Rusland og Ukraine har fælles interesse i våbenhvile

Våbenhvilen i Ukraineer truet af uroligheder mellem russiskvenlige oprørere og nationale militser. Men hverken Ruslands præsident Putin eller Ukraines præsident Porosjenko har økonomisk eller diplomatisk en interesse i en åben krig, vurderer eksperter

På et reklameskilt i Donetsk søger myndighederne frivillige til at melde dig til de prorussiske styrker.
På et reklameskilt i Donetsk søger myndighederne frivillige til at melde dig til de prorussiske styrker. Foto: AFP Photo / Menahem Kahana.

Våbenhvilen i det østlige Ukraine mellem de russisk-venlige oprørere, der forsøger at etablere selvstændige republikker, og de nationale hærenheder og militser har længe knaget og braget i fugerne og er blevet brudt adskillige gange.

De seneste dage har bruddene dog været så hyppige og alvorlige, at der er opstået bekymring for, at krigen blusser op igen.

”Der er bestemt tale om et tilbageskridt. Både oprørerne og de regeringstro militser opruster, og det giver grund til bekymring,” siger Søren Riishøj, lektor emeritus ved Syddansk Universitet med speciale i østeuropæiske samfundsforhold.

Når han alligevel foretrækker at konkludere, at ”situationen er alvorlig, men ikke håbløs” hænger det sammen med, at både den ukrainske præsident Petro Porosjenko og Ruslands præsident Vladimir Putin efter hans vurdering ønsker at finde en løsning på konflikten. De fastholder begge deres interesse i Minsk-aftalen, som er rammen om fredsforhandlingerne for det østlige Ukraine, og de har erkendt, at de hverken økonomisk eller diplomatisk har råd til at fortsætte en åben krig.

”Porosjenko og Putin har en løbende kontakt. De er begge trætte af konflikten,” siger Søren Riishøj, som blandt andet hæfter sig ved, at Rusland kun har brugt udtrykket ”respektere”, men ikke ”anerkende” om det valg, de østlige separatister gennemførte i weekenden.

Svagheden og de to præsidenters fælles udfordring er, at de begge er presset indenrigspolitisk af stærke nationalistiske kredse. Præsident Putin er presset af russiske nationalister, der glæder sig over annekteringen af Krim og gerne ser mere af det samme i det østlige Ukraine. Og i Ukraine styrkede parlamentsvalget i oktober de nationalistiske og pro-vestlige kræfter på bekostning af præsident Porosjenkos parti.

”Porosjenko er under et voldsomt pres for at 'gøre noget' over for oprørerne. Han støtter våbenhvilen, fordi han har erkendt, at Ukraine ikke kan vinde en krig i de østlige provinser, men der er mange kræfter i landet, der vældig gerne vil fortsætte. Både mange fra Maidan-oprøret, fra premierminister Arsenij Jatsenjuks parti og blandt højreekstremisterne,” siger Karsten Jakob Møller, generalmajor, tidligere forsvarsattaché i Moskva, Kijev og Minsk og senioranalytiker emeritus ved Dansk Institut for Internationale Studier, med særlig viden om russiske forhold.

Hvis det ikke lykkes at holde nationalisterne i skak, er der en risiko for, at oprøret i det østlige Ukraine ender som en frossen konflikt, vurderer Karsten Jakob Møller.

”Det kan fortsætte i meget lang tid. I værste fald kan det ende med, at Porosjenko bliver tvunget til at genoptage krigen,” siger han.

Lektor ved Forsvarsakademiet og tidligere forsvarsattaché i Ukraine, Claus Mathiesen, er enig i, at våbenhvilen først og fremmest trues af de lokale grupperinger - det være sig den ukrainske regerings støtter og soldater eller oprørerne. Han fortolker den nuværende militære opbygning på den russiske side af grænsen som en form for ”forsikring” i tilfælde af, at Ukraines regering skulle beslutte igen at indlede et større militært angreb for at gøre indhug i oprørernes erobringer.

”Jeg tror, at russerne i første omgang bare gerne vil sende et signal om, at man ikke vil acceptere en ændring af status quo. Men det er svært at sige præcist, hvad overvejelserne er,” siger Claus Mathiesen.