Prøv avisen
Interview

Et livsprojekt, der begyndte med en røffel

Pagano Didla har valgt at bruge sin tid og formue på at videreføre sine forældres livsværk blandt Indiens stammefolk. Her ses han i landsbyen Isukadibbalu ved Godavari-floden i delstaten Andhra Pradesh. Isukadibbalu betyder ”stedet med sandaflejringer”. - Foto: Rune-Christoffer Dragsdahl

Pagano Didla har valgt at bruge sin tid og formue på at skabe bedre vilkår for Indiens stammefolk. I årevis har den største udfordring været megadæmningen Polavaram

Han havde aldrig fået så heftig skældud før. Hans far, den ellers så forstående katolske skolelærer, skældte og smældte; fortalte ham, at han ikke længere var hans søn; at han lige så godt kunne tage bussen tilbage med det samme, for de havde ikke mere at tale om. Faderen ville ikke kendes ved ham med de holdninger, han gav udtryk for.

Pagano Didla var rystet. Tidligere på dagen var han taget fra byen op til bjergene, hvor hans forældre levede i en af stammelandsbyerne, for at spørge sin far, om han kunne hjælpe ham med et beløb, så han kunne betale for det job, han var blevet tilbudt som skatteinspektør. Pagano Didla havde læst jura, engelsk og antropologi og ville gerne have det magtfulde job, men som så ofte før (og nu) i Indien krævede hans fremtidige arbejdsgivere en ”erkendtlighed” som tak for jobtilbuddet. En erkendtlighed, hans far pure afviste.

”Den dag blev et vendepunkt for mig. Jeg havde aldrig oplevet min far tale sådan før, og pludselig kunne jeg se, hvad det var for en kurs, jeg havde været parat til at slå ind på. Hvis jeg var villig til at bestikke andre for at få arbejde, hvornår ville jeg så selv begynde at kræve bestikkelse? Min far fik mig til at indse nogle fundamentale ting. Og efter den dag begyndte jeg at arbejde sammen med ham,” fortæller Pagano Didla, der netop har besøgt Danmark.

”Arbejde sammen med” dækker efterhånden over to generationers livslange engagement i stammefolkene i den indiske delstat Andra Pradesh. Pagano Didla, der i mellemtiden er blevet 57 år, endte - efter faderens ordrige overhaling - med at støtte ham i hans arbejde blandt stammefolket i Polavaram-distriktet, blandt andet gennem udviklingsorganisationen Seeds, som han grundlagde i 1992. Den formue, han har arvet efter sin hustru, går også næsten ubeskåret til hjælpearbejdet.

Det er den åbenlyse fattigdom blandt stammefolkene og den diskrimination, de udsættes for, Pagano Didla ikke kan lukke øjnene for. Indien har omkring 100 millioner stammefolk, som udgør bunden af det indiske kastesamfund. De kalder sig selv dalitter. Andre kalder dem ”de urørlige” eller ”de kasteløse” - og de behandles gennemgående nedladende og uretfærdigt af flertallet af indere.

”Min far lærte mig at respektere stammefolkene og lærte mig deres værdier. Deres vilkår er blevet en del af mit liv. Regeringen og dens bureaukrater snyder og truer dem, fordi de er fattige og uoplyste. De fortjener hjælp,” siger han.

Pagano Didla er født (og bor stadig) i provinsbyen Eluru, tæt på kysten i delstaten Andhra Pradesh i det sydøstlige Indien. Hans far begyndte, allerede mens Pagano var dreng, at vandre ud til stammefolkene i weekenden for at besøge dem og undervise deres børn. Efter nogle år besluttede forældrene at slå sig permanent ned i en af landsbyerne, så faderen kunne undervise og moderen bruge sin erfaring som sygeplejerske.

”Min far så, hvordan flere hundrede børn løb og legede i skoven og langs vandløbene, men ikke kom i skole. Han lavede den aftale med stammelederne, at hvis de ville sørge for en hytte og deres daglige måltider, ville min mor og far hjælpe dem med sundhed og uddannelse. Og den var stammefolket med på,” siger Pagano Didla, som sammen med sine søskende blev efterladt hos bedsteforældrene i Eluru.

Efter tre år havde faderen fået sat undervisningen så meget i system med omkring 250 elever, at den lokale regering ansatte ham og betalte en rigtig løn, og han endte med at tilbringe resten af sit liv i landsbyen sammen med Pagano Didlas mor.

”Da min far døde, tog jeg til landsbyen for at hente hans lig, så vi kunne begrave ham i Eluru, men de ville ikke af med ham. De sagde, at han hørte til hos dem, og jeg måtte give dem ret. Min mor fik os også til at love, at vi ville begrave hende ved siden af min far,” siger Pagano Didla.

Selvom faderen var katolik var han ifølge Pagano Didla ingen klassisk missionær, der forsøgte at omvende stammefolkene, der for de flestes vedkommende er animister, det vil sige dyrker naturreligioner. Han grundlagde ingen kirke og holdt ingen prædikener.

”Min far byggede sit arbejde på kristne værdier, og han indførte kristne værdier blandt stammefolket, men han prædikede ingen 'isme',” siger han.

Pagano Didla er aldrig selv flyttet ud i stammeområderne, men tager derud 2-3 dage om ugen. Som i hans forældres tid er det behovet for uddannelse og sundhed, der trænger sig mest på, mener han. Samt ikke mindst at få standset den bestandige udhuling af stammefolkets levegrundlag, fordi deres skove bliver overtaget til andre formål som minedrift, plantagedrift, naturreservater - eller store byggeprojekter som Polavaram-dæmnningen, der ender med at blive en af verdens største dæmninger og indebærer tvangsflytning af cirka 250.000 stammefolk.

”Jeg benægter ikke, at Polavaram-dæmningen eller andre store projekter kan have deres fordele for den samlede udvikling af Indien. Problemet er, at man ikke sørger for at give stammefolkene ordentlige muligheder for at begynde et nyt liv. De bliver flyttet fra deres landsbyer, men de får ikke nye områder, der svarer til dem, de havde. I stedet for skov havner de på noget stenet, kratbevokset fladland, hvor de ikke kan genoptage deres traditionelle liv, men skal forsøge at overleve som småbønder,” siger Pagano Didla.

Han medgiver, at andre befolkningsgrupper også tvangsflyttes fra tid til anden, fordi der skal skabes plads til store infrastrukturprojekter eller industribyggerier, men efter hans vurdering slipper regeringen lettere af sted med at tvangsflytte stammefolk end andre indiske borgere.

”Andre samfundsgrupper er bedre uddannede og har højere status. Derfor stiller de skrappere krav til myndighederne og har bedre held til at få dem indfriet,” siger han.

Pagano Didla håber stadig, at Indiens stammefolk kan undgå at blive lagt helt ned af den stærke økonomiske vækst, som de senere årtier har præget landet og formentlig vil fortsætte noget tid endnu. Efter hans mening er det bedste bud på stammefolkenes fremtid, at de bruger deres traditionelle viden om, hvordan man kan udnytte skoven og dens træer og planter.

”De dyrkede økologisk, før andre opfandt ordet. Jeg er sikker på, at der er en niche for deres produkter og levevis,” siger han.

Men er det ikke en romantisk fantasi at tro, at stammefolkene kan leve upåvirket af den vækst og udvikling, som raser om ørene på dem? Vil for eksempel de unge ikke ønske at flytte fra landsbyerne?

”Det er klart, at vi ikke vil forhindre folk i at flytte. Der er en del unge, der gerne vil læse videre og flytte til byen, men de skal lære at værne om deres oprindelige rødder og kultur. Jeg tror på, at det er muligt at puste nyt liv i stammefolkenes livstil, så den også har en berettigelse i dag,” siger Pagano Didla.

Han har selv to børn. En søn på 29 år, der er uddannet ingeniør, og en datter, der er gift - og derfor ”ikke længere hører under mig”, som han udtrykker det. Sønnen er vokset op med faderens interesse for stammefolkene, men har allerede gjort det klart, at han ikke agter at være tredje generation i familien, som gør dem til sit livsprojekt.

”Min søn fortæller mig, at han ser anderledes på udvikling, end jeg gør. Han mener, at han gør bedst gavn ved at bruge sin uddannelse inden for sit fag og i stedet bidrage med økonomisk hjælp og måske noget frivilligt arbejde,” siger Pagano Didla.