Prøv avisen

Tv-folk hyrer 160 advokater forud for Scientology-dokumentar

Scientologys imposante bygning i Los Angeles, USA. En ny dokumentarfilm produceret af den populære tv-kanal HBO vil angiveligt afsløre, hvad der sker bag murene.

Prisvindende amerikansk tv-kanal forbereder sig på retslige angreb fra Scientology i forbindelse med ny dokumentarfilm

Indholdet af en ny dokumentarfilm om Scientology er så sprængfarligt, at holdet bag filmen, den prisvindende betalingskanal HBO, har søgt bistand hos en mindre hær af advokater.

Det skriver det amerikanske medie The Hollywood Reporter. 

Omkring 160 advokater er i færd med at undersøge filmen forud for lanceringen, fortæller lederen af HBO Dokumentarfilm, Sheila Nevins.

Har du ikke allerede læst Kristeligt Dagblads specialhistorie "Broen til ruin" om en kvindes rejse ind og ud af Scientology så klik her.

Filmen er baseret på den Pulitzerpris-vindende forfatter Lawrence Wrights kontroversielle bog “Going Clear: Scientology, Hollywood, & the Prison of Belief” (At blive Clear: Scientology, Hollywood & trosfængslet).

”Clear” refererer til den tilstand, man ifølge Scientology opnår, når man via kurser og auditering – en særlig terapiform – bliver fri for traumer og opnår erkendelse af sin egen udødelighed. En tilstand, som koster mellem 150.000 kroner og en halv million kroner at nå til – alt efter om man spørger Scientology eller tidligere medlemmer af organisationen. 

Wrights bog blev oprindelig mødt af kraftig modstand fra Scientology og ”truende breve fra advokater”, da den udkom i 2013. Organisationen angreb bogen i en omfattende tekst offentliggjort på internettet, og efter råd fra sine advokater undlod udgiveren at publicere bogen på det britiske marked.

Det er ikke første gang, at HBO har været i slagsmål med Scientology.

Da kanalen i 1998 viste en dokumentarfilm om depression, mødte flokke af demonstranter op foran HBO’s hovedkvarter i New York for at protestere mod, at filmen fremstiller antidepressiv medicin i et positivt lys, skriver The Hollywood Reporter.

Scientology betragter psykiatrien som en af sine hovedfjender og fører store kampagner mod psykiatri og medicinering af psykisk syge.
 
Den nye dokumentarfilm “forventes at have nye afsløringer om den kontroversielle religion og dens berømte tilhængere Tom Cruise og John Travolta”, skriver The Hollywood Reporter.

HBO er forberedt på nye slagsmål, fortæller Sheila Nevins:

"Vi vil være klar." 

Dokumentaren ventes færdig til at blive vist på den amerikanske filmfestival Sundance i januar 2015.