Massevacciner afløser massetests
Et lys i mørket. Det var, hvad statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte udsigten til vaccinen mod corona ved sit pressemøde den 16. december. Og der er et lys i mørket, for det står klart, at hvor 2020 var massetestens år, bliver 2021 massevaccinens. Både i Danmark og store dele af verden.
Statsministeren klappede med over en skærm, da beboere på Omsorgscentret Kærbo i Ishøj og fire andre plejecentre rundt om i landet i går morges fik de første stik med vaccinen fra Pfizer og Biontech. Det skete 10 måneder efter, at det første coronatilfælde blev registreret i Danmark.
Vaccinationsprogrammet kommer til at foregå i faser, efterhånden som vaccinerne produceres og leveres til Danmark. Regeringen forventer at have vaccineret op imod 250.000 danskere i løbet af de to første måneder af det nye år. Og logistik kommer til at blive afgørende for, hvornår alle danskere, der ønsker det, er blevet vaccineret.
Målet er, at alle i Danmark, som vaccinerne er godkendt til, bliver tilbudt et stik imod covid-19. Gravide, ammende og børn vil derfor ikke blive tilbudt vaccinen. Det er de svageste, der tilbydes vaccinen først, såsom ældre på plejehjem, sundhedspersonale, ældre med særligt øget risiko og personale i ældreplejen, sådan som det var tilfældet i går. Gamle og syge bliver vaccineret der, hvor de bor eller er indlagt, og på sigt vil regionerne rundt om i landet oprette vaccinationscentre. Vaccinedoserne bliver fordelt ligeligt og på samme tid mellem regionerne efter befolkningstal. Sundhedsstyrelsen opretter fra nytår et elektronisk bookingsystem for dem, der står forrest i køen til de foreløbig 4,1 millioner vaccinedoser, som Danmark har lagt billet ind på.
Senere i forløbet vil der blive prioriteret mellem befolkningsgrupper, hvor alder, erhverv og helbredstilstand er de parametre, myndighederne kigger på ligesom samfundskritiske funktioner. Og der er næppe tvivl om, at prioriteringen kommer til at skabe debat. For skal en lærer for eksempel tilbydes vaccine før en politibetjent? Og hvad med tjenere og frisører?
Forventningen er, at der i løbet af det kommende år gradvist vil blive flere vacciner til rådighed, og at flere og flere befolkningsgrupper derfor vil få mulighed for at få de to håbsbærende vaccineskud i 2021. Til gengæld ventes indbyggerne i mange af verdens fattigste lande at måtte vente til 2022 med at blive vaccineret, fordi de rigeste lande har sat sig på størstedelen af de forudbestilte doser.
Dansk mission bliver markeret med debat
I juli 1721 ankom den dansk-norske præst Hans Egede til Grønlands vestkyst. Han var udsendt af den danske konge, og med sig havde han sin familie og en klar mission: Han ville sprede Guds ord til den grønlandske befolkning.
Missionen må siges at være lykkedes ret godt. I hvert fald er 95 procent af befolkningen på verdens største ø i dag medlem af folkekirken på grund af det arbejde, som begyndte for snart 300 år siden, og som markeres i både Grønland og Danmark næste år.
Det er dog ikke det eneste jubilæum inden for dansk missionshistorie i 2021. Til sommer er det nemlig 200 år siden, at Det Danske Missionsselskab – i dag kendt under navnet Danmission – blev oprettet som det første af sin slags i Danmark.
Kristen mission ses i dag som en vigtig del af dansk kirkehistorie, som også har spillet sammen med Danmarks kolonihistorie og haft betydning for danskernes forhold til Afrika og Asien.
Men samtidig finder de to jubilæer sted i et år, hvor de kan give anledning til debat om missionsbevægelsens opgave i dag og de mørkere sider af dens historie.
Det seneste år er Hans Egede for eksempel blevet et billede på koloniseringen af Grønland. I sommer blev der kastet rød maling på den store statue af ham i København og den i Nuuk, og i Grønlands hovedstad blev der stemt om, hvorvidt den sidstnævnte skulle rives ned. Afstemningen endte dog med et nej.
Ligesom holdningen til Hans Egede ikke er, hvad den har været, har missionsarbejdet forandret sig meget. Hvor Det Danske Missionsselskab blev stiftet med det mål at udbrede kristendommen blandt ”vilde og barbariske folkeslægter”, er direkte forkyndelse ikke længere så velset i tidligere koloniserede lande.
I stedet består meget af Danmissions arbejde nu af fattigdomsbekæmpelse og dialog mellem muslimer og kristne i partnerskabslandene.
Missionsdebatten slutter ikke i 2021. Danmission valgte i november at udsætte alle jubilæumsaktiviteter et års tid, og det vides endnu ikke, hvordan markeringen af Hans Egede kommer til at ske i en coronatid. DR har dog annonceret en ny serie om Grønlands og Danmarks fælles historie.
Vi kommer til at se hinanden igen
Et smil er den korteste vej mellem to mennesker. Det er en frase, som man efter 2020 har lyst til at kaste på bålet. For selvom smil har hjulpet i et vanskeligt corona-år, så vil langt de fleste nok bare allerhelst give deres nærmeste et ubekymret kram.
Dertil kommer længslen efter kultur- og sportsoplevelser, fest og ballade og spontane indfald. Hvornår kan man igen samle mennesker til store fester og højtider? Hvornår kan man danse på bordene? Bliver 2021 året, hvor danskerne igen ser hinanden?
Efter EU-godkendelsen af Pfizer-vaccinen har man nu taget fat på at vaccinere de allermest sårbare danskere. Allerede det betyder, at man til en vis grad kan ånde lettet op – fordi dødeligheden i forbindelse med corona så vil falde.
Når adgangen til vacciner i løbet af året bliver bredt ud, vil mulighederne for at se hinanden blive bedre og bedre, men både danskere og borgerne i resten af verden må væbne sig med tålmodighed. Man vil efterhånden kunne samles, men det vil formentlig – i hvert fald frem til forsommeren i det nye år – stadig være med restriktioner. For så længe en stor del er modtagelige for smitte med covid-19, må der fortsat holdes afstand, sprittes hænder og testes.
Men med øget testkapacitet opstår der også nye muligheder for at samles. Et eksempel er Roskilde Festival, der forventer at afholde sin udskudte 50-årsjubilæumsfestival og i den forbindelse vil gøre brug af blandt andet hurtigtests til screening af deres gæster og også overvejer at indføre vaccinepas.
Tilgængeligheden af vaccinedoser og logistikken i at udbrede dem til befolkningen kommer til at blive afgørende for, hvornår det ubekymrede kram for alvor kan vinde indpas igen.
Men det kan med rimelig sikkerhed siges, at meget skal gå galt, hvis ikke danskere, der ønsker det, får mulighed for at blive vaccineret i 2021. Og det lover godt for krammet – i hvert fald i Danmark. I mange af verdens lande bliver det dog ikke udbredelsen af en vaccine, der kommer til at afgøre, om de krammer deres nærmeste i det kommende år. Mange steder kommer flokimmuniteten til at opstå som følge af, at langt de fleste er blevet smittet.
De nye partier får det svært
Den 16. november 2021 skal vælgerne i Danmark igen ned i stemmeboksene og sætte kryds ved deres foretrukne regionsrådsmedlem og kommunalpolitiker. En af de ting, man skal holde øje med ved valget, er, hvordan landspolitikken kommer til at slå igennem ved kommunalvalget.
Det er særligt interessant, fordi der er sket meget i de landsdækkende meningsmålinger siden kommunalvalget i 2017. De Konservative og Nye Borgerlige stormer frem. Værre ser det ud for Dansk Folkeparti, der ved det seneste kommunalvalg slog så stort igennem især i Syd- og Sønderjylland, at det blev omdøbt til ”det gule Danmark”, men som siden har mistet mange stemmer.
Der er nye spillere på banen til næste års kommunalvalg, hvor både Nye Borgerlige og Stram Kurs vil være med til at kæmpe om stemmerne. Kristendemokraterne, der manglede 194 stemmer for at sikre sig plads i Folketinget ved det seneste folketingsvalg i 2019, står også på stemmesedlen lokalt i 2021. Men de nye og små partier vil næppe komme til at svømme i stemmer, da man historisk kan se, at de har svært ved at opnå gennemslagskraft kommunalt.
Det hænger blandt andet sammen med, at de ikke har det store organisatoriske apparat – og det koster både tid og penge at være til stede i hele landet. Det er selvsagt en svær opgave for et lille parti at være repræsenteret i samtlige 98 kommuner.
Det vil vise sig, om Socialdemokratiet kan ride videre på bølgen fra kommunalvalget i 2013 og 2017 og kapre flere borgmesterposter. Under coronapandemien har meningsmålingerne været gunstige for regeringspartiet. Spørgsmålet er, om det også vil kunne ses ude i kommunerne. Minksagen har taget lidt vind ud af de landspolitiske sejl, og det bliver spændende at følge, om socialdemokraterne igen kan overtage førertrøjen på rådhusene rundt omkring.
Coronakrisen kan også komme til at kaste skygger på kommunalvalget – især på valghandlingen. Måske får vi i 2021 sprittet den blyant af, som skal bruges til at sætte krydset. For at forebygge lange køer foran stemmeboksene kan valgsteder, der tidligere er blevet lukket, måske se frem til igen at slå dørene op for vælgere, og måske udvides åbningstiden, så man kan afgive sin stemme helt frem til klokken 22.00.
Kunsten vil skabe forståelse
Scener og spillesteder har drejet nøglen om, mens et utal af kreative projekter er gået i vasken i det, der bedst kan betegnes som et opbruddets år for kulturlivet i Danmark og mange andre steder i Vesten. Men måske vigtigst af alt er vores selvbillede og hele vores verdensanskuelse bristet i pandemiens mørke.
Når verden forandrer sig for øjnene af os, får vi brug for nye fortællinger om os selv. Som vi før har været vidner til efter kriser, vil vi i kølvandet på pandemien i højere grad lære at bruge kunsten til at forstå vores egen tilværelse på et dybere plan.
Det vil først og fremmest udarte sig i et stort antal kulturprodukter, der tager afsæt i den nuværende situation. Det betyder også, at der vil blive mere plads til det åndelige og til den filosofiske dimension – særligt i litteraturen, men også i musikken og i scenekunsten. Både fordi kunstnerne har haft ro til at reflektere og fordybe sig i isolationen, men også fordi vi som forbrugere har opbygget en åndelig sult, som har givet os fornyet appetit på at kaste os over livets store spørgsmål.
Samtidig vil tempoet i tv og film, præcis som det har været tilfældet med vores hverdag, blive sat drastisk ned. Forbrugeren vil fremover i højere grad anse kunsten som et værktøj, der kan skabe forståelse, frem for ren og skær underholdning.
2020 har samtidig været et år, hvor debatten har skabt plads til de blødere og mere feminine værdier, og det vil også komme til udtryk i vores kulturprodukter. Der vil blive taget flere chancer, og der vil blive plads til et nyt persongalleri, mens fortællinger, som tidligere ikke mentes at have markedspotentiale for et stort publikum, lige pludselig vil få det.
For tiden er der også videnskabelige projekter her i landet, der skal bane vejen for coronasikre koncerter og festivaler. Det bliver forhåbentlig allerede en realitet i 2021, hvor vi vil opleve, at musikerne, som savner deres publikum, også vil være mere villige til at tage flere chancer, når de smider pandemiens lænker og indtager scenen igen.
Så selvom det forgangne år på mange måder har været usikkert og kaotisk, er der god grund til at være optimist. 2021 bliver et år præget af nyskabelse og fordybelse, der vil huskes som begyndelsen på den tid, hvor vi midt i fortvivlelsen bremsede op og trådte ud af hamsterhjulet – i hvert fald for en stund.
Store sportsbegivenheder bliver gennemført – men hvordan?
Falsk dåsejubel har været flittigt brugt i 2020, hvor coronavirussen har holdt hobetal af sportsfans væk fra tilskuertribunerne både herhjemme og i resten af verden.
Forhåbentlig kan tilhængerne af verdens mest udbredte sportsgren igen sætte sig i klapsæderne, når herrernes europæiske fodboldlandshold fra den 11. juni og en måned frem skal dyste om at hive guldet hjem med et års forsinkelse. Turneringen skulle i 2020 have fejret 60-årsfødselsdag, hvorfor EM-slutrunden for første gang var blevet spredt på hele 12 værtslande, herunder Danmark, Irland, Spanien og Aserbajdsjan. Men flere medier sår nu tvivl om denne oprindelige plan. Uefa, Det Europæiske Fodboldforbund, forventes at melde noget endeligt ud primo 2021.
Danmark skal spille mod Finland, Belgien og Rusland. Håbet er, at landsholdet kan få lov at møde sine puljemodstandere på hjemmebanen i Parken i København i vante omgivelser med danske fans i ryggen. Skal Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og de andre danske fodboldstjerner pludselig spille kampene i eksempelvis London, bliver det et farvel til hjemmebanefordelen. Og på grund af coronapandemien vil spillerne blive isoleret fra resten af samfundet under slutrunden, hvilket alt andet lige er mindre indgribende i ens eget land.
Pandemien blev årsag til endnu en udskudt megaevent i sportens verden i 2020. De Olympiske Lege er nu plottet ind i kalenderen fra den 23. juli til 8. august 2021, igen med Tokyo som vært. Der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved, om det store arrangement skal afholdes, spørgsmålet er snarere, hvordan det skal afholdes. Svaret afhænger blandt andet af vaccinesituationen.
Men der er nogle, der taber, og nogle, der vinder på, at sommerlegene er blevet udskudt et år. Taberne er blandt andre den 33-årige Sara Slott Petersen, der vandt sølv i hækkeløb ved OL i 2016. Hun har åbent fortalt, at denne sommers OL skulle have været hendes sidste, da hun ønsker at få flere børn. Spørgsmålet er, om familieplanerne vil sejre over OL-deltagelsen. Den 26-årige svømmer Pernille Blume får til gengæld ekstra tid til at indhente det forsømte efter et par år med en hjerteoperation og mentale følgevirkninger. I 2016 vandt hun guld i 50 meter fri, og måske kan det ekstra år betyde, at hun kan finde topformen frem og tage den med helt til Japan.
EU siger farvel til Merkel og Storbritannien
2021 kommer til at betyde et spring ud i det ukendte for Europa, når både Storbritannien og Angela Merkel forlader EU-scenen. Når klokken falder i slag til midnat den 31.december, udløber overgangsperioden for Brexit, og de britiske øer kapper endegyldigt fortøjningerne til kontinentet – efter et langvarigt tovtrækkeri med en handelsaftale om det fremtidige samarbejde i bagagen.
Fire krigsskibe ligger klar til at patruljere fra nytårsmorgen, hvis europæiske fiskere skulle sætte kurs mod de fiskebanker, som de britiske fiskere nu vil have for sig selv som et håndgribeligt symbol på, at Storbritannien omsider har ”taget kontrollen tilbage”, fire et halvt år efter Brexit-folkeafstemningen i juni 2016.
Foruden de enorme økonomiske interesser, der er på spil for både Storbritannien og de 27 resterende EU-medlemslande, vil 2021 også blive en symbolsk kamp mellem EU og Storbritannien om, hvem der ”vinder Brexit”.
For EU har det handlet om at vise, at en udmeldelse af klubben ikke er gratis. Og kapløbet om at komme først i gang med at vaccinere imod covid-19 – som briterne vandt – handlede ikke kun om at bremse pandemien. Men også om, hvorvidt EU-bureaukrati og -samarbejde er en hæmsko eller en garant for effektivitet.
Efter en lidt famlende start har EU faktisk vist handlekraft over for pandemien, ikke mindst over for den hidtil usete økonomiske coronakrise, som for alvor vil sætte tænderne i europæernes levevilkår i det nye år. For første gang nogensinde skal EU til næste år ud og låne penge til en del af den 750 milliarder euro store coronahjælpepakke, som alle lande vil hæfte for.
Pakken har skabt splittelse på kryds og tværs i EU. Mellem de sydeuropæiske lande og den såkaldte sparebande med dansk deltagelse i nord, der krævede garanti for, at de fælles penge bruges fornuftigt og ledsages af reformer. Men også mellem Vesteuropa og de polske og ungarske regeringer om kravet om at kæde pengene sammen med respekt for EU’s retsstatsprincipper. Forude venter også diskussioner om at bruge flest muligt af de mange milliarder på klimaet og den grønne omstilling.
Hidtil er det lykkedes at bygge bro over modsætningerne, ikke mindst takket være den tyske forbundskansler, som har gjort alt for at holde sammen på det splittede EU.
Men den 1. januar takker Angela Merkel af for sin sidste turnus i spidsen for et tysk formandskab for EU. Og valget til Forbundsdagen i september vil markere hendes afgang som forbundskansler efter 16 år. ”Mutti” har været fast inventar i europæisk politik så længe, at hendes afgang vil føles som en ”Merxit” og blive endnu en ubekendt faktor i et i forvejen uroligt 2021.
Joe Biden vil gøre verden normal igen
Efter fire år med Donald Trump og hans ”Amerika først”-doktrin bliver det i 2021 op til USA’s nye præsident, Joe Biden, at sætte kursen for verdens supermagt og dermed også for den globale verdensorden.
Konkret har den demokratiske veteran blandt andet lovet at ville genoptage atomforhandlinger med Iran, genindmelde USA i klimaaftalen fra Paris og i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, forny en nedrustningsaftale med Rusland og forstærke de amerikanske forpligtelser over for Nato. Mere bredt har han lovet at generobre USA’s position som verdens moralske og økonomiske leder. Han vil blandt andet bruge det kommende år på at forsikre hårdt prøvede europæiske allierede om, at USA, som han udtrykker det, ”er tilbage”.
Den tidligere vicepræsident er en erfaren og forsonlig politiker, der lægger vægt på USA’s traditionelle alliancer og på globale institutioner. Men han vil også sætte USA og den amerikanske økonomi først.
Europæerne kan eksempelvis forvente, at han ligesom Trump vil insistere på, at alle Nato-lande begynder at bidrage mere til de fælles forsvarsudgifter. EU-landene har da også selv opdaget, at de i højere grad er nødt til at tage deres sikkerhed i egne hænder og være mindre afhængige af amerikanerne.
USA er ikke længere den frie verdens ubestridte leder. USA vil heller ikke være verdens enlige politimand og undertrykte folks beskytter. Og den gamle liberale verdensorden, der blev bygget på ruinerne af Anden Verdenskrig og understøttet af amerikansk militær, økonomisk støtte og ideologisk overlegenhed, begyndte at gå i opløsning længe før Donald Trumps tumultariske præsidentskab.
Joe Biden kan som ny amerikansk leder genoprette nogle elementer af den liberale verdensorden, heriblandt først og fremmest multilateralismen. USA vil stadig spille en afgørende rolle i verden. Men det er ikke en verden domineret af Vesten – snarere en pluralistisk verden med mange stormagter, såsom Kina og Rusland, og uden de samme visioner for en fælles fremtid.
Coronapandemien har både belyst alle verdens landes indbyrdes afhængighed og USA’s svagheder. Joe Biden overtager USA på et skrøbeligt tidspunkt i nationens og verdens historie. Disse kendsgerninger kommer til at dominere den første fase af hans forsøg på at lægge fundamentet til en opdateret version af den liberale verdensorden.