Katastrofen tynger fortsat Bhopal

30 år efter verdens største industriulykke lider de overlevende stadig af alvorlige mén efter den dødbringende sky fra Union Carbides kemiske fabrik i Bhopal i Indien. De ansvarlige for 20.000 dødsfald er aldrig blevet dømt

Hazra Bee, der overlevede giftulykken i Bhopal i 1984, står foran et foto af en veninde, der ikke overlevede, i Remember Bhopal Museum (Husk Bhopal-museet). 30 år efter ulykken er ansvaret fortsat ikke placeret. -
Hazra Bee, der overlevede giftulykken i Bhopal i 1984, står foran et foto af en veninde, der ikke overlevede, i Remember Bhopal Museum (Husk Bhopal-museet). 30 år efter ulykken er ansvaret fortsat ikke placeret. - . Foto: AFP Photo/Indranil Mukherje.

”De kom her til et fattigt land. De dræbte, og de er sluppet af sted med det. De er mordere. Dette er ikke retfærdighed.”

Rachnya Dhingras vrede og indignation er ikke til at slide op. Hun er talsmand for International Campaign for Justice for Bhopal (Den Internationale Kampagne for Retfærdighed i Bhopal), en af de organisationer, som kæmper for retfærdighed for ofrene for verdens hidtil største kemiske katastrofe. For 30 år efter det dødbringende gasudslip fra den amerikanske kemigigant Union Carbide Corporations fabrik i den indiske by Bhopal har ofrene endnu ikke fået en ordentlig erstatning. Og de amerikanske ejere er aldrig blevet dømt.

20.000 mennesker er døde, og 550.000 har stadig men efter den sky, som natten mellem den 2. og den 3. december 1984 slap ud fra plantegiftfabrikken i Bhopal i det centrale Indien. De berørte lider af nedsat lungekapacitet og hjerteproblemer. De har mistet synet, og mange har permanente smerter. Katastrofen er gået i arv til deres børn, der fødes med handicap. Og de overlevende bærer stadig på billederne af den rædselsnat, da døden slap ud af tank nummer 510 med 40 tons metyl-isocyanat, et af de mest ustabile og dødelige kemikalier, der findes.

Akeela Bee var på vej hjem fra sin søsters bryllup den nat, lige omkring midnat. Hun og hendes familie mærkede nok en besynderlig lugt af kogt kål, og det sved i øjnene. Kort efter blev der larm i gaderne: Folk løb i alle retninger. Der blev råbt og skreget.

”Bhago, bhago. Løb, løb,” blev der råbt.

”Men vi vidste ikke, hvor vi skulle løbe hen, eller hvorfor. Så vi gik i seng, og derefter mistede vi bevidstheden,” fortæller hun.

Akeela vidste ikke, at lugten af kogt kål var den karakteristiske lugt af metyl-isocyanat fra fabrikken seks kilometer fra hendes hjem. Stoffet blev benyttet i produktionen af plantegiften Sevin, som den amerikanske kemigigant Union Carbide Corporation var begyndt at fremstille i Bhopal i 1978.

Indien var midt i ”den grønne revolution”, der øgede landbrugsproduktionen takket være kunstgødning og pesticider, og Union Carbide havde haft store forventninger til det indiske marked for pesticider. Men Indien blev ikke det lukrative marked, virksomheden havde forestillet sig. Bønderne havde ikke råd til at købe de dyre industriprodukter. Fabrikken i Bhopal kom aldrig over en fjerdedel af sin produktionskapacitet, og vedligeholdelsen af de komplicerede rør-systemer, som var udsat for stærkt ætsende kemiske stoffer, blev sparet væk.

I 1984 var produktionen indstillet. Derfor var sikkerhedssystemerne også sat ud af kraft. Blandt andet derfor havde fabrikken et overskud af 40 tons metyl-isocynanat, eller MIC, opbevaret i tank nummer 510.

På Union Carbides fabrik i delstaten Virginia i USA var det strengt forbudt at opbevare så store mængder af MIC, der er en veritabel kemisk bombe. Stoffet er ualmindeligt reaktivt, især på vand, der sætter en kemisk reaktion i gang med kraftig varmeudvikling. Ved 40 grader forvandles væsken til en dødbringende gas, der udvikler et overtryk, som ingen sikkerhedssystemer kan kontrollere. Men kølesystemet i Indien var sat ud af kraft. Det samme var den brænder, som kunne begrænse en katastrofe ved at brænde en del af gassen af, før den spredtes.

Fem minutter over midnat den 3. december begyndte en dødbringende gas at lække fra fabrikken i industriområdet i udkanten af Bhopal, kun få kilometer fra slumområderne på de såkaldte Kali Grounds, hvor byens fattigste befolkning boede.

På grund af defekter i det dårligt vedligeholdte rørsystem var rensningsvand trængt ind i tanken med MIC. En ukontrollabel kemisk reaktion var gået i gang. Temperaturen steg til over 200 grader. Trykket i tanken voksede. I løbet af de næste timer blæste en sky af 40 tons metyl-isocyanat ud over Bhopal og ætsede øjne, luftveje og lunger på alle levende væsener, mennesker som dyr.

Ofrene blev først blændede og begyndte at hive efter vejret. MIC ætser og nedbryder alle de organer, det kommer i kontakt med. I løbet af få minutter begyndte de at kaste op og fik diarré, inden de faldt om, hvor de stod. Panikken bredte sig. ”Bhago, bhago. Løb, løb.”

Sayeed var en af dem, der løb. Han vidste endnu ikke, hvad der skete, men han løb alligevel instinktivt for sit liv sammen med sin unge hustru, Maksuud, der var gravid. Parret løb til byens jernbanestation i et refleksagtigt forsøg på at komme væk så hurtigt som muligt. Andre strømmede til Hamidia-hospitalet, der snart var oversvømmet af ofre. Mange døde.

Da Akeela Bee vågnede op med brændende hals og åndedrætsbesvær og skyndte sig til Hamidia-hospitalet, var gaderne i slumkvarteret omkring Union Carbides fabrik et apokalyptisk helvede fyldt med lig af både mennesker, geder og køer, som allerede var oppustede på grund af giftgassen.

”Lægerne behandlede os så godt, de kunne. Vi fik astmamedicin og halspastiller, for de havde ikke nogen medicin mod forgiftning,” siger Akeela Bee, der nu er en ældre, krumrygget kvinde, der lider af lungesvigt.

Bhopals overlevende fik ikke nogen modgift, der kunne have modvirket MIC's effekt. For lægerne kendte ikke den præcise kemiske sammensætning af den gas, de havde indåndet. Det var en forretningshemmelighed.

Mellem 3000 og 5000 mennesker døde umiddelbart efter katastrofen. I alt har over 20.000 mistet livet. En af dem er Sayeeds kone.

”Først mistede vi barnet. Men Maksuud blev ved med at have det dårligt. Hun døde i 1995 af lungeskaderne,” fortæller Sayeed og vender ansigtet bort.

30 år efter den decembernat er hans liv aldrig blevet det samme.

”Mit barn og min hustru døde. Jeg har problemer med hjertet, for højt blodtryk og kroniske smerter. Jeg har taget medicin hele mit liv, og efter ulykken kunne jeg ikke arbejde så meget som før. Jeg og min hustru fik hver 25.000 rupi i erstatning (omkring 3000 kroner). Selvfølgelig er jeg vred og bitter. Vores liv blev ødelagt,” siger Sayeed.

I 30 år har Sayeed og Akeela og de tusindvis af andre ofre for giftulykken bogstaveligt talt levet i skyggen af den kemiske bombe. Union Carbide India Limiteds fabrik står stadig som et genfærd på en græsmark gennemsyret af giftaffald, der aldrig er blevet fjernet. To-tre stenkast derfra lever Bhopals indbyggere stadig på kanten af det, der blev kaldt Kali Grounds i 1984. For ofrene er ulykken langtfra slut, 30 år efter helvedesnatten i 1984.

”Grundvandet er forgiftet af de giftstoffer, som stadig siver ned i jorden. 50.000 mennesker lever lige op og ned ad fabrikken og drikker vandet, så de fortsætter med at blive forgiftet,” siger Rachnya Dhingra fra Den Internationale Kampagne for Retfærdighed i Bhopal.

”Børn bliver født med handicap, som for eksempel manglende gane eller manglende evne til at tale eller gå. Folk har fået stærkt nedsat arbejdsevne, og efterhånden som de bliver ældre, bliver det værre. Deres økonomiske situation er katastrofal. Som kompensation har de fået en erstatning på gennemsnitligt 500 dollars pr. person. 500 dollars for et ødelagt liv,” siger Rachnya Dhingra.

I 1989 forhandlede den indiske regering og Union Carbide sig til en aftale om en erstatning på 470.000 dollars. Det er dette beløb, som siden er blevet fordelt mellem ofrene. Organisationerne kritiserer den indiske regering for at have opstillet så komplicerede regler for ansøgning om erstatning, at mange ofre aldrig har fået den kompensation, de burde have fået.

For ofrene er Bhopal-katastrofen derfor ikke slut. Akeela og Sayeed skal betale dyr medicin, som oftest ud af egen lomme. Men ofrene kæmper stadig. I november sultestrejkede Rachnya Dhingra og andre ofre i Jantar Mantar-parken i den indiske hovedstad, New Delhi. Som følge af sultestrejken har den indiske regering indvilget i at genoverveje antallet af ofre, som kan få erstatning.

Og ofrene kæmper stadig for, at den indiske regering lægger pres på Union Carbide Corporations nye ejer, Dow Chemicals, for at få virksomheden til at betale fuld erstatning til ofrene og rense den kemiske forurening.

”Retfærdigheden er aldrig sket fyldest,” siger Abdul Joffar, der selv har alvorlige skader på synet efter ulykken, og som har forvandlet sit hjem i Bhopal til et hjem for ofre, der har mistet arbejdsevnen.

”For ofrene føles det, som om katastrofen skete i går,” siger Abdul Joffar.