Mens svenske medier og debattører ofte farer i flint over israelske bosættelser eller angreb mod Gaza, er det en sjældenhed, at palæstinensiske forbrydelser fordømmes eller i det hele taget behandles i den svenske debat. Grundindstillingen er, at Israel er forbryderen, mens palæstinenserne udgør de svage, som skal beskyttes.
Der er i midlertid tale om et vrangbillede af virkeligheden, eksemplificeret i den svenske regerings officielle anerkendelse af Palæstina i slutningen af oktober, lyder kritikken i en kronik, hvor Anna Sophia Bonde, præst i Svenska Kyrkan og debatskribent i avisen Dagen, gør op med svenskernes syn på Mellemøsten-konflikten.
”Dagen efter slagtningen i synagogen i Jerusalem (den 18. november, red.) havde Svenska Dagbladets forside overskriften 'Nu bliver det sværere at kritisere Israels bosættelsespolitik'. Den overskrift er symptomatisk for, hvordan Israel skildres i de svenske medier,” skriver hun.
”Vi svenskere udser endnu en gang os selv som menneskehedens Robin Hood. Uden at det koster os noget, stiller vi os på samme side som dem, vi har udnævnt som de svage. For er det ikke staten Israel, som er dagens usympatiske og utvetydigt onde figur som prins John er det i Robin Hood?”, spørger Anna Sophia Bonde.
Hun mener, at de svenske mediers kritiske grundindstilling til Israel er slem nok i sig selv, men at Svenska Kyrkans støtte af Palæstina-anerkendelsen er udtryk for misforstået barmhjertighed.
”Anders Wejryd (tidligere ærkebiskop, red.) har lige været i Gaza og truffet Hamas-repræsentanter. På den måde fremstår han som medmenneskelig og god (“) Det virker modigt, men er helt ufarligt. Hvad der derimod er farligt, er de 9000 raketter og 5000 granater, som Gaza siden Israels tilbagetrækning i 2005 har affyret ind over Israel,” skriver hun i kronikken.
I et indlæg i samme avis undrer debattøren Stig Melin sig over, at jøderne er blevet verdens paria.
”Sverige har bestemt sig for at deltage i rettergangen imod Israel og lade 'Barabbas' gå fri. Resultatet rækker ud over, hvad en sekulariseret svensk regering kan forstå,” skriver han.
Siden Sverige i slutningen af oktober offentliggjorde, at landet officielt anerkender staten Palæstina, har reaktionerne været mange. Israels ambassadør har forladt landet på ubestemt tid, og mens venstrefløjen har jublet, har det liberale Centerpartiets formand, Annie Lööf, kaldt regeringens håndtering af sagen som ”at se en elefant i en porcelænsfabrik”.
En holdning, der bakkes op på lederplads i flere borgerlige medier.
Eksempelvis i Svenska Dagbladet, hvor lederskribent Per Gudmundson skriver, at Palæstina-anerkendelsen er udtryk for en belønning af destruktiv adfærd.
”Palæstinenserne har lige ført en angrebskrig imod Israel. I løbet af 2014 er Israel indtil den 7. juli blevet beskudt med 466 raketter. I samme periode gik Fatah og terrorbevægelsen Hamas i samlingsregering. Få andre regeringer end den svenske vil bakke op om det,” skriver han.
I et indlæg i dagbladet Expressen i sidste uge kritiserer Gunnar Hökmark, der er delegationsleder i Europa-Parlamentet for det største svenske borgerlige parti, Moderaterne, svenskernes misforståede forventninger til Palæstina-anerkendelsen.
Han mener, at mange svenskere tror, at en anerkendelse uden krav til den palæstinensiske side automatisk vil skabe en fredelig tostatsløsning.
”Tværtimod vil en sådan politik risikere at opsprætte håbet om en fredelig tostatsløsning (“) I hele Mellemøsten er den militante islamisme i dag udbredt, og det truer hele regionens fremtid og fred, hvis truslen strækker sig ud over grænserne,” skriver han.
”Til forskel fra svenske statsborgere har israelerne anledning til at være bange. De er vokset op under konstant krig med overlegne modstandere, konstante trusler om krig og konstant terror. De har mere end nogen anden noget at vinde ved en to-statsløsning, der anerkender fredens sikre grænser,” nævner Gunnar Hökmark, som peger på, at man ikke skal acceptere en løsning, medmindre Israels naboer accepterer demokratiets spilleregler.
”Europæisk fredspolitik kan ikke bare være kravløs og gentage tidligere tiders inkompetence,” skriver han med henvisning til 1970'erne og 1980'ernes syn på den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO som en progressiv fredsbevægelse - en opfattelse, der var udbredt på Sveriges politiske venstrefløj.
Sverige er sammen med Island de to eneste nordiske lande, der officielt anerkender Palæstina som stat. Desuden har parlamenterne i Frankrig, Storbritannien og Spanien anerkendt Palæstina ved symbolske afstemninger, der dog ikke får officielle konsekvenser i første omgang.