Verdens mest adelige kvinde død

Hertuginden af Alba, der havde et halvt hundrede adelige titler, var troende katolik og ivrig deltager i de spektakulære påskeprocessioner i Sevilla

Hertuginden af Alba er død som 88-årig. Her ses hun i 2011, da hun giftede sig for tredje gang. -
Hertuginden af Alba er død som 88-årig. Her ses hun i 2011, da hun giftede sig for tredje gang. - . Foto: JORGE GUERRERO.

Det vil føre for vidt at remse alle de adelige titler op, som Mara del Rosario Cayetana Fitz-James Stuart og Silva tager med sig i graven. Men hertuginden af Alba har indskrevet sig i Guinness Rekordbog som verdens mest adelige kvinde med flere titler end selv den spanske konge.

Doa Cayetana, som hun blev kaldt populært, døde i går i en alder af 88 år i et af sine paladser i Sevilla. Hun var ikke kun den 18. hertuginde af den næsten 500 år gamle Alba-familie, men bar også andre titler som markise, grevinde og hele 14 gange ”den store af Spanien”.

Men hverken hendes blå blod eller hendes enorme formue forhindrede hende i at være folkets hertuginde. Hun elskede at blande sig med folk i Sevilla, hvor hun tilbragte sine senere år. Her var hun æresmedlem af et af byens ældste religiøse broderskaber, Sigøjnernes Broderskab, der deltager i de traditionelle og farverige påskeoptog, hvor religiøse figurer bæres gennem gaderne.

Hun var meget troende katolik og udtalte i et interview med dagbladet ABC, kort inden hun giftede sig for tredje gang i 2011, at ”hun var imod skilsmisse og abort og alle de ugerninger, som mennesker begår”.

Ingen af hendes mænd var ud af adelsfamilier. Den første var en industrimand, med hvem hun fik sine seks børn, som nu skal arve hele dyna-stiet. Den anden mand var en ekspræst i den katolske kirke, og da også han døde, giftede hun sig for tredje gang som 85-årig med en langt yngre funktionær fra Sevilla Kommune.

Foruden sin verdensrekord i adelige titler havde Cayetana af Alba enorme besiddelser, hvis omfang er svært at gøre op, blandt andet fordi hendes samling af over 500 værker af kunstnere som Ve-lazquez, Rembrandt, Goya, Picasso, Renoir med flere og en samling på 18.000 bøger ikke er værdisat. Men hun ejede en snes paladser og slotte over hele Spanien og et halvt hundrede godser og gårde. Ifølge magasinet Forbes var hun Spaniens tredjerigeste kvinde med en formue på 2,25 milliarder kroner.