Prøv avisen

Overblik: Det har andre skrevet om Scientology

Foto: Collage: Kim Schou

Gennem tiden har især amerikanske medier skrevet kritisk om Scientology – med aggressive reaktioner fra organisationen til følge. Kristeligt Dagblad guider dig til en række artikler samt reaktioner fra bevægelsen

Lige siden grundlæggelsen i 1954 har Scientology haft et anstrengt forhold til pressen – og omvendt.

Forholdet spidsede for eksempel til i 2007, da en erfaren BBC-journalist, John Sweeney, lod sit temperament løbe af med sig under optagelserne til en dokumentarfilm om Scientology. 

Sweeney råbte et fremtrædende medlem af Scientology ind i hovedet i et halvt minut og måtte efterfølgende undskylde for sin opførsel. 

Han forklarede episoden med, at han ”følte sig hjernevasket” efter længere tid sammen med scientologer. Han hævdede, at hans tv-hold konstant blev skygget af mindst 13 ”mistænkelige fremmede”, og én troppede endda op til hans bryllup, hævder han.

Uanset om det er sandt, er det ikke usædvanligt, at pressens dækning af Scientology fører til voldsomme, ofte aggressive reaktioner fra organisationens side. 

Da Time Magazine i 1991 offentliggjorde en af de på det tidspunkt mest omfattende artikler om Scientology, ”The Thriving Cult of Greed and Power” (Den blomstrende kult af grådighed og magt), reagerede organisationen blandt andet ved at sætte mindst 10 advokater og seks privatdetektiver til at undersøge artiklernes forfatter, Richard Behars privatliv. Det skriver han i artiklen "The Scientologists and me" (Scientologerne og mig).

I samme forbindelse lancerede Scientology to hæfter på i alt 88 sider, som kritiserede Times artikler. Scientology købte sig desuden til helsidesannoncer i den amerikanske avis USA TODAY, hvori organisationen beskyldte Time for at have promoveret Hitler og Nazityskland i 1930'erne.

Der er ikke noget usædvanligt ved, at pressen generelt bliver mødt af vrede reaktioner fra institutioner eller personer, som udsættes for kritik. Men i Scientologys tilfælde er de aggressive reaktioner sat i system, hvis man skal tro medier, kritikere og tidligere medlemmer af Scientology. 

Scientologys grundlægger L. Ron Hubbard erklærede før sin død, at enhver, der modsætter sig organisationen, er ”fair game”. Det betyder, at personen er et legitimt mål for kritik – eller med Hubbards angiveligt egne ord et legitimt mål for at blive "narret, sagsøgt eller løjet for eller ødelagt”. Det skriver eksempelvis den britiske avis The Telegraph. 
 
Ifølge Scientology er det dog noget vrøvl, at organisationen skulle legitimere ulovlige handlinger mod kritikere. 

Da The New Yorker i 2011 bragte en artikel, der portrætterede Scientology som en korrupt kult, svarede Scientology ligeledes igen med et magasin på 51 sider i samme format som The New Yorker med overskriften "The New Yorker: What a Load of Balderdash" (The New Yorker: Sikke en gang sludder). Artiklen skulle sammen med en dvd fra Scientology så tvivl om integriteten hos The New Yorkers journalister, redaktører og kilder, skriver The New York Times. 

Magasinet Rolling Stone har også bragt en omfattende artikel om Scientology, "Inside Scientology" (Indenfor i Scientology). Artiklens forfatter Janet Reitman skrev siden bogen ”Inside Scientology: The Story of America's Most Secretive Religion” (Indenfor i Scientology: Fortællingen om Amerikas mest hemmelighedsfulde religion), som fik organisationen til at forfatte en 11 siders erklæring om, at "Reitmans bog er fyldt med unøjagtigheder”. 
 
Herhjemme har Kristeligt Dagblads aktuelle tema om Scientology affødt vrede reaktioner fra bevægelsen.

Sidst i november kaldte Scientologys pressetalsmand Anette Refstrup avisens dækning for "stereotypt massetænkning" i et radioprogram, "Bliver journalister uddannet til at være forudindtagede?", på Scientologys egen radiokanal Radio FRIHED. 

Scientology gav også svar på tiltale, da Kristeligt Dagblads forlag i 2011 udgav bogen "Afhopperen" om Robert Dam, som havde forladt Scientology efter 20 år. Ifølge Scientology var Robert Dam drevet af penge. 

Den Pulitzerpris-vindende avis Tampa Bay Times har desuden ad flere omgange endevendt Scientology. Senest med et tema fra 2009, som strækker sig over flere år.

Stort tema: Scientology