer herfra,” siger han et sted, inden det lykkes at finde en ukrainsk-ejet beværtning.
”I krigen er det meget lettere end her. Følelsesmæssigt er det lettere. Der er en fjende, og han skal beskydes. Med kameraterne, der kæmper sammen med mig, med dem føler jeg mig sikker. Men at vende tilbage til Kijev er meget svært følelsesmæssigt,” siger Sjovkosjitnyj efter at have sat sig til rette.
Han arbejdede tidligere som sportsjournalist, men meldte sig frivilligt og tog til fronten i begyndelsen af august. Som eneste forberedelse gennemgik han halvanden uges kursus på en kaserne.
”Kun en gang havde vi decideret militær træning, hvor vi skød med forskellige våben. Det varede tre timer,” fortæller han.
At tage i krig uden den nødvendige forberedelse står i modsætning til en del af de modstandere som Sjovkosjitnyj og hans kammerater i enheden ”Krim” er oppe imod. Mange veteraner fra Tjetjenien-krigene omgås våben med en helt anden selvfølgelighed end de ukrainske frivillig-bataljoner. Soldater med baggrund i de russiske delrepublikker i Nordkaukasus kæmper fortrinsvis på de prorussiske separatisters side ifølge flere medierapporter.
”Tjetjenerne har meget stor erfaring. De er professionelle. Men vores moral er højere. De tjetjenere, vi kæmper mod, bliver betalt, for at kæmpe. De er lejesoldater. Det eneste, de vil, er at plyndre. Derfor er deres mo-tivation lavere end vores. Desuden er de ikke usårlige. De kan også dø,” siger Sjovkosjitnyj.
Sit kalasjnikov-gevær har han allerede haft i brug mod udenlandske krigere.
”Da vi kæmpede ved Savur-Mohyla (strategisk vigtig høj øst for Donetsk, hvor voldsomme kampe fandt sted i august, red.) befandt fjenden sig mindre end 30 meter fra os. Vores modstandere talte med kaukasisk accent og sagde: 'kom frit frem, hvis I vil redde livet'. Naturligvis kapitulerede vi ikke, men startede en ildkamp, der varede omkring fire timer. Vi havde en lettere såret, men ingen døde. Fjenden mistede syv mand ud af den gruppe på omkring 20, som angreb os,” siger Sjovkosjitnyj.
Er du bange?
”Når det står på, er jeg ikke bange. Så pumper adrenalinen, og der er ikke længere noget at overveje. Der er kun ønsket om at forblive i live. Alle sanser bliver skærpet. Bevægelser, handlinger - alt sker pr. instinkt. Før kampen har jeg en spændt følelse. Frygt, måske, men ikke panisk angst,” siger Sjovkosjitnyj og drager en parallel til euro-maidan revolutionen i 2013-2014, som han også deltog aktivt i:
”Det er ligesom på Maidan. Når du sidder og ser fjernsyn og ser, hvordan Berkut-folk og politienheder angriber demonstranter, så bliver du bange. Men når du så kommer derhen, og slaget starter, så forsvinder angsten.”
På spørgsmålet om hvorfor han overhovedet har meldt sig til at kæmpe denne krig, bliver han ekstra eftertænksom.
”Det er svært at svare på. Jeg ved ikke, om der er noget svar. Jeg kunne svare med klicheer som 'for min fremtid' eller 'for mine børns fremtid', men nej. Jeg tror, det er noget universelt, at når dit land bliver angrebet, når fjenden kommer, så tager du våben i hånd og kæmper. Da krigen begyndte, gik det op for mig, at jeg ikke bare kan sidde og vente,” siger Sjovkosjitnyj, hvis familie støtter ham i hans beslutning.
”De har aldrig sat spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt. Naturligvis er de bekymrede. Men der er ikke noget hysteri,” siger han.
Sjovkosjitnyj er en del af en omfattende mobilisering af det ukrainske samfund, der har fundet sted, siden kampene begyndte omkring byerne Donetsk og Lugansk i april. Frivillige samler ind, hjælper med at genhuse de hundredtusindvis af flygtninge eller - som Sjovkosjitnyj - slås selv ved fronten med gevær i hånd. Landets hær er i en elendig forfatning og mangler ressourcer. Da kampene brød ud, var den på grænsen til at være ikke-funktionsdygtig. Derfor dannedes volontør-bataljonerne. De forsynes via et netværk af ofte spontant organiserede og meget interimistiske former for logistik. Folk pakker en minibus og kører af sted til fronten med for eksempel mad og varmt tøj. Når borgere organiserer indsamlinger, kommer donationerne ind fra rig og fattig. En oligark, som Igor Kolomojskij finansierer en hel bataljon.
At volontør-bataljonerne tilsyneladende opererer uden nogen form for overordnet kontrol og så at sige bare dukker op i de konfliktfyldte områder er blevet set på med skepsis. Måden, som de frivillige kæmpere behandler civilbefolkningen i konfliktområderne på, har mødt kritik fra Amnesty International og OSCE. De to organisationer har rapporteret flere overgreb. Sagerne handler blandt andet om bortførelser, tyveri, mishandling og afpresning.
”Ajdar, Donbas, Asov, Sjakhtersk - alle de bataljoner har haft idioter, der var involveret i plyndringer,” siger Sjovkosjitnyj.
Han omtaler disse enkelte medlemmer med den største ringeagtelse og peger på manglende disciplin, træning og erfaring som grunden til denne fremfærd. Om frivillig-bataljonerne generelt siger han:
”Faktum er, at det er de mest kampklare tropper. De er motiverede. De er indstillede på at kæmpe og angribe. Ofte er soldaterne i den regulære hær feje, berusede og med en meget lav moral. De frivillige enheders deltagelse i kampene er desuden autoriseret af Indenrigsministeriet, som også har givet dem lov til at bære våben.”
