Enhver, der har tilbragt bare en enkelt dag i Israel, vil næppe have undgået at bemærke landets jødiske islæt. Jødiske symboler, jødiske love og ikke mindst religiøst påklædte jøder er en synlig og mærkbar del af livet i landet.
Ikke desto mindre blev det netop uenighed om Israels jødiske karakter, der i denne uge fik premierminister Benjamin Netanyahu til at fyre to af sine ministre og opløse parlamentet.
Der er en række grunde til, at regeringssamarbejdet kollapsede. Men i sidste ende blev det dog manglende enighed om et forslag om at indskrive i landets grundlæggende lovgivning, at Israel er staten for det jødiske folk, som gav det afgørende stød til en i forvejen dybt splittet regering.
At spørgsmålet om at definere Israel som en stat for det jødiske folk kan være så kontroversielt, at det kan sprænge en regering, skyldes, at det rammer et grundlæggende og gammelt dilemma om, hvilken form for nation Israel egentlig er. Det forklarer Amir Fuchs, leder ved Israels Demokrati Institut, der har været en af de førende kritikere af lovforslaget.
”Israel har altid balanceret mellem at være et demokrati og en jødisk stat. Det er en vanskelig balancegang, og resultatet er ikke uden problemer. Lovforslaget går ind og rokker ved denne fintfølte og kontroversielle balance,” siger han.
Allerede ved staten Israels oprettelse i 1948 var spørgsmålet påtrængende. Var det en jødisk stat, det zionistiske projekt skulle munde ud i, eller var det først og fremmest en demokratisk stat, der skulle fungere som tilflugtssted for jøder? Det var forkæmperne for det demokratiske Israel, der fik det sidste ord, og af landets uafhængighedserklæring fremgår det, at Israel skal sikre lige rettigheder for alle statsborgere uanset religion, race eller køn.
I praksis har det dog vist sig at være en vanskelig opgave både at sikre lige rettigheder og være tilflugtsstedet for jøder. Israel møder jævnlig kritik for at behandle jøderne bedst og marginalisere den femtedel af befolkningen, der er arabere.
Det er en tendens, som kritikerne af det nye lovforslag frygter vil blive endnu mere markant, hvis det bliver indskrevet i lovgivningen, at Israel formelt er staten for det jødiske folk.
”I det mindste siger loven i dag, at der er ligestilling mellem jøder og ikke-jøder. Lovforslaget vil vippe staten over mod mere jødedom og mindre demokrati. I dag kan vi kalde os demokratiske, men det kan loven ændre på,” siger Amir Fuchs.
Modsat mener tilhængere af forslaget, der især består af den politiske højrefløj, at loven vil være med til at fastholde det jødiske islæt, som de færreste er uenige i, at Israel har i dag. De mener, at landets jødiske identitet er truet og frygter, at den med tiden vil blive udvandet, blandt andet på grund af den massive indvandring, der har været til landet de senere år. Det handler især om den massive indvandring fra de postsovjetiske lande, hvor indvandrerne formelt er jøder, men hvor den jødiske identitet ikke er stærk.
Samtidig er der det problem, at den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, ikke anerkender Israels jødiske identitet. Netanyahu understreger, at når Israel kræver af palæstinenserne, at de anerkender Israels jødiske karakter, må israelerne også selv anerkende den og få den skrevet ind i lovgivningen.