Frafaldne muslimer forfølges i Storbritannien

Kristen organisation vil tilbyde sikre hjem til muslimer, som konverterer til kristendommen

Efter at være konverteret fra islam til kristendom har Nissar Hussein og hans familie været udsat for konstante forfølgelser fra muslimer i byen Bradford.-
Efter at være konverteret fra islam til kristendom har Nissar Hussein og hans familie været udsat for konstante forfølgelser fra muslimer i byen Bradford.- .

49-årige Nissar Hussein har et fast håndtryk, og han går helt tæt på og ser mig direkte i øjnene, mens han taler med en intens stemme.

Den tilsyneladende styrke dækker imidlertid over, at han er en mand, som er tæt på at give op. Sammen med sin familie bestående af hustru og seks børn har han været nødt til at flytte adskillige gange. En af hans biler er blevet brændt af, andre er udsat for hærværk, og i mange år kunne børnene ikke lege ude i haven af frygt for, hvad der ville blive smidt ind over det ellers høje stakit.

Årsag: Han har frasagt sig sin muslimske tro og er i stedet søgt til kristendommen.

Det har kostet ham kontakten til familien, som har rødder i Kashmir på grænsen mellem Indien og Pakistan. Det samme gælder for hustruen, som han blev gift med i et traditionelt muslimsk arrangeret ægteskab. Samtidig er han lagt for had i det muslimske miljø i Bradford i det nordlige England.

”Efter syv år blev vi presset ud af vort hjem. Det var kun vores egen standhaftighed, der gjorde, at vi holdt så længe. Men konsekvensen var, at børnene led af kliniske depressioner,” siger Nissar Hussein, som Kristeligt Dagblad møder ved præsentationen af en kampagne, som den kristne organisation Christian Concern netop har indledt.

Kampagnen ”Safe Haven” (Sikker havn) skal tilbyde sikre hjem til muslimer, som konverterer til kristendommen.

”Der er en udbredt opfattelse i visse muslimske kredse, at frafaldne skal straffes med døden,” siger direktør Andrea Minichiello Williams fra Christian Concern.

Organisationen er også missionerende og vil have plakater opsat i stærkt muslimske bydele i byer som London og Birmingham, hvor de vil tilbyde hjælp til muslimer som vil konvertere.

Mohammed Fiaz, der også har valgt islam fra, fortæller først om, hvordan han og hans familie kæmpede for at blive accepteret, da de kom til Storbritannien. Hvordan de som den eneste asiatiske familie på deres vej oplevede, at der blev efterladt afføring på deres dørtrin, og andre børn spyttede på ham i skolen.

”Jeg står her som frafalden muslim. Og jeg mener, at frafaldne skal have retten til at være fri, uden de risikerer at blive dræbt,” siger Mohammed Fiaz.

Anstødsstenen for ham er, at han tidligere har været med til at kæmpe for muslimers rettigheder til at praktisere deres religion i Storbritannien, og for at der skal være mulighed for halalkød i skolekantiner. Men at de muslimer, som var med i den kamp, ikke vil tillade, at andre forlader islam og frit praktiserer deres nye religion.

Præsentationen finder sted i hovedsædet for den anglikanske Church of England i London. Men det er ikke en sag, som kirken som sådan går ind i.

Biskop Colin Fletcher fra Dorchester fremhæver på Kristeligt Dagblads spørgsmål, at det er et emne, som er højt på dagsordenen.

”Men vi har lang tradition for, at det er individuelle grupper, som tager sager op og hjælper folk, og det sker ofte uden om biskoppen,” mener han.

Et svar, som ikke overrasker Nissar Hussein. Han søgte hjælp hos biskoppen af Bradford, men fik ifølge hans egen forklaring svaret, at biskoppen og kirken ikke kunne hjælpe ham, fordi de ikke kunne garantere for hans sikkerhed.