Vidt forskellige afrikanske lande som Burundi, Ghana, Angola og Sudan er enten i færd med at stramme reglerne, for hvordan deres indbyggere kan og må praktisere deres religion, eller har allerede gjort det. I Angola er en række moskéer blevet lukket af regeringen.I Burundi har parlamentet vedtaget, at en kirke skal have mindst 500 medlemmer samt ”en ordentlig bygning” for at få lov til at fungere som kirke. I det østafrikanske, overvejende muslimske, land Sudan forbød man tidligere på året opførelsen af nye kirker.
Senest er det østafrikanske land Kenya kommet med på vognen. Her har regeringen netop sagt stop for nyregistrering af kirker, moskéer og templer, mens de forbereder en generel stramning af reglerne på området. Angiveligt, fordi regeringen vil landets ”bedragerpræster” til livs. Præster, der tager sig godt betalt for at snyde og bedrage kenyanerne til at tro, at de kan blive helbredt for alt fra aids til arbejdsløshed og blindhed, hvis blot præsten bliver betalt for at bede for dem.
I et tilfælde som Sudans handler reguleringen om at begrænse kristendommens indflydelse i landet. Det mener Niels Kastfelt, professor ved Center for Afrikastudier, som i mange år har forsket i religion og politik, som de kommer til udtryk på kontinentet.
”Denne regulering er et udtryk for den politik, som regeringen i Khartoum (Sudans hovedstad, red.) har ført i mange år, nemlig at definere Sudan som et islamisk land, der bygger på sharia,” siger han.
I det religiøst pluralistiske Kenya forholder det sig anderledes. Landet har gennem de seneste år oplevet tiltagende religiøse uroligheder centreret om kystbyen Mombasa, samt talrige blodige angreb på civilbefolkningen udført af den islamistiske terrorgruppe al-Shabaab. Her afspejler regeringens bratte stop for registrering af nye kirker, moskéer og templer i virkeligheden, at de religiøse grupper er kommet til at fylde så meget i det offentlige rum, at regeringen føler sig tvunget til at gribe ind, vurderer Niels Kastfelt.
”Den aktuelle situation må være et udtryk for en sikkerhedspolitisk vurdering. Og da regeringen er nødt til at behandle kristne og islamiske grupper ens, får det nye initiativ også konsekvenser for de kristne, så kirkerne nu også skal godkendes af regeringen,” siger han.
At der finder en registrering og regulering af det religiøse liv sted, behøver ikke i sig selv at være et problem, vurderer adjunkt ved Center for Afrikastudier Karen Jenny Lauterbach, der forsker i kristendommen og præsternes rolle i det offentlige rum i Afrika. Men reguleringen kan være det.
”'Registrering' kan lyde neutralt, men ofte betyder det krav om indtjening, besiddelse af ressourcer, bankkonti med mere, som kan være svære at opfylde. Derved kan registreringen også blive en de facto-indgriben eller forhindring fra en regerings side,” siger hun.
I nogle afrikanske lande stammer ønsket om en større regulering af det religiøse liv faktisk fra de religiøse organisationer selv, påpeger Karen Jenny Lauterbach.
”I Ghana ønsker den religiøse sektor selv mere regulering på området, så man kan undgå 'charlataner',” siger hun.
Grundlæggende handler de aktuelle konflikter mellem religion og politik i afrikanske lande og regeringernes tiltagende forsøg på at regulere dem om, at man i mange afrikanske lande stadig mangler at finde ud af, hvordan den religiøse pluralisme kan håndteres, mener Niels Kastfelt. Mens mange afrikanere synes, det er helt i orden, at religion fylder meget i det offentlige rum, så mangler der løsninger på de konflikter, det afstedkommer.
”I Sudan forsøger man at løse problemet ved i praksis at gøre staten til en én-religionsstat. I Kenya forsøger man at holde tungen lige i munden og i stedet foretage gradvise statsindgreb,” siger han.
Om der vil komme stadig flere forsøg på at regulere det religiøse liv i Afrika, kommer an på, hvordan især den karismatiske sektor udvikler sig i de kommende år, mener Karen Jenny Lauterbach.
”Hvis sektoren vokser sig stor, og vi ser flere store karismatiske præster med store økonomiske ressourcer til rådighed, kan de komme til at udgøre en trussel for siddende magthavere. Så kan kontrol og regulering være en måde at få dem under kontrol,” siger hun.