Forleden var den svenske kunstner, ph.d. i kunstvidenskab og tidligere professor Lars Vilks inviteret til Oslo for at holde et foredrag om gadekunstneren Dan Parks provokerende billeder i et analytisk perspektiv.
Men allerede inden Lars Vilks ankom til Det Deichmanske Bibliotek i centrum af den norske hovedstad, blev han mødt med protester fra blandt andre Antirasistisk Senter, der mente, at Vilks indirekte støtter Anders Behring Breivik, fordi Dan Park har brugt den norske massemorder i sin satiriske og samfundskritiske kunst.For Lars Vilks, der i 2007 blev mødt med dødstrusler for at afbilde muslimerenes profet Muhammed som hund, var det noget af en overraskelse, at han allerede på forhånd blev kritiseret for oplægget. En del af kritikken gik på, at det var det islamkritiske internetnetværk document.no, der havde hidkaldt ham.
”Der var demonstrationer uden for bygningen, og folk var vrede over, at jeg skulle tale, fordi document.no anses for at være politisk ukorrekte. Jeg har en kunsthistorisk indgang til Dan Park, men det er meget typisk for Norge, at man ikke får mulighed for at argumentere,” siger Lars Vilks.
Han mener, at ytringsfriheden er presset, fordi kunstverdenen i høj grad er præget af venstreorienterede, og at Sverige går forrest i begrænsningen af samfundskritisk debat og kultur.
”Kunst har alle tider været fyldt med politik, modsætninger og provokation. Der er den samme diskussion i Norge og Danmark, men det er særligt i Sverige, at man har selvcensur og censur. Hvis man skriver en kritisk debatartikel om indvandring, skal man indlede med at skrive, at man ikke er racist, og alligevel ender opfattelsen for mange med at være, at man er det,” siger han.
”Det er kun, hvis det handler om venstreorienterede temaer som det russiske Pussy Riot (feministisk protestband, red.), at man vil diskutere ytringsfrihed,” siger Lars Vilks.
Harald Stanghelle, der er redaktør for den norske avis Aftenposten, har tidligere markeret sig i debatten om den danske Muhammed-tegner Kurt Westergaard og skrevet kritisk om forholdene for ytringsfriheden. Han mener, at ytringsfriheden har et solidt fodfæste i de tre skandinaviske lande, men også at retten til at ytre, hvad man mener, udfordres af nye kulturer.
”I Norge har man indført en ny form for selvcensur, som minder om, hvordan det var for 50 år siden, hvor revy-provokationer af kristendommen skabte stor debat. Nu er det i stedet islam, hvor det diskuteres, hvordan man skal tage hensyn,” siger han og peger på, at det er en vigtig forskel, at muslimer i Norge udgør en minoritet, som man principielt skal være særlig varsom med ikke at såre.
”Jeg mener, ytringsfriheden generelt står stærkt, men at vi i løbet af de seneste 20 år har skullet redefinere, hvad det vil sige at have retten til at ytre sig. Hvis et homoseksuelt par for 30 år siden gik hånd i hånd i Oslo, ville det give reaktioner; sådan var det ikke i mange år i mellemtiden, men nu kommer reaktionerne igen i de muslimske kvarterer,” fortæller Harald Stanghelle.
Han peger særligt på én episode, der har udstillet et pres på ytringsfriheden i Norge. Det var, da Kurt Wester-gaard i 2011 skulle holde foredrag i Oslo, men aflyste samme dag - officielt på grund af sygdom, men i virkeligheden, fordi den norske sikkerhedstjeneste var bekymret for hans sikkerhed.
”Det er det ultimative nederlag, at man narrer en befolkning, og at man i et demokratisk land ikke kan beskytte en kontroversiel foredragsholder,” mener Harald Stanghelle, der endvidere peger på, at det norske og danske værdi- og kulturdebatmiljø minder mere om hinanden end det svenske.
”Norge er mere åbent for at diskutere temaer som religion og indvandring. Det, der kan være ukontroversielt at sige i Danmark og Norge, kan være et tabu i Sverige,” siger han.
Netop i Sverige har der i løbet af den seneste tid været flere eksempler på censur og debat om ytringsfrihed. Først fik provokatør-kunstneren Dan Park en fængselsdom, der dog blev nedsat fra seks til fem måneder, for at opfordre til had mod bestemte etniske grupper. Og senest redigerede svensk stats-tv, SVT, i nogle Pippi Langstrømpe-film, så jernpigens far ikke længere kaldes ”negerkonge”, men blot konge.
Ivar Arpi, der er redaktør for det borgerlige tidsskrift Magasinet Neo i Sverige, mener, at den seneste tids udvikling udstiller presset på retten til at gøre og sige, hvad man vil.
”Der er en stor grad af selvcensur i Sverige, hvor folk holder sig tilbage fra at debattere vigtige temaer. Der ligger et uudtalt loft over, hvad man kan sige om islam, identitet, køn og race,” mener han.
Ivar Arpi peger på, at årsagen til, at det særligt er i Sverige, at samfundskritikere og kulturlivet lægger bånd på sig selv, er, at landet har en tradition for at søge enighed og fælles forståelse for at styrke samfundets sammenhængskraft.
”Der er en lang tradition for konsensuskultur i Sverige, hvor man ikke ønsker konflikter, og det har positive sider. Men bagsiden er, hvis man ikke kan tale om samfundsproblemer, blot fordi de er sprængfarlige.
I andre kulturklimaer er der mange ting, man måske ville trække på skuldrene over, men som i Sverige kaldes for racisme. Man har censureret bøger og film, og det nye er, at man skal soignere sproget og ikke sige bestemte ord for ikke at såre grupper som ældre, religiøse grupper eller racer,” siger han.”Der er en fare for, at kulturen bliver ensrettet og stringent. I Sverige diskuterer man ikke, om kunstnere udsættes for hetz ved at blive kaldt racist eller nazist. Det handler kun om, hvorvidt kunsten kan såre andre.”